Hvad skal vi se?

Når man er bosat i Danmark, er man vant til at gråvejrsdagene er mere talrige end dem med sol. Jeg synes egentlig, at der er noget hyggeligt ved disse gråvejrsdage. De er en perfekt undskyldning for at smide benene op i sofaen, tænde stearinlys og trække det gode uldtæppe helt op under hagen. Selvom alt ånder fred, så er det her de fleste uenigheder kan opstå: hvad skal vi se? Skal vi se film? Skal vi en dokumentar? Og når vi så endelig har fastslået, at vi skal se en film, hvilken en skal vi så se?

Derfor har jeg i dag besluttet mig for at komme med en række forslag til mine yndlingsfilm:

Dramaet –  sidder du og overvejer at se et drama, kan jeg stærkt anbefale American Beauty instrueret af Sam Mendes. Kevin Spacey er hovedrollen som den kedelige forstads-far, der står i spidsen for den perfekte kernefamilie, i det perfekte villakvarter. Han gennemgår en alvorlig midtvejskrise, hvor han blandt andet bliver voldsomt tiltrukket af hans datters skoleveninder. En af de mest kendte scener fra American Beauty er netop, hvor denne veninde ligger nøgen, og lader rosenblade falde ned over sig, til tonerne af filmens karakteristiske soundtrack.

 

Action filmen – min all time favorite action movie er uden tvivl Kill Bill (både I &II). Ultimativ girl power udtrykt på den mest drengerøvsagtige måde, man kunne forestille sig. Præcis som instruktøren, Tarantino, gør det bedst.  Kill Bill filmene er ét langt hævntogt, hvor sindssyg vold, slåskampe, skarpe sværd og uhyggelige karakterer er hverdagskost for hovedpersonen spillet af Uma Thurman. Hun søger hævn over sin gamle elsker Bill, der udførte et massemord i den kirke, Thurmans karakter skulle giftes i. Der er spænding fra start til slut og i øvrigt et småuhyggeligt soundtrack, som forfølger en lang tid efter man har slukket for skærmen.

 

Adventure – jeg er intet mindre end totalt teenage vild med Hunger Games! Udover at have top seje Jennifer Lawrence i hovedrollen som Katniss Everdeen, er filmene mega spændende og sygt uhyggelige. Da jeg først hørte om filmens plot, var jeg meget skeptisk – det lød liiiidt for underligt til mig, men jeg gik direkte i fælden og er nu kæmpe tilhænger. The Hunger Games er bogstaveligt et spil om liv eller død: den sidste mand i live vinder, mens hele dette forløb optages og broadcastes live. Jorden er nær sin undergang, og klasseskel er centrale. Da Katniss’ yngre søster bliver valgt som spiller, tager Katniss pladsen for at redde hendes liv. Jennifer Lawrence er fierce, og man får en vanvittig trang til at lære at skyde med bue og pil.

 

Gyseren – jeg er intet mindre end elendig til at se gyserfilm. Jeg sover med lyset tændt i en måned og er bange for at gå på toilettet, hvis lyset i gangen er slukket, når jeg kommer derud. Jeg er sindssygt overtroisk og gør mig derfor ikke rigtig i “uuuh-spøgelses-film”. Derimod kan jeg bedre klare film som Saw, hvor det er one crazy person, der lader det gå ud over nogen, der lidt har fortjent det. Min favorit gyser må uden tvivl være The Shining med Jack Nicholson i hovedrollen instrueret af Kubrick. Underlægningsmusikken, farverne og omgivelserne i filmen er så frygtindgydende på en ret underspillet måde. Vi møder en lille familie, der skal holde øje med et hotel i bjergene over vinteren, da det er uden for sæson, og hotellet er lukket for gæster. Hotellet gemmer på mange uhyggelige spots og begynder pludselig at manipulere med den lille familie.

 

Komedien – ingen vil indrømme det, men vi elsker den alle sammen: komedien. Det er en perfekt no-brain søndagsting, hvor det ikke gør så meget, at man lige falder lidt i søvn eller scroller instagram igennem samtidig. Jeg vil her give et bud på, hvad jeg synes er den bedste komedie: Bridesmaids. Sjældent har jeg set en film, hvor jeg har skraldgrinet så mange gange, som da jeg første gang så denne. Hovedpersonen Annie har et rodet singleliv, hvor der ikke rigtig er noget, der spiller, hendes bedste veninde skal giftes, og da hun gøres til maid of honor, ender hun med at lave fuldstændig kludderkage i det hele. Plottet er måske ikke nyt og vildt wauw, men manuskriptet er intet mindre end, undskyld mit sprog, røv grinern.

 

Thrilleren – Silence of the Lambs kan give mig myrekryb hver eneste gang, jeg ser den. Der begås en række mord, som den allerede indsatte Hannibal Lecter skal hjælpe med at opklare, da han selv har ret stor mængde erfaring i morder-branchen. Han har nemlig selv en fortid som ikke kun morder, men også kannibal. Silence of the Lambs er ikke en film, man falder i søvn til!

 

Musical – ikke en genre, jeg gør mig super meget i, men jeg har en seriøs ting for Moulin Rouge. Og det er ikke med min gode vilje, at jeg indrømmer det. Jeg tror måske, at det har noget at gøre med, at det var den første film, jeg nogensinde græd til. Altså det var den første film, jeg nogensinde så, der ikke endte lykkeligt. Jeg kan tydeligt huske, at det var en aften i december, hvor jeg var alene hjemme med min mor. Det sneede og var super koldt udenfor, så vi var krøbet under de uldne tæpper. Jeg var helt blæst bagover på grund af universet. Nicole Kidman var smukkere, end man overhovedet kunne forestille sig, og så gjorde det ikke noget at historien er super duper klister romantisk.

 

Krig – heller ikke en genre, jeg har været helt oppe og ringe over. Nok fordi jeg løbet af min gymnasietid blev tæsket igennem et månedslangt undervisningsforløb, hvor al glæden ved genren langsomt blev trukket ud af mig. Dog har jeg altid haft en forkærlighed for Full Metal Jacket. Den er hård, grov og ikke for sarte sjæle – endnu en yndlingsfilm fra Kubrick.

 

WesternOnce Upon a Time in the West må være den absolut fedeste western! Pistoler, støv man næsten kan smage, fjollede hatte og ponchoer er stærkt dominerende. Plottet er fantastisk! Skal du se western, er det denne du skal se.

 

 

God filmkiggeri!

XX

LAURA

(Visited 2 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *