Mobbe Mopset

Jeg har netop set et indslag i Go’ Morgen Danmark om, at der nu tales om at lave et lovforslag om mobning. Hvis du som barn bliver mobbet og der ikke bliver gjort noget ved det, skal du have ret til eventuelt at sagsøge skolen efterfølgende og få erstatning. Ærligt talt, så synes jeg at det er en smule ekstremt og jeg har lidt svært ved at se hvordan det skal hjælpe et barn der har det hårdt her og nu. Penge kommer ikke til at gøre forskellen, når først din selvtillid er nedbrudt. Og det er egentlig ikke skolen man som sådan tænker på som “the bad guys” – vil man ramme nogen skal det være dem der har fået en selv til, at have så ondt.

Det her er et enormt privat indlæg som jeg ikke rigtig har gjort mig i før og det er sindssygt grænseoverskridende for mig at dele.

Jeg var selv udsat for mobning da jeg gik i folkeskole. Helt fra 1. klasse og til jeg besluttede mig for at skifte skole i 7. klasse. Meget få gange var det fysisk, men for det meste var det psykisk. Det var ikke fordi jeg ikke havde veninder, fordi det havde jeg, men når de to piger der var efter mig begyndte på deres systematiske nedbrydelse af mit selvværd, trak de andre sig væk. Og det kan jeg sagtens forstå – alt for ikke selv at stå på mål og det havde jeg egentlig altid forståelse for og kunne aldrig drømme om at bebrejde dem for.
Jeg blev mobbet med at jeg var en mand – når man er mørk som jeg har man mørkere dun på overlæben. Barnelogik= du er en mand. Jeg elskede at spille fodbold og hang meget ud med drengene i de mindre klasser, hvilket betød at jeg stadig var en mand og jeg var en dårlig veninde (selvom jeg ikke anså disse piger som mine veninder). Jeg blev mobbet med at jeg var adopteret, fordi jeg ikke ligner mine forældre. Som barn er det virkelig den værste følelse, når man ikke føler at man hører til. Dine forældre er dit et og alt og det er dem du bruger som støtte, forbilleder og omsorg. Tanken om at din mor og far ikke er dine rigtige forældre kan gøre meget ondt, eller det gjorde det i hvert fald for mig. Derudover havde jeg nok min mørke farve fordi jeg gik ud og rullede mig i toilettet eller en hundelort inden jeg kom i skole. Ud over alle de verbale tæsk, var der selvfølgeligt de klassiske “vi tager dine ting og giver dig dem ikke tilbage” og ind i mellem fysisk klammeri.

Da vi blev ældre handlede de i langt højere grad om at nedgøre de drenge jeg syntes om, kalde mig en luder, sige grimme ting om måden jeg spiste på og hvad jeg spiste og måden jeg gik klædt på. Det resulterede i, at jeg ikke spiste når jeg var i skole, faktisk helt op til jeg gik ud af gymnasiet. Jeg kunne ikke løbe den risiko, at give dem endnu mere benzin til deres bål. Når det er sagt, spiste jeg altid når jeg kom hjem fra skole. Vi havde mange samtaler med forældre, skolen og hinanden, da vi alle tre anerkendte at der var et problem. Deres forklaring var, at de godt vidste at de gik for langt, men de kunne ikke lade være. De fortalte mig, at de havde en leg hver fredag der handlede om hvem der kunne gøre mig mest ked af det, inden jeg gik hjem på weekend. Hver fredag havde vi gymnastik i sidste time og var derfor fuldstændigt overladt til os selv i omklædningen, da vores lærer gik hjem inden vi var færdige med at klæde om. Jeg var, uden at prale, ret god til sport som barn og var sjældent på holdet der tabte. Jeg begyndte at frygte gymnastiktimerne fordi jeg vidste at de havde en aftale om, at hvis de kunne skulle de sparke mig eller slå mig – det havde det også fortalt. Jeg tror det var en del af deres taktik, at være så åbne omkring deres intentioner. Det virkede, det gjorde mig skide bange.

Jeg skiftede skole i slutningen af 7. klasse og gjorde folkeskolen færdig i Espergærde, hvorefter jeg tog gymnasiet. Det fulgte mig i ret lang tid og gav mig kæmpe problemer med at tro på mig selv. Jeg svor at de piger var døde for mig. Mødte jeg dem på gaden ville jeg se lige igennem dem og lade som om de ikke eksisterede. Jeg skyldte dem absolut intet. Men her de sidste par år, er der alligevel noget der har ændret sig for mig.
I mit voksne liv, har jeg valgt at tage alt det gode jeg omgiver mig med til mig, fremfor de ting der gør mig ked af det. Jeg har valgt at rydde op og ud i mine veninder og bruger kun tid med mennesker jeg føler giver mig overskud og gør mig glad. Jeg indså, at det var så nemt at vælge det gode, fremfor det dårlige da jeg først fik øjnene op for de mennesker der gerne ville mig. Når man har det dårligt i skolen, kan ens fokus blive meget indsnævret på lige netop det, hvilket er klart. Jeg søgte tilflugt i sport og spillede fodbold med en masse søde piger jeg ikke gik i skole med og fik lov til at være værdsat og en del af det hele, uden frygt for at skulle overfuses, men jeg tog aldrig den succes jeg havde der socialt, med mig i andre kontekster.
Havde jeg haft modet til, at tro på at det var den virkelige verdens opfattelse af mig, så havde jeg nok haft det anderledes. Egentlig synes jeg ikke at det var synd for mig og vil heller ikke have at andre synes det i dag. Jeg nægter at have givet efter og at have været et offer. Det er på ingen måde sådan jeg vælger at se mig selv. Jeg ser det derimod som en del af hvem jeg er og hvordan jeg er blevet som voksen. Og helt ærligt, synes jeg at udfaldet kunne have været meget værre. I dag er de piger ikke som luft for mig, men er derimod nogen jeg gerne vil købe en øl i byen og smile stort til. Og så selvfølgelig gå igen, inden vi behøver at konversere for meget – vi er jo ikke blevet veninder, bare fordi jeg har valgt at bruge min rædsomme skoletid til min egen fordel.

Min pointe er, at jeg ikke tror på at en økonomisk erstatning kan give nogen deres selvværd igen. Mobning er desværre ikke noget man kan komme til livs, det er jeg ked af at måtte meddele. Grunden til det er, at man altid vil møde mennesker her i livet man kan bedre med end andre. Som barn er man klart nok ikke klar over hvordan man skal håndtere det, da vi fra vi er helt små tvinges sammen og påduttes hinandens venskab, selvom vi på ingen måde er et match. Jeg tror på, at der skal tages hånd om dem der blev sparket til da de lå ned og lære børn at man er forskellige og det er okay og måske give dem redskaberne til, hvordan man undgår at ryge i totterne på hinanden. Venskab og tolerance er ikke det samme. Man kan sagtens lære at rumme hinanden og anerkende hinandens forskelligheder uden at man behøver at klistres sammen i alle slags sociale sammenhænge. Jeg gik på lilleskole som barn, hvor det sociale rækker langt ud over 8-14 hvor man er i skole og det må jeg anerkende var for meget.

Det er vigtig for mig at dette ikke er en “åh-jeg-har-haft-det-så-hårdt” historie, fordi sådan vil jeg ikke se det mere. Jeg er ikke et offer og det var jeg heller ikke. Jeg gad bare ikke dukke nakken og indordne mig. Det hører fortiden til og jeg tænker næsten aldrig over det mere. Måske fordi jeg forsøger at fortrænge det, men nok mest fordi jeg har valgt det gode der også valgte mig.

XX

Laura

(Visited 13 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kloge ord, Laura. Men den der med at du ikke ligner dine forældre…. det passer da ikke 😍 Ihvertfald ikke idag 😘

  • Hej Laura
    Hvor er det dejlig læsning – vores forløb har været stort set identiske. Mobbe grundene og hele måden at takle det før og efter!
    Jeg bliver så glad for at læse det, fordi jeg selv har været igennem det, og nu måde du har taklet det på tager jeg virkelig hatten af for. Jeg bliver så inderligt glad når det er jeg høre om en, som bare er så positiv og ikke lader sig påvirke af fortiden.

  • Tusind tak fordi du deler så personlig en historie.
    Du skriver så fint, at man kommer til at læse sin egen historie mellem linjerne og mindes de følelser man oplevede.
    Mobning sætter sig så dybt i én, selv mange år efter. Så man mam idag oplever noget uretfærdigt, kommer samme følelse tilbage et kort stykke tid.
    Jeg har altid troet at jeg blev mobbet fordi jeg var grim og intet værd, når en så smuk person som dig også er blevet mobbet, giver det jo igen mening og handler om noget helt andet.

    • Kæreste H – tusind tusind tak for din kommentar. Det er altid ret specielt at møde nogen, som har gennemgået de samme oplevelser som en selv, da man som oftes føler, at man er helt alene i verden med sine problemer. Selvom det ikke er rare oplevelser, så er det alligevel rart at høre fra andre, der har oplevet det samme. Du ER noget værd, du ER smuk – og hvis der er nogen der ikke kan se det? Ja, så er det mest synd for dem.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *