Adgang nægtet – tilståelser fra en hverdags drama queen

 

Solen har braget løs den sidste uge og har gjort mig i så godt humør, at jeg næsten fortrængte at skrive om min intet mindre end traumatiserende oplevelse med EasyJet – lidt dramatisk har man vel lov til at være.

Søndag aften, efter jeg har haft en skøn dag med Niels drager jeg mod lufthavnen med ondt i maven og betændte bihuler, da jeg skal stå på job i Berlin mandag klokken 07.50. Med et hoved fuld af snot og en kæbe der er så hævet at jeg ligner en der har slugt en fodbold, var det ikke med den bedste mavefornemmelse at jeg smækkede måsen i sædet i metroen til lufthavnen. Jeg ved ikke om du har prøvet at flyve med snot i hele skærmen, men jeg kan fortælle dig at det gør pokkers ondt. En smerte man næsten ikke kan forestille sig. Som barn havde jeg en legetøjsfrø og hvis jeg klemte den på maven sprang øjnene ud af hovedet på det – dét er præcis sådan det føles at flyve med betændte bihuler. En trykken der til sidst bliver så slem at det føles som om dine øjnene popper ud hvilket øjeblik det skulle være.

Men så langt nåede jeg slet ikke.
Da jeg skal boarde flyet går det op for mig at jeg har glemt mit pas og stikker derfor damen i skranken mit kørekort, hvortil hun svarer at jeg ikke kommer med. Uforstående, spørger jeg om det nu også kan passe? Jeg kan jo identificere mig selv med kørekort, sygesikring, studiekort etc.? Der er intet at gøre – jeg bliver bare ikke lukket igennem og bliver fortalt at EasyJet kan få en kæmpe bøde for at tage mig med. Jeg går fra 0 – Kim Kardashian dengang hun tabte sin diamantørering i havet på 5 sekunder og begynder bare at tude. Jeg SKAL nå til Berlin inden 07.50 næste morgen og dette er dagens sidste fly. I min panik ringer jeg til Niels, der på magiskvis forstår hvad jeg siger mens jeg hulkende sætter ham ind i situationen. Han foreslår hurtigt at jeg skynder mig tilbage og spørger om det er nok med et billede af mit pas, da han var hjemme og havde fundet det. Jeg pisker tilbage og stiller mig i køen igen og kommer denne gang frem til en mand. Jeg forsøger at forklare ham min situation, men inden jeg når til at stille spørgsmålet bryder madammen fra før ind og nærmest råber “DU SKAL IKKE OPHOLDE KØEN FOR AT FÅ DET SAMME SVAR SOM FØR, VIL DU VÆRE SØD AT GÅ DIN VEJ?!” – som om jeg ikke var ydmyget nok i forvejen, da jeg ikke kunne stoppe med at vræle og lige havde væltet hele min taskes indhold ud på gulvet. Jeg prøvede at forklare hende at jeg forsøgte at løse problemet, men dertil svarede hun at den eneste mulighed var at få udstedt et nødpas hos politiet, selvom det var usandsynligt at jeg kunne nå det på 3 minutter inden de lukkede gaten.. Men jo længere tid jeg stod her, jo mindre var sandsynligheden for at jeg kom med. Jeg sprintede mod politiet mens jeg ringede til de eneste der altid har svaret på alt, mine forældre og gik fuldstændig i panik. Jeg har lige mistet mit andet job, jeg har ikke råd til også at miste dette hvilket i værste fald kunne være konsekvensen af ikke at dukke op. Politiet var gået hjem og jeg måtte se på flyet lette uden mig.

Nu var gode råd dyre.
Der var ingen fly til Berlin resten af aftenen og morgenen efter ville jeg komme i hvert fald 2 timer for sent, så det var ikke en mulighed. Min far er verdens bedste og satte sig i bilen for at hente mig, så han kunne køre mig til Berlin, på trods af at han havde løbet halvmarathon og skulle på arbejde den kommende dag – du kan nok forestille dig at mit panikindex har været så højt at jeg har virket selvdestruerende. Niels møder mig på hovedbanegården med mit pas, da jeg jo gerne skal kunne komme hjem igen og min far møder mig ved dgi-byen. Heldigvis finder jeg en bus der kører 22.30 og som kan sørge for at jeg er i Berlin 06.00, hvilket jeg beslutter mig for er bedre end at lade min søde søde far køre med mig derned og hjem igen. Min mor, far og Niels var i den situation fantastiske og jeg ved ikke hvordan jeg havde klaret den uden dem. Jeg var så fortvivlet og utrøstelig, fordi jeg virkelig havde dummet mig og samtidig var blevet komplet ydmyget. Turen i bussen var okay, ikke optimalt at sove på et to-mandssæde, men langt bedre end slet ikke at dukke op.

Omkring 00.45 bliver vi vækket og møvet ud af bussen, da vi er med færgen over. Vi er måske 5 mennesker med bussen, som også er de eneste fem mennesker på færgen. Jeg har læst tilpas mange krimier til, at jeg fik voldsomt noia på over at blive kidnappet og vågne op i en gastank eller i et baggagerum på en bil mod Polen. Heldigvis er bøger bare bøger og jeg overlevede færgeturen. 05.55 triller bussen ind i Berlin og jeg gør alt der står i min magt for at komme så hurtigt jeg kan til hotellet, så jeg lige kan nå at tage et bad og drikke 40 kopper kaffe inden jeg skal stå på job og virke frisk og veludhvilet i 12 timer. Kender I det når man er så træt at den  mindste ting kan få en til at græde? Jeg var et nervevrag hele dagen. Havde nogen sagt BØH til mig, var jeg uden pis gået i koma. Jeg overlever dagen og synes selv jeg var ganske overbevisende, på trods af meget lidt søvn og et stressniveau der får Obamas tilværelse til at virke afslappet. Dagen efter er jeg frisk som en havørn efter 14 timers søvn!

Da jeg så skal hjem igen, også med EasyJet, har jeg passet fremme og stikker det helt op i snuden på damen i skranken, der bare siger at det tjekker de ikke – WHAT THE FUCK DO YOU MEAN?! Kunne de så i det mindste ikke være konsekvente omkring det?! Eller hvad???
Jeg har ikke noget i mod at respektere reglerne omkring at have pas med, det er fair nok. Men jeg vil ikke finde mig i at blive talt grimt til og ydmyget i en situation hvor jeg så tydeligt var ramt af panik og fortvivlelse. Min mor siger at det var fordi det var meningen at jeg ikke skulle flyve den dag – det vælger jeg at tro på, fordi ellers var alt for meningsløst.

XX

Laura

(Visited 4 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *