Om at være forelsket i sin bedste ven

 

Der har været fuldstændig tavshed på blogfronten den sidste uge, hvilket ikke har været med mine gode vilje. Jeg røg direkte fra skønne feriedage i Rom til studiet i Berlin hvor jeg først nu er hjemvendt fra.
Jeg havde ikke planer om at skulle skrive mens Niels og jeg var i Rom, så havde derfor ikke taget min computer med (det skal lige siges at jeg opererer på en oldsag af en MacBook der vejer det samme som et spædbarn, inden man har skiftet bleen) og da jeg så fik besked om at tage direkte til Berlin kunne jeg godt se at skriveriet ville blive yderligt udsat.

Det er en ret underlig uge for mig, da Niels drager 7 måneder til Mexico City for at studere, på lørdag og jeg derfor er mere følelsesmæssigt ustabil end normalt.
Jeg er så spændt og glæder mig så meget på Niels’ vegne og det giver mig seriøst sommerfugle i maven når jeg tænker på alle de fantastiske ting han skal opleve. Jeg har også planer om selv at slå vejen forbi Mexico, så det er også noget jeg glæder mig afsindigt meget til.

Dog går jeg rundt og har ret komplekse følelser omkring dette “på gensyn”.
Lige så glad og spændt jeg er på Niels’ vegne, lige så store er mine hjertesorger – følelser jeg ikke rigtig vil kendes ved. Det sniger sig op på mig, som i et bagholdsangreb og stikker mig koldblodigt i hjertet, så jeg ikke kan holde tårerne tilbage. Pusten bliver taget fra mig, lidt i stil med første gang jeg så dig og så alligevel slet ikke.
Det er 3 år siden vi sidst var fra hinanden i 4 måneder, hvor Niels rejste rundt med rygsæk og jeg arbejdede i Milano og jeg husker at det der gik mig mest på i dagene op til afrejsen, var tanken om ikke at skulle kysses, krammes og holdes om inden jeg skulle sove og usikkerheden ved at vi aldrig havde været mere end 3 uger fra hinanden (det skal lige siges at vi var 19 år). Nu har vi prøvet at være på afstand af hinanden i lang tid og det ændrede alt og ingen ting, så det er ikke så meget det jeg frygter eller har ondt i maven over. Men denne gang er det ikke kun min kæreste jeg vinker farvel til, men også min bedste ven.

Jeg kommer til at savne den lette og ukomplicerede måde at være sammen og have kontakt på. Jeg har et enormt stort behov for at fortælle og dele alt med Niels og vi er så uhyggeligt ens, samtidig med at vi er vanvittigt forskellige. Han udfordrer mig altid på de ting jeg siger, mine holdninger og interesser og tvinger mig, på den bedste og mest kærlige måde til at udvide min horisont, tro på mig selv og sige “fuck det her – jeg går mine egne veje” når mit pleaser-gen får mig til at miste fodfæste.
Det er så fandens vigtigt at forfølge sine drømme og få prøvet de ting af man gerne vil når muligheden byder sig. Derfor har hverken Niels eller jeg nogensine stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor den anden har haft brug for at tage på udveksling eller om hvorvidt den anden skulle tage jobbet i udlandet. For os har det handlet om at supporte og så må det egoistiske afsavn håndteres på en anden måde.

Og det er jo dét det hele handler om – at leve livet uden at se tilbage og ærger sig over at man ikke fik gjort de ting man egentlig gerne ville. Leve uden at fortryde noget som helst. Jeg tror inderligt på at man bliver stærkere og klogere af at gå sine egne veje, også selvom det til tider kan være omveje eller de kan ende blindt. Bare man gør noget.

Når det er sagt, gør det ikke afskeden på lørdag lettere – lørdag der nærmer sig med hastige skridt.

XX

(Visited 10 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Laura
    Jeg bliver nødt til at takke dig for det her indlæg. Jeg står i samme situation, dog på den anden side, da det er mig, der rejser til Australien i seks måneder for at studere. Det er måske det mest angstprovokerende jeg nogensinde er sprunget ud i, og jeg glæder mig helt vildt. På den anden side så har jeg alle de samme følelser som du har ved at Niels skal afsted.
    Min kæreste er heldigvis også en kæmpe opbakning og støtter “projektet” fuldt i, men det er alligevel en mundfuld at sluge at skulle undvære så længe.

    Jeg beundrer din evne til at ramme plet i forhold til følelser. Det lyder måske mærkeligt, men har på en måde fået en indre ro ved at få læst og “sat ord” på det savn jeg frygter så meget. Så tak for det!

    Kh, Christina

    • Hej Christina,

      Tusind tak for din kommentar – hvor lyder det bare mega spændende med Australien!
      Det er nemlig både angstprovokerende og en stor følelsesmæssig udfordring at sige på gensyn. Der er perioder hvor det gør rigtig ondt, men jeg lover dig for at der er langt flere stunder hvor man glæder sig til at skulle fortælle og dele sin oplevelse med den anden.
      Tiden op til afrejse er det værste, når først man er afsted så er tingene som de er og man finder ud af at alt det man “frygtede” måske kun eksisterede inde i éns eget hovede.

      Rigtig god tur!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *