Posttraumatisk eksamensstress

 

12596075_10208340818501683_532300701_n

Jeg afleverede i midten af denne måned den sidst af mine to skriftlige eksaminer, som både havde forvoldt stor frustration, en spand tårer og uendelige telefonopkald til min mor hvor jeg lige skulle have bekræftet at jeg stadig er okay og ikke fuldstændig havde mistet min jordforbindelse. For mig udspiller eksamensperioden sig ofte i 5 faser:

  1. Benægtelse: i denne fase benægter du simpelthen sværhedsgrad og hvor omfattende pensum er. Dette er den meget optimistiske fase, hvor man er sådan lidt ”det skal nok gå! Hvor svært kan det være? Næsten alle andre overlever og kommer igennem det, hvorfor skulle jeg så ikke?”. I denne fase overbeviser du dig selv om, at du nok skal kunne finde på noget kvalificeret som helt sikkert nok skal give dig en overbevisende karakter.

  2. Vrede: når det går op for dig at det hele måske ikke er så lige til som først antaget. Der dukker konstant nye ting op i din eksamenslæsning/skrivning som du ikke havde taget højde for da du bevægede dig rundt i den relativt lyserøde 1.fase (benægtelse). Du er vred på dit studie, du er vred på de andre på studiet, men mest af alt er du vred på dig selv over at du nu står med fødderne solidt plantet i en lorte situation som du selv har skidt ud; ”hvorfor var jeg ikke mere til stede?!”. Hver eneste gang du taler med en studiekammerat kommer de med helt nye informationer eller vinkler, som du på ingen måde selv kan gennemskue om er geniale eller åndssvage. I denne fase indtager du flere gange dagligt en Hulk-lignende skikkelse og lader din vrede gå ud over hvem end der måtte krydse din vej.

  3. Forhandling: I denne fase er det ved at gå op for dig, at du måske ikke hiver 12-tallet hjem, som du ellers først har bræget ud til alle og enhver. Derfor begynder du nu at sænke ALLES forventninger til dig. Du overbeviser om hvor svært faget er, hvor stresset du er, hvor fint det er at få 4 på universitetet og at karakterer nok slet ikke er så vigtige hvis man nu bare er en 12’er som person. I denne fase slapper du lidt mere af, da du overbeviser dig selv og andre om ikke at have nogen som helst forventninger til dig.

  4. Sorg: Den absolut hårdeste fase. Du indser hvor meget du mangler at få styr på: du græder. Du indser hvor brændende du ønsker dig den gode karakter, lige gyldig hvad du end har måtte forsøge at overbevise nogen om før: du græder. Du genlæser din opgave og græder, da du indser at det mest af alt virker som noget du kunne have disket op med tilbage i 8.B på mørdrupskolen. Dette sker selvfølgelig tre dage før du skal aflevere og du ser ingen anden mulighed end at skrive om. Du sidder foran computeren i et helt perverst antal timer, samtidig med at du græder. Du græder måske endda så meget at det på et tidspunkt bliver svært at se skærmen? Hmmm hvad ved jeg.

  5. Accept: afslutningsfasen, eller vinderfasen! Du ser lyset for enden af tunellen, krydser fingre for at det ikke er et modkørende tog der har til formål at smadre dig og din opgave. Du er der snart! Brikkerne begynder at falde på plads, du får troen på dig selv tilbage og indser at det hele nok skal gå og at du når det hele inden deadline. Du har overskud, du retter, du giver dig selv et enkelt klap på skulderen inden du afleverer og ånder lettet op.

Faktisk vil jeg vove at påstå, at den fase der kommer efterfølgende er den mest emotionelle. Afventningsfasen aka FRYGT: du har afleveret. Der er ikke mere at gøre. Det er out of your hands. Alt du kan gøre nu er bare at gå og tænke på alle de ting du burde have gjort, alle de ting der potentielt set kunne være forkerte og om du nu også havde alt formalia på plads. Lige gyldigt hvor mange gange du siger til dig selv, at det ikke nytter at spekulere over alt det her mere kan du ikke lade være. Jeg drømmer om det om natten, hvis jeg da ikke ligger søvnløs og spekulerer. Jeg synes disse perioder er rædsomme. Man har lagt så meget arbejde og så mange timer i et projekt, som man så inderligt ønsker at bliver anerkendt for. Jeg tror inderst inde på, at så længe man er et sødt og ordentligt menneske så skal tingene nok løse sig. Når det er sagt tror jeg også på at man altid skal yde sit absolut bedste og give den en ekstra skalle for at opnå de ting man gerne vil. Ingen er nogensinde kommet sovende til succes eller anerkendelse.

(Visited 7 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *