Søvnløs

 

Jeg har overvejet meget længe om dette var noget jeg har lyst til at dele, da jeg måske synes at det er en smule for privat. Dog er “problemet” nu så stort for mig, at jeg er blevet nysgerrig på om andre har det på samme måde som jeg.

Sagen er den, at jeg lider (og jeg mener virkelig lider) af sleep paralysis. Det er ikke hver nat, men det sker ofte nok til, at jeg er stresset over at skulle sove. Nu sidder du sikkert som et spørgsmålstegn, som jeg selv gjorde første gang jeg stiftede bekendtskab med termen, så lad mig forklare:

Sleep paralysis er, når man ikke kan bevæge sig eller tale men er ved bevidsthed. Jeg oplever ofte at blive holdt nede af denne store skikkelse uden at kunne råbe om hjælp, åbne øjnene rigtigt eller bevæge mig – halvt sovende, halvt vågen. Jeg kan høre alt der foregår omkring mig, men jeg er fanget i min egen krop. De første gange jeg prøvede det anede jeg ikke at der var en term for det og var rigtig bange for, om jeg var ved at blive tosset eller om der var nogen i lejligheden – jeg har nemlig næsten været alene hjemme hver eneste gang det er sket. Jeg har ringet grædende til min mor og været bange for at sove igen.
Det har noget at gøre med REM-søvnen (som jeg ikke lige er helt sikker på hvad er) og det er følelsen af, at min krop sover, men min bevidsthed er hundrede procent til stede.
Jeg kæmper meget hårdt for at prøve at åbne øjnene eller råbe på for eksempel Malou eller bare hjælp generelt, men intet sker. Jeg kan ikke åbne munden, øjnene eller bevæge kroppen.

“Normally your brain causes your muscles to relax and be still as you sleep. This is called “atonia.” Sleep paralysis seems to be when this atonia occurs while you are awake. Sleep paralysis is “isolated” when it appears without any other signs of narcolepsy. 

An episode of paralysis may cause you to be unable to speak. It can also make you unable to move your arms and legs, body, and head. You are still able to breathe normally. You are also fully aware of what is happening. An episode can last for seconds or minutes. The episode usually ends on its own. It may also end when someone touches you or speaks to you. Making an intense effort to move can also end an episode. Sleep paralysis may occur only once in your life. It may also happen many times in a year.

It can be very scary when you are unable to move. You may feel anxious and afraid. Some people also hallucinate during an episode. They may see, hear or feel things that are not there. They may even think that another person is in the room with them. These hallucinations may also appear without the sleep paralysis.

Sleep paralysis tends to first appear in the teen years. It then occurs most often when you are in your 20s and 30s. It may continue into your later years. It is not a serious medical risk.”Sleep education – for mere info.

Jeg havde et “anfald” (kalder man det vel, selvom det ikke er farligt) sidste lørdag, hvor jeg er faldet i søvn til et afsnit af Friends. Gennem hele mit anfald kan jeg høre hvilket afsnit af Friends der helt stille kører i baggrunden, men trods min utallige forsøg på at vågne (hvilket jeg drømmer at jeg gør 3 gange, for at finde ud af at jeg stadig er i denne foruroligende tilstand) sker der intet. Efter hvad der føles som lang tid, kommer jeg endelig tilbage til virkeligheden og er direkte angst for at sove igen.

Det er stressende for mig at gå i seng, da jeg er enormt bange for om jeg nu igen skal tages som gidsel i min egen krop  og jeg kan for eksempel ikke lide at sove steder hvor der er andre mennesker (sove sammen med veninder, modellejligheder etc). Jeg vil faktisk gerne høre om der er andre der har oplevelser med dette og om der er nogle gode råd til hvordan man undgår det? I er velkomne til at sende mig en besked på Facebook eller min e-mail.

XX

 

(Visited 12 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kære Laura.
    Det lyder ikke hyggeligt med sleep paralysis, men der har faktisk lige været en dokumentar film om det i Netflix, måske skulle du prøve se dokumentaren og se om der er gode tips, du kan bruge?
    Dokumentaren hedder “the nightmare” 2015 af Rodney Ascher.
    Knus

  • Hej Laura. Jeg har døjet med det siden 2006, hvor jeg var 16. Et råd jeg har taget med mig, er aldrig at sove på ryggen. Det hjælper. Stress forværrer det i mit tilfælde.

  • Hej Laura!
    Jeg døjede rigtig meget med det i 2006-2009..
    Lige som dig, anede jeg ikke at det havde et term, og jeg var så skræmt, at jeg ikke sov hjemme 7-14 dage efter det skete. Jeg “oplevede” skygger i det perifere synsfelt, edderkopper der løb ned af min seng og objekter der gik med tunge skridt rundt i min lejlighed. Det var møgubehageligt og jeg brugte al min energi på at åbne øjnene, bevæge kroppen, skrige og vågne. Da jeg endelig vågnede var min krop helt træt og færdig og resten af natten og dagen ødelagt.
    Den dag i dag lider jeg sjældent af det. Måske sker det en gang om året. Tænker årsagen har været en eller anden form for stressreaktion. Gymnasiet, kærestesorger, alt for mange nye ting på samme tid, you name it.
    Mit bedste råd er at tænke “jeg vågner om lidt”, mår det sker. Og ikke bruge al din energi på at prøve at bevæge dig – selvom det nærmest instinktivt er det eneste man kan tænke på. Din bevidsthed vågnede før kroppen/hjernen og det varer kun 5-10 sekunder, selvom det føles som 10 min!
    Håber din søvnparalyse går i sig selv ✌🏼️ Og ellers håber jeg du finder en god coapingstrategi så du ikke får ødelagt resten af dagen.

    • Hej Tania,

      Tror at du har ret i, at der er så mange forskellige faktorer der kan spille ind når man oplever dette. Og du har ganske ret i, at man skal tage det roligt og tænke på at det snart er slut!

      XX

  • Hej Laura

    Jeg lider af nøjagtig det samme, og det er simpelthen så grimt at opleve. Når jeg oplever det, og mit sind ihærdigt prøver at vække min krop, og siger “nu skal du altså vågne op og bevæge dig”, så er det som om, jeg samtidig ser min krop udefra. Altså, jeg ser min krop, der prøver at bevæge sig, og jeg får en følelse af, at jeg falder ud af sengen, men der sker intet – virkelig en kringlet forklaring.

    Jeg har efterhånden oplevet det en del gange, men kun en enkelt gang om natten. Ellers får jeg det, når jeg sover på “ukorrekte” tidspunker, som er udenfor kroppens søvncyklus. Derfor er jeg bange for at tage en powernap, eller at jeg falder i søvn til et afsnit af en serie.

    Men, det er jo svært at undgå hele livet 😉 Så hvis jeg fornemmer, at der er en “risiko” for, at jeg falder i søvn, så sætter jeg altid mit ur. Oplever jeg så søvnparalyse, så ved jeg, at mit vækkeur ringer – og for mig virker det beroligende. Så ved jeg, at min krop nok skal vågne, når uret ringer. Jeg tror også dette trick gør, at jeg ikke oplever det så ofte, fordi jeg ubevidst er blevet mere tryg.

    Herudover får jeg det også mest, hvis der er lyde omkring mig, enten fra TV, musik etc.. Her er et lille trick, at sætte en timer på TV’et (måske kan man også på computer), så det slukker af sig selv efter en times tid.

    • Hej Line,

      Jeg oplever det også mest hvis der er støj omkring mig, som for eksempel tv, da jeg tror det påvirker hjernen til stadig at være bevidst, selvom kroppen er long gone. Og det er klart hvis jeg er meget træt og næsten ikke kan fokusere, så kan jeg være sikker på at der sker et eller andet når jeg forsøger at sove.

      Tusind tak!

  • Prøv med hypnose eller meditation inden du går i seng. Det kan måske hjælpe.
    Der findes apps for både det ene og det andet 🙂

  • Det lyder til at du oplever “Phee amm” som thaier kalder det. Det oplever man i samme tilstand som du beskriver, og jeg har faktisk en amerikansk veninde som har oplevet det en gang!

  • Hej Laura,
    Jeg kender (heldigvis) ikke til det at lide af sleep paralysis.
    Men en måde at vække sig selv på fra en drøm, er bl.a. ved at forestille sig selv på et “flyvende tæppe”, hvor man ser alt i fugleperspektiv. Hjernen er nemlig ikke i stand til at gøre det mens man sover (har jeg fået fortalt) og det er derfor man vågner.
    Jeg er godt klar over, at det udelukkende er din krop, der sover, når du oplever de her anfald, men måske kan det hjælpe til at vække dig. Det må handle om at snyde hjernen, når den tror, den sover, tænker jeg.

    Held og lykke, jeg håber du finder en løsning.
    God dag.
    Rikke

  • Hej Laura.
    Jeg har den samme lidelse. Jeg oplever det mest når jeg f.eks tager en middagslur midt på dagen og hvis jeg ligger på ryggen. Jeg oplever det mest i perioder hvor jeg virkelig er træt eller stresset. Min lammelse varer kun kort tid og jeg synes ofte at jeg under lammelsen kan afværge det ved, at prøve at bruge alle mine kraften på at bevæge mig. Det er ret svært, men det kan lade sig gøre hver gang og så er det ligesom om at jeg kan vække min krop på den måde.

    • Hej Nanna,

      Jeg har også oplevet det en enkelt gang ved middagslur hvor jeg lå på ryggen – jeg har dog også prøvet at kæmpe for at bevæge mig, men jeg synes næsten kun at det bliver værre for mig. Jeg tror jeg er nødt til at slappe af og som Søs skriver, slappe af, selvom det er lettere sagt end gjort.

      Tusind tak 🙂

  • Hej Laura

    Jeg har selv haft det en del gange, jeg kan se og høre alt hvad der foregår omkring mig, men jeg kan ikke bevæge mig, råbe eller sige noget – jeg er direkte lam. Præcis som du siger “man er fanget i sin egen krop”.
    Ud fra mine erfaringer forværre panik, angst og stress anfaldet. Gejler man sig selv op indvendigt, bliver man meget dårlig – både under og efter anfaldet. Jeg havde angst for at sove i meget lang tid.

    Mit bedste råd (nemmere sagt en gjort – i know), er at tage en dyb indånding, lukke øjnene, prøve at slappe af og tænke på noget godt. Kroppen vækker sig selv før eller siden. Ligesom Tania siger “jeg vågner om lidt”.

    Når man ikke kan slippe fra anfald, kan man ligeså godt forsone sig med dem.

    Efter jeg har forsonet mig med anfaldene, er jeg mere afslappet og oplever det i langt mindre grad.
    Som jeg kan se i tråden, er vi flere der gør noget som får os til at slappe af – da det som sagt hjælper 🙂

    • Hej Søs,
      Jeg giver dig evig ret – det værste man kan gøre er at panikke, selvom det er mega svært ikke at gøre det når man føler sig fanget. Men det er klart, at det bliver “lettere” når man ved hvad der sker og at det snart er slut.
      Jeg vil forsøge mig med vejtrækningsøvelser og håber at det kan hjælpe i disse situationer 🙂

      Tusind tak!

  • Det har jeg også prøvet! Dog kun en enkelt gang men det var sindssygt ubehageligt! Jeg gik på højskole og jeg følte jeg råbte på min roomie, men at hun ikke kunne høre mig. Da jeg til sidst vågnede sagde hun at hun havde hørt jeg sagde hendes navn meget lavt men at hun troede jeg bare snakkede i søvne.

    • Uuuh jeg får helt gåsehud – jeg har også skreget om hjælp og på min roomie, men det har føltes som om jeg blev kvalt i mine ord. Det er møg ulækkert.

  • Jeg lider af en sygdom, der hedder narkolepsi, som gør at jeg døjer med anfald som dette, flere gange om ugen. Hvor jeg derudover også drømmer, imens jeg tror jeg er vågen med hallucinationer og andet. Det er ikke unormalt, overhovedet. Men alt andet end rart.
    Når du oplever sådan en sleep paralysis, ligger du lige mellem at være vågen og drømmestadiet (også kaldt REM-søvnen.
    Det sker kun for mig, når jeg sover på unormale tidspunkter. Det bliver forværret af stress, dårlig nattesøvn og hvis man ligger på ryggen.

    Det er en ubehagelig fornemmelse. Jeg har efterhånden prøvet det utallige gange, og må desværre informere om, at man aldrig vænner sig til det. For det er virkelig ikke rart – dog har jeg nogle værktøjer, som jeg har fået gennem min læge, som er førende i Danmark, inden for søvnlidelser på Glostrup.
    Det er svært at bekæmpe – men kan sagtens behandles. Jeg hjælper oftest mig selv, ved at fokusere på min vejrtrækning. Jeg oplever selv, at mine hallucinationer bliver værre, hvis jeg stritter i mod – hvilket man jo altså sommetider gør, fordi man bliver bange. Oftest prøver jeg bare at ligge stille, trække vejret dybt og overbevise mig selv om, at det hele ikke er virkeligt og blot endnu en paralyse. For nogen hjælper det også at vrikke lidt med tæerne eller noget lignende. Jeg prøver som oftest begge ting, hvis jeg har overskud til det. Hvis intet virker, så prøver jeg at se, om jeg kan falde i søvn.

    Der findes mange der oplever det. Skal man have fat i læger der virkelig ved, hvad det handler om, så se om du kan få en tid på Glostrups søvncenter afdeling.

    Du er derudover også velkommen til at kontakte mig for mere information på min e-mail!

    Håber noget af det kunne hjælpe!

    Tusind knus
    Sara

    • Hej Sara,

      Tusind tak for dine gode råd! Det er rigtig svært ikke at stritte i mod, fordi man instinktivt går i panik og man når lige at tænke tanken, at nu sker det… jeg vågner aldrig rigtig op igen. Men jeg vil helt sikkert øve mig i min vejrtrækning og så har jeg hørt fra andre, at man kan træne sig til at være bevidst i sine drømme. Så kan det være at man undgår panikken.

      Jeg håber at du dealer nogenlunde med din narkolepsi, selvom jeg kun kan forestille mig hvor udfordrende det kan være. Tusind tak fordi du havde lyst til at byde ind!
      Knus

  • Jeg har faktisk også oplevet det op til flere gange! Men jeg har aldrig vidst at der var et udtryk for det. Det er virkelig ubehageligt!! Dog sker det heldigvis ikke særligt ofte, men jeg ved dog heller ikke hvad man kan gøre for at undgå det.

    • Hej Marie, det er også ganske nyt for mig. Måske du kan finde lidt gode råd her i tråden – synes folk er piv gode til at komme med erfaringer og gode råd 🙂

  • Hej Laura! Jeg har lidt af det, men har ikke haft det i et år nu. Sov ALDRIG på ryggen, og hvis du ender i et anfald, prøv at husk på, at begynde at tælle! Eks. 1 + 1 = 2, for så vækker du hjernen så meget, at din krop vågner totalt. Tro mig, det virker! Du er velkommen til at kontakt mig på e-mail, hvis du vil tale mere om det.

    • Hej Emilie,

      Det er et super råd! Det vil jeg forsøge at huske når uheldet er ude – det underlige er jo, at man faktisk er ret bevidst og er klar over at der er noget helt galt.

      Tak!

  • Kære Laura.
    Jeg oplever ofte lige præcist det, du beskriver! I visse perioder er det mere intenst, mens andre perioder på flere måneder hænder det mig ikke. Det lammer mig fuldstændigt, kan hverken bevæge mig, få ord ud eller åbne øjne, og det gør mig angst, selvom jeg oplever det igen og igen. Jeg har også oplevet skikkelser, nogle gange kun ansigter, i rummet som ofte befinder sig oppe i loftet. Jeg har svært ved at se et mønster for mig, men det sker dog kun når jeg sover på ryggen – og måske sker det oftere, når jeg er stresset. I starten vidste jeg ikke noget om dette fænomen, det føltes som om min krop blev “besat” af ånder eller lignende. Og i modsætning til hvad mange beskriver, føles det som om, det kun bliver værre hvis jeg IKKE stritter imod. Som om “det” rigtig opsluger min krop med mindre jeg stritter imod. Jeg er godt klar over, at der er delte meninger omkring “ånder” og den slags, men det her var bare min oplevelse.

    • Hej Frederikke,

      Synes også mønsteret er svært at se – jeg oplever det både på maven og ryggen. Dog synes jeg at genkende, at det er i perioder hvor jeg har ekstra meget at se til. Da jeg oplevede det første gang var jeg sikker på at der var spøgelser på spil og jeg var skrækslagen. Jeg er stadig bange når det sker, men jeg synes det er lettere at håndtere når man ved hvad det handler om.

      Tak for din historie og dine råd!

  • Jeg kan se du allerede har fået masser af gode råd med på vejen, som jeg håber hjælper!
    Jeg oplever det også – det kommer ofte i stressede perioder. Sidst jeg var inde i en slem periode læste jeg rigtig meget om det og det hjalp mig. Jeg fandt blandt andet frem til det der med, at man skal prøve at undgå at ligge på ryggen. Og det har gjort en kæmpe forskel for mig!
    Jeg læste også, at man tit har en fornemmelse af uhygge og at der er nogen i rummet, hvilket jo også stemmer overens med din beskrivelse af at blive holdt nede.
    Når jeg har haft “anfald” har jeg altid haft en følelse af at der stod nogen ovre i hjørnet af mit soveværelse, eller for enden af sengen. Somme tider har “personen” også talt til mig/hvæset mit navn. SÅ klamt. Men det gav mig en kæmpe ro, at lære mere om fænomenet. Håber det samme kommer til at gøre sig gældende for dig.
    Du kan risikere at det er noget du vil mærke til i højere eller lavere grad, resten af livet, men forhåbentlig kan bittesmå tiltag hjælpe dig langt hen ad vejen. Jeg har i hvert fald, efter jeg er blevet klogere, formået at bremse flere “anfald”.

    Skriv hvis du har brug for at vende noget! Og jeg er virkelig glad for, at du har fået noget afklaring på hvad det er der foregår! Kh M

    • Hej Marie,
      Tak for din historie – det er virkelig “rart” ikke at være alene. Jeg giver dig ret i, at det er slemt i stressede eller pressede perioder. Jeg har besluttet mig for at træne min vejrtrækning og håber at det giver mig lidt ro i sjælen. Det er en smule udfordrende at skulle falde i søvn, da jeg er bange for om der nu er et lille “anfald” der lurer.

      XX

  • Hej Laura, tak for indlægget ! Jeg anede ikke, der var noget, der hed det, men jeg oplever præcist det samme ! I perioder kan det være flere gange om ugen, men normalt er det ikke mere end en håndfuld gange om året. Jeg oplever ofte trykken for brystet, og følelsen af, at jeg ikke kan trække vejret. At min vejrtrækningsfunktion er lammet, præcist som min krop og min stemme af det. Jeg plejer at vågnet med et kæmpe gisp, og hiver efter vejret det første minuts tid. Jeg hører alt omkring mig, og som regel, kan jeg også se rummet jeg ligger i, og evt. fornæmme, hvem jeg ligger sammen med (hvis jeg fx ligger sammen med min kæreste). Det er forfærdeligt i de perioder, hvor det sket hyppigt. Den der følelse af, at vejrtrækningen er lammet, og man ikke kan gøre noget, er ekstremt angstprovokerende, og jeg kan også huske, at jeg har været bange for at falde i søvn. Jeg har fortalt det til flere i min omgangskreds, men ingen kender til det. Derfor er det rigtig rart at høre, at der er andre, der har samme eller lignende oplevelser!

    • Hej Malene,

      Pyha – det er ikke for sarte sjæle! Jeg tænkte også da jeg skrev indlægget, at der simpelthen måtte være flere derude der oplever dette. Jeg har en veninde der læser historie der har linket billeder fra mange forskellige tidsperioder, hvor der er nogen der har afbilledet søvnparalysen, så det har været on-going længe.

      Tak!

  • Hej Laura. Jeg oplevede det for første gang for to år siden, og har siden været bange for at sove. Jeg prøver at vidt muligt at sove på siden eller maven, da jeg har hørt at det hjælper. Jeg oplevede nemlig også at der var en skikkelse der sad ovenpå mig og holdte mig nede, mens jeg blev kvalt. Jeg prøvede at råbe efter min roomie, og vågnede rigtigt på ved at jeg råbte højt. Det er yderst ubehageligt, og håber du finder en løsning der forhåbentligt lindrer dit problem.

    Venlig hilsen Rose Herrera

    • Hej Rose,
      Øv for en ubehagelig oplevelse – jeg ser at mange her i kommentarfeltet også anbefaler at man holder sig fra at sove på ryggen. Jeg har dog oplevet det et par gange hvor jeg lå på maven og følte at mit ansigt blev mast ned i puden. Det er mega skræmmende!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *