Om: den dag jeg var en provokerende lille møgso

IMG_1707

Okay – meget alvorlig overskrift. Forklaring følger:

Det er søndagmorgen på Vesterbro og aktivitetsniveauet er 0 da vi alle tre (Niels, Malou og jeg) har verdens værste tømmermænd, eftersom vi har været klub hjerneskadet i byen aftenen før. Alt er som det plejer.

Vi har kun ét æg tilbage, mælken er sur, der er ikke mere kaffe og vores skyr er muggen, så jeg smider en læderjakke udover mit nattøj, smækker et par solbriller på og tonser ned i Føtex for at hente kaffe og croissanter.

Jeg trækker et nummer i køen hos bageren og nærmest med det samme er der en mand der overfuser mig: “Hey jeg var her først – giv mig dit kø-nummer!!” under normale omstændigheder havde jeg undskyldt, givet ham mit nummer, tilbudt at betale for hans brød og spurgt om jeg ikke skulle bære det hjem for ham, men ikke i dag! Så jeg svarer at jeg altså ikke så ham her før mig og i følge mit nummer i køen måtte vi gå ud fra at jeg altså var der først.

Da det bliver min tur står han bag mig og bliver ved og ved med at fnyse og spørge om jeg har en god smag i munden og forklarer bageren at det altså ikke er min tur. Da jeg har fået mine croissanter vender jeg mig om og siger til ham at han må have en rigtig dejlig dag alligevel, syntes selv at jeg havde fået sagt det sidste ord og havde det godt over det.

Jeg går ned ad min gade i mine egne tanker, da der pludselig er en der hvæser mig ind i hovedet “Din lille fucking provokerende møgso”, min ven fra bageren cykler simpelthen lige ved siden af mig og jeg får et kæmpe chok og det eneste jeg kan sige er at jeg altså synes det er ulækkert at han er fulgt efter mig. Han RÅBER op i hele gaden at jeg er en luder, der er født af en luder og kommer til at dø som en luder. Mit snappy comeback er simpelthen at han er en idiot der ikke kan finde ud af at stå i kø hos bageren….

Men helt ærligt, så brød jeg grædende sammen da han var ude af synes. En blanding af vrede, frustration over at blive behandlet uretfærdigt og fortrydelse af at jeg ikke var mere ice overfor ham.
Jeg græd så meget i opgangen af Malou og Niels kom ud og troede at jeg havde slået hul i hovedet.

Det var bare så underligt, han virkede fuldstændig almindelig. Voksen mand midt i 40’erne, der tænder fuldstændig af på en så sindssyg måde. Malou havde en teori om, at han nok lige var blevet forladt af sin kone og havde fået besked om at hans børn ikke var hans og nu boede i en kælder i Saxogade.

Hele episoden var bare et stort selvmål for mig: endelig var jeg lidt cool og lod mig ikke tromle ned af andre, men alligevel gav det kun problemer. Hvorfor skal det være så svært at stå op for sig selv? Havde jeg nu bare givet ham det åndssvage nummer i bageren havde der ikke været nogen problemer, andet end at jeg ville bevare min status som dørmåtte.
Det var mit nytårsforsæt at være lidt sejere og stå lidt mere op for mig selv, da jeg har en rædsom tendens til bare at føje mig. Kan stadig undskylde det med at jeg kun er 21 år og ikke ved bedre, men hvornår bliver man gammel nok til at vide bedre?

XX

LAURA L.

(Visited 4 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hold nu op, en røv…

    Synes også, at man oplever det alt for tit. Jeg orker ikke kampen, og de enkelte gange man tænker: Okay, den her får du fandme ikke! Så går det aldrig godt. Typisk. Han havde sikkert en endnu mere dårlig morgen, hvor overskuddet bestemt ikke var til at vente to minutter på, at personen foran ham i køen kunne få sine croissants 😉

  • Jeg har en teori om at visse folk går ud af døren og bare venter på et uskyldigt offer de kan lade deres vrede gå ud over.

    Jeg har oplevet at komme gående i et fodgængerfelt, trækkende med min cykel, da en ældre mand kommer gående, meget skråt over fodgængerfeltet. Han vader direkte ind i mig/min cykel. I stedet for at undskylde, vender han sig bare om siger “Din forbandede møgkælling!” Just like that. Jeg var i chok. Mumlede lidt forsigtigt at han jo lige måtte se sig lidt for, hvilket bare resulterede i endnu et “forbandede møgkælling”.
    Det kostede mig også nogle tårer da jeg nåede lidt væk. Tænk at ville være bekendt at tale sådan til andre. Endda et fremmed menneske. Ikke engang hvis det rent faktisk var mig der havde gået ind i ham, ville jeg synes det var et ok sprogbrug.

    /B (I used to be a peoples person, but people ruined it for me)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *