Tilståelser fra en drama queen: Hverdagsparanoia

Jeg tror at vi skal være utroligt glade for, at leve i et land som Danmark hvor man reelt set ikke har andet at være bange for, end skovsnegleepidemien i sommermånederne. ALLIGEVEL synes jeg godt at man kan tale om hverdagsparanoia – altså den slags ting der kan skabe en pludselig og instinktiv frygt i hverdagen hvor pulsen stiger og hjertet banker en smule hurtigere end normalt.
Det behøver ikke være store og voldsomme ting, som jeg selv piskede en stemning op om da jeg flyttede til København som 19-årig og var rædselsslagen for at støde ind i den skumle amagermand-type der ville skubbe mig ind i lejligheden og og bagbinde mig med et beskidt viskestykke. Nej jeg taler mere om den helt simple hverdagsparanoia:

Edderkopper der forsvinder kan få mig til at ligge søvnløs om natten. Du har lige set den 6 benede fætter fise over væggen og inden du nåede at løfte Saxos Danmarks Krønike over hovedet og råbe “dine dage er talte spiderman!” er den sporløst forsvundet. Den er pist væk. Døren til dit værelse er lukket, vinduet er lukket og du kan ikke få øje på mulige flygtveje. Du flår dynen af og ryster hovedpuderne mange gange for lige at tjekke at den ikke er smuttet der ind, da en edderkop der kravler tværs over dit ansigt ikke blot vil være traumatiserende, men muligvis kan have døden til følge. Ikke kun for edderkop, men for din kæreste der ligger ved siden af dig, der dør af chok efter du er sprunget 7 meter op i luften med et skrig. Men nu ligger du her og forbander din veninde der fortalte dig at et mennesker i snit spiser 4 edderkopper om året mens de sover, langt ind i helvede og synes hele tiden at du mærker noget der kravler på dit ben under dynen, så du sprætter med benene i tide og utide.

Bruseforhæng har også et eller andet vanvittigt uhyggeligt over sig. Er det trukket for når jeg kommer ud på badeværelset, bliver det uden tøvet flået fra så jeg har det fulde overblik over rummet. Jeg ved ikke hvad det er jeg regner med der skal stå derinde? Jigsaw? Voldemort? Putin? Og hvorfor så egentlig flå det fra, hvis man har en mistanke om at der står nogen? De har jo nok trukket det for, fordi de prøver at gemme sig og helst vil undgå en konfrontation og så afslører man dem og så bliver det for alvor farligt! Bruseforhæng er endnu mere uhyggelige når man er i bad – var det lige en skygge jeg så glide forbi? Du stikker febrilsk hovedet ud og tvinger dig selv til at åbne øjnene, selvom du har alt for meget shampoo i ansigtet til at det kan lade sig gøre, for at konstatere at alt er præcis som det skal være. Du forsætter med at skylle shampooen ud, da du pludselig hører en lyd lige på den anden side af forhænget og igen må stikke hovedet ud, for igen at konstatere at alt er som det skal være. Denne “frygt” har medført at jeg til tider slet ikke trækker forhænget for når jeg bader – stressfaktoren er alt alt for stor! Så star man dér og hundefryser med et oversvømmet badeværelse, MEN ingen ubehagelige overraskelser.

At min nederdel kryber op i fuld offentlighed er også med i min top fem. Nu her hvor det er blevet koldt og man er nødt til at have strømpebukser på, synes jeg ind i mellem at det kan være svært at fornemme om nederdelen sidder godt eller om den er smuttet ned i strømpebuksekanten og du derved viser bagdel til hele København. Jeg tager mig selv i gentagende gange indvendigt at gå i panik over, at jeg nu er nået ret langt ned ad Vesterbrogade uden at tjekke om min nederdel sad som den skulle da jeg gik hjemme fra og derefter i en hurtig spastisk bevægelse, klaske mig selv på numsen for at være sikker på at den er god nok. Det er sket for mig en enkelt gang i kystbanen; Niels og jeg skulle sætte os ned og jeg ville lige tage min lange frakke af (ellers bliver man jo kold når man går ud!) og der opdager jeg til min skræk og rædsel at nederdelen er kravlet helt op over måsen. Og selvfølgelig var det ikke en dag jeg havde valgt at tage de gode uldne strømper på, nej nej jeg havde selvfølgelig de tyndeste nylon basser på, så der var fuldt udkig til bagdel.

Tanken om at der er nogen der ser på mig gennem mit webcam har hjemsøgt mig, efter der for et par år siden var en sag omkring en mand der havde gjort det. Ikke fordi jeg som sådan har noget at skjule, men når man tænker på det står computeren ofte fremme og man kan da godt lige spurte forbi, når man kommer ud af badet. Tanken hjemsøger mig mest hvis jeg tager mig selv i at falde i staver over en eller anden artikel (læs. i virkeligheden er det en youtube video med en hund der kan køre på cykel) med munden åben, samtidig med at jeg lige forsøger at operere den kæmpe busser der blokerer luftvejen i mit højre næsebord ud – altså i den situation hvor jeg føler mig grimmest og mest sårbar, bliver jeg pludselig helt bekymret for, om der nu sidder en eller anden gut i den anden ende og følger med. Det medfører tape på webcame 4 eternity.

Mørke vinduer hvor man kun kan se sit eget spejlbillede giver mig gåsehud! Tænk hvis der står én på den anden side og betragter dig, uden at du har nogen idé om det? Eller endnu værre – hvad nu hvis du en dag kigger ud af et af disse mørke glukhuller og der pludselig er et ansigt der stirrer ind på dig? Sidste år er Niels og jeg på vej i seng, jeg går ind og lægger mig mens Niels lige skal børste sine tænder færdige på toilettet. Han kigger lidt på sig selv i spejlet, trækker lige bruseforhænget fra og så kigger han ud af vinduet, hvorefter der lyder et kæmpe brøl da der er et lille lyshåret ansigt der stirrer ind på ham, omgivet af røg. Chokket var ekstra stort da vi bor på 2. sal og der derfor ikke rigtig er adgang til vores altan. Det viser sig så, at min roomie Malou er kommet hjem fra arbejde uden at vi har hørt det, mens vi har sludret på badeværelset og er gået direkte ud for at ryge en godnatsmøg. Dér var en puls der var oppe og ramme max speed, mens vi andre måtte anstrenge os for ikke at dø af grin.

Hvad er du bange for?

XX

LAURA

(Visited 4 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hahah fedt indlæg ! Jeg må ærligt indrømme, at jeg minder meget om dig på de ovenstående punkter… Jeg hader – når der lige pludselig opstår en mærkelig lyd i hjemmet.. Et eller andet væltede- af sig delv. Og det sker jo altid, når man er alene hjemme – og lige pludselig er lydoverfølsom for alt og alle 😀 når folk stirrer på en, specielt de der creepy typer, der bare bliver ved, når man ligesom har “opdaget” dem og det burde være et tegn i sig selv til at kigge væk igen, men næh nej.. De bliver ved 😀 eller hvis man fx har lavet mad, og nu lige for 3 gang skal tjekke om man har slukket for kogepladerne- ikke fordi man ellers vil kunne lugte det med det samme, men man er vel for forsigtig :p

  • Når jeg i juletiden har tændt kalenderlys om dagen, når jeg sidder og læser til eksamen.. Hvis jeg så lige skal et ærinde, og skal ud af lejligheden, så kan jeg gå i lang tid efter og tænke: Huskede jeg nu at slukke lyset, eller kommer jeg tilbage til en nedbrændt lejlighed/bygning, gisp!
    Det er endnu ikke sket, at jeg har glemt det (7-9-13.. –> endnu en paranoia-ting.. haha)..

  • Mørkt vand hvor man ikke kan se bunden. Pyhh, det giver myrekryb. Måske det hænger sammen med, at jeg ikke kan svømme, men tanken om, hvad der bor i dybet, er virkelig uhyggelig!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *