Om at have travlt med… hvad?

IMG_1222

Det gik lige op for mig at det er utrolig længe siden jeg har skrevet noget. I mit hoved er det tre dage siden mit sidste indlæg, men kunne hurtigt se at det er over 10 dage siden. Og hvorfor nu det?

Jo ser du, jeg har haft travlt. Spørger du mig “hvad har du haft travlt med?” kan jeg simpelthen ikke komme med noget konkret svar. Kender du ikke det når man hele tiden føler at man løber rundt for at nå at passe skole, arbejde og socialliv, men uden helt at kunne udpege egentlige resultater?

Én ting er hvis man nu skal skrive en opgave, som man bruger ustyrligt meget tid på – man isolerer sig i en periode, har rigtig travlt og man ser et færdigt produkt hvor man selvtilfreds kan læne sig tilbage i stolen, sige “aaaaaah dejligt at jeg klarede det” og beslutte sig for at man nu har tid til at gå i bad efter 10 dage i stressende skrivehelvede hvor personlig hygiejne ikke kommer før problemformuleringen.

Når man har travlt med sociale arrangementer, arbejde og skole sådan helt generelt, kan det godt være svært at føle at man får noget ud af sin stress-lignende tilstand fordi der ikke er et endeligt eller færdigt produkt og man lidt føler at tiden forsvinder mellem hænderne på én. Jeg tror en hver studerende kan nikke genkende til den kronisk dårlige samvittighed over at man burde læse noget mere og man burde gøre et eller andet mere for at blive en bedre studerende. Sådan har jeg det i hvert fald ofte når jeg vælger at lægge bøgerne fra mig og bruge tid på andre ting jeg synes er spændende, sjove og ikke mindst vigtige.

Det hele bunder nok i, at jeg mangler en lille bitte smule struktur i min hverdag. Jeg er super heldig og glad for, at jeg selv har mulighed for at forme min uge mere eller mindre som jeg vil. Derfor gør jeg også mange spontane ting, som ofte får min hverdag til at flyde over. Jeg tror virkelig at det er super vigtigt kun at gøre ting man har lyst til, hvilket faktisk er mit største problem: fordi jeg vil det hele.

Rigtig god søndag!

XX

LAURA L. 

(Visited 5 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *