I en natbus

 

 

Efter to uger i Berlin med arbejde og hygge weekend med min familie skulle jeg hjem til elskede Vesterbro. Jeg har faktisk været stand-by hele ugen på grund af arbejde og har derfor ikke kunne booke min billet hjem til DK før sidste sekund. Torsdag aften siger mit bureau ok til at jeg kan sætte kurs mod Danmark fredag efter arbejde og tilbringe weekenden i København. Og helt ærligt, jeg glæder mig lidt. Jeg har intet i mod at være afsted, jeg elsker det! Men der er også noget rart ved at komme hjem til sin egen lejlighed og lige sove i sin egen seng, spise rigtig hjemmelavet mad og stene tv2 en hel eftermiddag.

Jeg begynder at søge på muligheder for at flyve hjem den følgende aften, men til min skræk og rædsel er alle fly fuldt bookede og det vil tage mig over et døgn at komme hjem, med mellemlandinger og til en pris der svarer til min månedlige husleje. Jeg slår derfor op på Deutsche Bahn og håber på at finde en billet hjem dér, men heller ikke her havde jeg heldet med mig. Jeg indser til sidst, at jeg er nødt til at tjekke natbussen hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at komme hjem. Det skal lige siges at fly var fuldt bookede hele weekenden.
Jeg får den aller sidste plads på natbussen mod København 23.40 fra Berlin ZOB (bus-centralen), der ikke er et super sted i dagtimerne, så lad os bare sige at jeg er en smule betænkelig ved at skulle være der så sent, helt alene med min blå kuffert og nye Harry Potter bog under armen.

Jeg formår på mystiskvis at være første mand i bussen på trods af en massiv menneskemængde og et mindre kaos foran kufferthullet – stort tak til mine gigantiske rundsave på henholdsvis venstre og højre albue-  og dér spotter jeg den – bussens bedste plads, øverst oppe, forrest. Hvad er odds? Jeg skynder mig at tage vinduessædet og tænker “YES – HAHA SUCKERS” da jeg folder hele rejse-survival kittet ud (den klassiske nakkepude, der altid er grim, oplader i min powerbank, en stor strik jeg kan gemme mig væk i og selvfølgelig headphones så jeg kan høre resten af min lydbog om Hells Angels mens vi brager op gennem de tyske motorveje). En ung fyr sætter sig på den modsatte side af gangen og han spørger om jeg taler dansk, hvilket jeg jo må erkende at jeg gør. Vi veksler få ord inden han beslutter sig for at vi da skal sidde ved siden af hinanden hjem (bussen var fuld, så jeg tænker at det måske var et klogt træk – han var både flink og soigneret ud, hvilket er et stort plus når man nu skal tilbringe 8 timer ved siden af hinanden).
Han er i gang med sin phd i teologi (kan man sige det? måske?) og mit øjenbryn er ikke til at styre, da det med lynets hast flyver mod min pande og jeg sender ham et meget skeptisk blik, hvorefter jeg, igen uden at kunne nå at standse det, udbryder hvordan han dog er kommet på den idé? Jeg når lige at tænke, okay well 7 timer og 55 minutter to go og jeg har allerede gjort mig upopulær hos min sidemand. Heldigvis virkede han ikke såret eller sur over mit, ret så barnlige udbrud, jeg tænker at han måske er vant til at forklare hvordan man lige bliver teologi-interesseret i en alder af 24 år? Hvad ved jeg! Han fortalte mig at han netop var færdig som præst, men det ikke lige var noget for ham alligevel, selvom tanken om et dejligt hus og en enkelt ugentlig arbejdsdag var meget fed. Derfor var han nu i gang med sin phd for at vinde lidt tid til, måske at finde ud af hvad der så skulle ske.
– ret spændende at tale med nogen der vælger et fag, som man måske ikke lige selv havde kunne se sig selv i.

Vi begynder så småt at køre afsted og jeg går ud som et lys inden vi når motorvejen. Dog vågner jeg efter små 45 minutter ved, at mine knæ er i krampe, jeg har indtørret savl på kinden og en regulær stank af sure tæer har spredt sig, da alle har valgt at tage skoene af. Og hér starter det så – min inspiration til at skrive bogen “447 måder at sove på et bussæde”. Det sæde jeg troede skulle være mit redningsspot i denne rædselsnat, viser sig i stedet at blive min nemesis, da der faktisk er endnu mindre plads til benene, hvilket resulterer i kramper delvist i hofter, delvist i knæ. Endelig får jeg gjort mig tilpas, efter at have møvet rundt på sædet som om jeg havde lopper i bukserne og falder i søvn. Og nu sover jeg faktisk ret lang tid. Jeg vågner dog ved at en dunst af urinal brager op fra toilettet nedenunder og opdager at jeg i min søgen efter at ligge godt, ved et uheld og endt halv i ske med teologi-mand. Jeg bliver flov og sætter mig brat op og hiver Harry Potter frem og beder en stille bøn til, at det er gået ubemærket hen. Efter halvandet kapitel falder øjenlågene igen i. Jeg vågner dog igen og bliver en smule nervøs over den fart bussen har på – i Tyskland er der ikke som sådan fartbegrænsninger og jeg har en fornemmelse af at vi kører omkring de 150 km/t. Vi kører pludselig af motorvejen og ind i et lille uhyggeligt industrielt område, hvor jeg når at tænke “nu sker det, vi bliver vippet ud og får stjålet alle vores ejendele og bliver sendt herfra i kasser”. Jeg havde absolut ingen idé om hvor i Tyskland vi befandt os. Hmm Lübeck står der på en bygning og jeg er snot forvirret – bussen kører normalt Rostock-Gedser, hvordan pokker er vi endt her?

Efter et underlit pit-stop kører vi til Puttgarten og inden jeg får set mig om kan jeg skimte København i det fjerne. Træt og på ingen måde veludhvilet, men lykkelig over at være hjemme i mit København.
Men hey – jeg har fået en på opleveren!

XX

(Visited 3 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *