Hele verdens bedste veninde

 

 

Jeg var så heldig at være blevet inviteret til Beyonce af min søde svigermor i går – og hvilken oplevelse!
Parken var tæt pakket med forventningsfulde koncertgængere (cirka 95% kvinder) der var klar til at elske dem selv, Beyonce og hinanden de næste par timer. En stor underlig hvid firkant var placeret midt på scenen og stod ligesom bare dér, helt hvid og helt uskyldig. Indtil Beyonces billede flashede frem på skærmen og rytmerne vi alle sammen kender, bragede ud fra højtalerne. Dér stod hun. Med hele sit girl squad der formår at få os alle sammen til at føle, at vi er en del af noget større.

Under koncerten stod jeg og tænkte på tusind ting jeg kunne skrive, ud fra denne oplevelse. Skulle jeg vinkle den i forhold til hvor pisse irriterende det er, at folk ikke ser koncerten, men i stedet har travlt med at holde deres Iphone op og filme hele balladen, så vi andre der endelig havde mulighed for at få et glimt af queen B, endnu engang måtte snydes for at se hendes numse i glimmerdragt?! Venner, let’s face it – der er INGEN der går hjem og rent faktisk glor videoer fra en koncert igennem. Jeg kan udemærket godt forstå hvorfor – stemningen er fantastisk og man forsøger på en eller anden måde ihærdigt at klamre sig fast til lige netop denne følelse, men det er sjældent med succes.

Eller skulle jeg vinkle den i forhold til den nærmest guddommelige status hun har opnået blandt hendes fans? Tænk engang at stå på en scene, foran 40.000 mennesker – skræmmende ikke? Tænk så at stå på en scene foran 40.000 mennesker i bodystocking og netstrømper – endnu mere skræmmende ikke? Tænk så lige en gang mere på at stå foran 40.000 mennesker, i bodystocking, der alle sammen kan synge dine sange. Beyonce fik hele parken til at skrige med på Love on Top, uden musik, uden KAPOW og hvad det ellers hedder. Just pure love.
Hun manifesterer sig for alvor som den ultimative kunstner, ved at danse rundt non-stop i to timer, synge fantastisk (!), forblive ydmyg og taknemmelig, samtidig med at hun viser at hun mestrer alle genrer inden for musik. Hun virker utroligt jordnær, på en fuldstændig udødelig måde. Altså hvis der nu var 40.000 mennesker, samlet på et sted, der total forgudede mig kunne jeg nok ikke sige mig for god til, at få en lille smule storhedsvanvid… Det får jeg jo sådan set bare efter en eftermiddag med mine søde bedsteforældre, der ikke er kede af at rose og opmuntre.

Men nej, det der gjorde oplevelsen ekstra speciel i går var, at Beyonce formår at gøre feminisme pisse cool. Og her taler jeg ikke om den utålelige, offer-form for feminisme hvor det altid er de lede mænds skyld at vi stakkels kvinder er undertrykte og aldrig bliver direktører i Danske Bank, selvom vi måske ikke er mest kvalificerede, men om den slags feminisme hvor vi kvinder tør og gør. Vi undertrykker ikke os selv.
Girl Power når helt nye dimensioner når Beyonce med sit total kontrastfyldte jeg, der både rummer en ordentlig skovlfuld maskulinitet, samtidig måske er vores tids ypperste sexsymbol. Hun er følsom, rå og smuk og når hun taler, er det direkte til dig. Jeg tror aldrig at jeg har været til en koncert, der vækkede så mange følelser i mig.
Beyonce introducerer “Me, Myself and I” som en sang der handler om det vigtigste forhold vi har, det vi har til os selv. Vi har alle sammen prøvet at få vores hjerter knust, og følt en smerte så slående at vi ikke har kunne sove eller spise, men vi må huske på at vi aldrig er alene. Vores ældste og mest ædle forhold består altid. Det til os selv.
Var der nogen der havde kunne få deres øjne fra Queen B og set mig direkte i skærmen, har jeg nok set en smule anspændt ud da jeg bare pressede ballerne sammen for ikke at stikke i et stort vræl, og bare tude løs.
Som I nok fornemmer, har jeg virkelig meget på hjerte omkring koncerten i går og kan stadig ikke helt finde mit endelige fokus, men det er simpelthen fordi det var så overvældende. Hele showet viste så mange af de sider der er ved at være kvinde – der var sårbare passager, vrede passager og ikke mindst tidspunkter hvor man simpelthen følte sig så empowered og klar til at Rule The World.
Jeg har tidligere ment, at feminisme ikke var relevant mere og det er det måske heller ikke på “tude-måden” (pardon my french), men Beyonce repræsenterer for alvor feminismen 2.0 hvor vi kvinder igen finder tilbage til rødderne, rejser os og ejer verden som kvinder, dem vi er uden at vi behøver at tro, at vi skal være som mænd. Vi skal være de stærkeste, smukkeste og bedste udgaver af os selv og det kan vi kun lykkedes med, hvis vi holder hinanden oppe i stedet for at trække hinanden ned. Vi fortjener styrken, hvis vi giver den til andre.

XX

Laura

(Visited 13 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *