Hello Havana

 

Det er næppe gået nogens næse forbi, at skibet Havana endelig er vendt hjem efter 3 år på havet. Der har været en mindre folkefest omkring det hjemvendte skib og de to unge drenge, Emil og Theis har opnået en status som hele Danmarks hjemvendte sønner. Men hvad er det I os, der frembringer så stærke følelser omkring disse unge mænd?

De sejlede ind fredag, dagen efter de tragiske begivenheder i Nice der havde rystet hele Europa. Men på en eller anden måde var det så befriende og bekræftende at opleve al den glæde og på sin måde også stolthed mange mennesker har vist overfor det hjemvendte mandskab. Det var dejligt at se, at verden også kan være sådan – fuldstændig i kontrast til dagen før. Fyldt med glæde, lykke og eventyr.

Men Emil og Theis repræsenterer jo netop alt det vi gerne vil identificere os med – de er unge, de er smukke, de er eventyrlystne og de har været på en konstant jagt efter alt der skønt, alt hvad de vil og alt det vi andre kun drømmer om. I og med at de har ladet sig filme og medvirket i en tv-udsendelse er det her pludselig ikke bare en personlig oplevelse, men har vakt en eller anden form for nationalfølelse som man ellers kun oplever ved sportsbegivenheder.
Vi føler, at vi kender dem og at vi har været en del af deres store jordomrejse, selvom de sikkert ikke selv har den fjerneste idé om, hvor populære de egentlig er blevet.
At de samtidig virker som de sødeste og mest ordentlige mennesker skruer kun ekstra op for like-faktoren.

Deres præstation vækker følelser i mange mennesker – måske er det en længsel efter eventyr, tanken om tage afsked med nogen i lang tid eller tanken om hvorvidt man har brug for at ryste op i sit trivielle hverdagsliv og gøre noget vildt. Der er noget dybt rørende i, hvor meget folk er gået op i denne hjemkomst – noget der faktisk gør mig en smule stolt, at være en del af lille Danmark.
Der sidder jo nok nogen der ude og tænker “hold nu kæfte med det Havana” og nogle helt andre der aldrig har hørt om brødrene før – jeg forsøger ikke at få dette til at lyde som om de er et nationalklenodie, men jeg er virkelig begejstret over, hvor stort et sammenhold og fællesskab deres rejse har skabt, ikke kun for de 43 mennesker der gennem de sidste tre år har været om bord, men for alle de 800.000 seere der hver tirsdag har siddet klistret til skærmen, for at lukke en lille smule af eventyret ind i stuen.

Velkommen hjem Havana – tillykke med rejsen og tak fordi I har vist os hvor dejligt et sted den store verden egentlig er.

XX

(Visited 3 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *