.. Og nu bliver jeg ikke til noget..

 

Eksamensfeberen har for alvor ramt alle studerende og så sent som i vinter var jeg én af dem.
Eksamenstiden er ganske speciel og når jeg tænker tilbage på alle mine eksamensperioder er de en smule blurry, men selve eksaminationerne står knivskarpt. Man sidder og sveder over bøgerne dag ud og dag ind og kan næsten ikke engang løsrive sig for at hente mad, da man er stålsat på at bruge ALT den tid man kan på at forberede sig, så man ikke i sidste ende tænker tilbage på, at man faktisk kunne have gjort det bedre.

Når jeg går til eksamen føler jeg altid at jeg skal bevise et eller andet. Ikke bare over for mig selv, men også over for mine omgivelser. Jeg vil vise at jeg passer ind på en akademisk uddannelse og at jeg godt kan. Derfor smadrer jeg ekstra meget op for presset og udsætter mig selv for følelsesmæssig tortur i ugerne op til eksamen, hvor jeg det ene øjeblik kan tænke “Jeg har styr på det her”, hvor jeg det næste stortuder og tjekker jobindex for ufaglært arbejde.
Jeg kan egentlig godt lide at gå til mundtlig eksamen, da jeg selv synes jeg er god til at læse og tale med andre mennesker. Inden jeg træder ind ad døren er jeg selvfølgelig nervøs for, om mit hjerte der slår så hårdt at det gør ondt har tænkt sig at brage ud af brystet på mig og lande pladask i skødet på censor, hvis hvide gude-agtige kittel ville blive smurt ind i mit nervøse hjerteblod. Men på en eller anden måde flasker det sig altid når jeg har lagt notepapiret på den grønne dug.

Dog fik jeg min første “dårlige” karakter til en mundtlig eksamen på uni sidste sommer. Min uendelige talestrøm blev pludseligt til tale-bræk og jeg var ude hvor jeg ikke kunne bunde og strømmen tog mig og blev ved med at trække mig mod bunden. Min livredder, eller underviser hedder det jo, kastede ikke rigtig redningskransen ud men holdt den tæt indtil jeg ville sige det hemmelige kodeord, som jeg på ingen måde kendte. Jeg havde siddet og svedt over det fag i over to uger hver dag. Da min underviser kalder mig ind igen og proklamerer at jeg har fået 4 ryger hjertet ned i maven og min hals snørrer sig sammen. Jeg panikker. Jeg kan ikke huske ét eneste ord han sagde ud over det, jeg tænkte kun på at komme ud og undgå de andres spørgende blikke, hoppe op på min grønne jernhest og brage over amagerfælled, Cykelslangen, Dybbølsbro, Istedgade for at låse mig ind i lejligheden og tage en ordentlig tude-tur. Jeg stod med tanken om, at dette 4-tal ville sørge for at jeg aldrig bliver til noget. Det havde ødelagt mit liv. Hvordan skulle jeg kunne klare noget som helst, hvis jeg kun kunne få 4 nu?

Jeg ringede til min far der fortalte mig, at det jo ikke var så galt taget i betragtning af at han ville give mig 12 for at være Laura (rigtig typisk far-kommentar), men det fik mig til at tænke over noget andet. Nemlig hvor vigtigt det er at være et godt menneske, der har noget at byde på og kan komme med noget andet end hvad der står i bøgerne. Selvfølgelig er det dejligt at klare sig godt på sin uddannelse, det gør ligesom også hele processen sjovere, men at få et 4-tal eller en enkelt 2’er er nok ikke fatalt for dit voksne arbejdsliv. Forventningerne til os studerende er til tider fuldstændigt ude af proportioner og det resulterer i, at vi lægger uanede mængder af pres på os selv for at leve op til, hvad vi tror der forventes af os. Hvis ikke vi har et bragende godt snit, kan vi godt vinke farvel til de fede jobs og det søde liv, men sandheden er at vi selv definerer hvad det er vi vil. Uddannelsen er måske bare hvordan vejen til målet kommer til at være. Hvis du er hårdtarbejdende, passioneret og er et godt menneske, så tror jeg inderligt på at det hele nok skal gå. Du skal nok nå i mål med hvad end du vil og jeg kan love dig for at din kommende arbejdsgiver er møg ligeglad med om du klarede det dårligt til en enkelt eksamen.

XX

Laura

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Også hvis man udelukkende får 2- og 4-taller betyder det stadig at man kan få et helt fantastisk arbejdsliv og liv i det hele taget. Og nok med al sandsynlighed gør det.

  • så tiltrængt med sådan et fint indlæg, når man lige har fået smidt endnu et 4 tal i hovedet og grædt sine salte tårer… Det er ihvertfald meget rart at blive mindet om at alt ikke er sort og hvidt, og at det man har at byde på, som person, er mindst lige så vigtigt (hvis ikke mere) som de karakterer som står på ens bevis.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *