Valgt

 

Jeg føler mig priviligeret over at leve i en tid, hvor retten til at vælge er lige så naturlig, som at gå på toilettet eller drikke et glas vand.
Vi har alle retten til at vælge hvem vi gerne vil være, hvad vi gerne vil  og hvordan vores fremtidsdrømme ser ud. Vi har friheden til at vælge, hvordan vores eget liv skal være. Selvfølgelig er valget alene ikke alt. Arbejdsindsatsen for at nå sit mål er den største faktor, når man taler om at skabe det liv man gerne vil have.

Som jeg ser det er ungdommen i dag bygget op omkring valg. Allerede i en alder af 14-15 år bliver vi bedt om, at foretage det første store valg for vores fremtidige liv, der virker så fjernt mens man stadig har EastPak-rygsækken på og et penalhus med farveblyanter. Skal man på gymnasiet? Skal man på teknisk skole? Skal man på handelsskole? Skal man noget helt andet?

Som voksen virker det måske ikke som en livsvigtig beslutning, at vælge hvilken ungdomsuddannelse man vil gå på. Mange af os ved, at uanset hvilken ungdomsuddannelse du vælger, har man i et eller andet omfang muligheden for at ende et helt andet sted – sådan er det nu også med din videregående uddannelse. Men når man står dér i 9.klasse, virker det som om éns fremtidige liv og karrierer afhænger af hvad du beslutter dig for her og nu.
Jeg kan selv huske, da jeg valgte gymnasiet: to uger inde i 1.g skulle vi mødes med studievejlederen, for at tale om hvad folk kunne tænke sig efter vi blev studenter. Jeg var målløs og frustreret. Hér havde jeg brugt de sidste 9 måneder på, at gå til diverse åbent hus arrangementer på samtlige gymnasier og handelsskoler i Nordsjælland, for så endelig at tage et valg og så efter to små uger skulle jeg tage stilling til endnu et livsomvæltende valg?
Jeg må indrømme, at jeg rigtig godt kan forstå hvorfor det er ekstra hårdt at være teenager. Inden du overhovedet er voksen, fysisk og psykisk, bliver du bedt om at tage en masse valg, som de voksne banker ind i hovedet på dig har en alt afgørende betydning for dit voksenliv. Dét er sgu et stort pres at have på sine skuldre, inden man er fyldt 18 år, mens drenge, fester og ustyrlige hormoner er hverdagskost.

Men hvad skal man så, når disse tre gyldne år når til sin vejs ende? Skal man direkte videre? Skal man arbejde? På jordomrejse? Flytte hjemmefra?
Når man vælger noget til, vælger man automatisk også noget fra. Udtrykket “Man kan ikke få i både pose og sæk” har været vigtig for mig, når jeg har skulle træffe fremtidsbeslutninger. Mest for at minde mig selv om, at det ikke kan lade sig gøre at få det hele. I hvert fald ikke på én gang. Til tider kan fravalget gøre lige så ondt, som glæden ved det man har valgt til.
Jeg har ikke endnu truffet valg jeg har fortrudt. Jeg valgte ikke at tage på rygsæktur da jeg var færdig med gymnasiet, men derimod at rejse ud med mit job som model. Man rejser ikke på sine egne præmisser og giver afkald på, at være i hundrede procent kontrol. Da jeg kom hjem flyttede jeg i lejlighed med Malou. Intet af det har jeg fortrudt, selvom mange bekymrede sig på mine vegne, om jeg nu også havde fået det hele med, inden jeg for alvor gik voksenlivet i møde.

Nu sidder jeg her, 22 år og har valgt en masse ting. Jeg har valgt at bo på Vesterbro. Jeg har valgt at være sammen med den mand jeg elsker. Jeg har valgt mit arbejde. Jeg har valgt mit studie. Jeg har valgt en karrierevej.
Men ind i mellem bliver jeg ramt af tvivl. Fordi hvad er det egentlig man gerne vil? Kan Laura på 22 år vide hvad Laura på 35 godt kan lide? Jeg kan se hvor utroligt meget jeg har ændret mig på blot få år, hvem siger at jeg ikke ændrer mig lige så meget i fremtiden? Hvad hvis man pludseligt har valgt forkert? Hvordan kommer man ud af det og starter på en frisk?

Som barn og teenager er det okay at være ubeslutsom, men det føles som om at det forventes, at man har lidt bedre styr på sit liv når man er i tyverne.  Alle de fantastiske muligheder vi har og hvad så hvis man vælger forkert?
Vi skal hurtigt gennem uddannelsessystemet og videre ud på arbejdsmarkedet, hvor vi godt kan regne med at være mange år endnu før vi igen selv er herre over vores tid.
Den usikkerhed der er ved at vælge gør, at jeg er bange for at trygheden ved det valgte begrænser os og gør det svært at indse, at man har valgt noget forkert. Eller ikke nødvendigvis forkert, men at man har ændret interesse og standpunkt siden. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har svært ved at indse at andre muligheder, ville være lige så fantastiske for mig når jeg først har fastlagt mig på et spor.

For at være ærlig, så er jeg stadig meget i tvivl om hvad der skal blive af mig. Jeg søger over alt og kan mærke interesse inden for mange felter, som jeg ikke føler jeg kan vælge i mellem. Ikke at jeg nødvendigvis skal lige nu, men det er uundgåeligt. Det stresser mig en smule, at så mange i min omgangskreds er så opsatte på det de gerne vil og arbejder målrettet og koncentreret. Jeg misunder dem. Til tider føler jeg mig stadig meget barnlig og slår mig selv i hovedet over, at jeg ikke kan beslutte mig.  Jeg beskæftiger mig med sindssygt mange spændende ting og jeg elsker alt jeg giver mig i kast med. Men jeg kan ikke træffe det endelige valg, selvom jeg er trænet i det fra barns ben.

Er det ikke nok bare at vælge at være sin egen?

XX

Laura

(Visited 8 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Som det ofte er med dig og dine afsindig fine indlæg er disse ord som taget ud af mine tanker. Jeg har det præcis ligedan og føler mig ofte frustreret over dét.

    Men jo, det er da nok at være din egen! Faktisk er det mere end nok – især fordi ingen sjældent er sin egen efterhånden.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *