Princippet om, at principper er latterlige

 

“Det er en princip-sag” hører jeg endnu engang mig selv sige, mens jeg står fast på et fuldstændig latterligt standpunkt, som i princippet er meget fint, men i praksis er ganske latterligt. Jeg føler mig ofte som slave af principper.. latterlige forestillinger om hvordan tingene burde være, hvis alt skulle være hundrede procent retfærdigt, men som et hvert menneske med en lille smule sans for virkeligheden måske ville se, på ingen måde kunne fungere i den virkelige verden.

Så sent som i sidste uge var jeg til middag med min veninde Marie i Berlin, hvor service har været ikke eksisterende og vi ikke kan få fat i en tjener til at tage i mod vores betaling. Vi vælger så at gå op til kassen, hvor vi så endelig, til tjenerens tydelige utilfredshed over livet generelt, får vores regning. Vi har egentlig nok i sedler, men vil helst betale med mønter, da det ofte er som om de små mønter forsvinder nede i tegnebogens dybe gab og først finder sin vej frem igen halvandet år senere, hvor man lykkeligt havde glemt alt om det. Tjeneren bliver tydeligt irriteret, da vi står og fedter med de små mønter og forsøger at regne ud hvad det nu lige er de forskellige størrelser er værd. Og ja, vi bruger måske en lille smule lang tid på at tømme lommerne, og det ender da også med at blive vanvittigt akavet, da det virker som om vi ikke har råd til at betale. Men dér blev det en principsag for os ikke at betale med sedler, men diske op med 26,60 € i småpenge, selvom vi fem minutter senere alligevel måtte slå hul på vores sedler, da en hjemmelavet ispind til 1,50€ trak lidt i os. Men det var princippet i, at vi havde ret til at betale med mønter og vel også bruge al den tid vi ville på at samle sammen der gjorde, at vi blev ved. Det hele ender med, at tjeneren bliver så frustreret at hun smider os ud på røv og albuer og tager hvad vi indtil videre havde lagt på disken. Men det var jo princippet i det.

Jeg har et inderligt ønske om at gøre op med “princippet”, da jeg er af den overbevisning at det ganske enkelt må være roden til alt ondt. En forestilling om hvordan tingene burde være, i ens eget egoistiske og snævre univers, hvor man selv føler at man ved alt og næsten ikke kan blive klogere. “Princippet” fører ofte til konflikter og en ofte irrationel situation, hvor alle vidst nok godt inderst inde ved, at en smule fleksibilitet ville afværge det stormvejr der langsomt trækker op, når man begynder på at være principfast.
Så sent som i går oplevede jeg hvordan min stædige, principielle opfattelse af en aftale pludselig kunne gøre mig mega sur, selvom der faktisk ikke var en grund til det.

Lad mig forklare:
Jeg har i ugens løb lavet en aftale med et par veninder om at spise frokost i løbet af lørdag. Mit job bliver så aflyst om fredagen, hvilket betyder at jeg flyver hjem til Danmark en dag før planlagt. Med samme veninder aftaler vi at tage ud og spise fredag, hvilket vi gør og har en utrolig hyggelig aften, hvor vi ikke bare fik surf’n’turf, men fuldendte vores liv ved faktisk at få en af liggestolene på papirøen (enhver der har været på papirøen ved, at man skal stå afsindigt tidligt op for at gøre sig håb om en plads på en af de få, men eftertragtede stole – lidt ligesom alle de ultra hærdede charterturister, der står op 04.30 for at spurte ned til poolen og smide deres håndklæder på den bedste liggestol). Så langt så godt.
Men jeg har jo stadig sat lørdagen af til at vi skal hænge ud, så da min ene veninde fortæller at nu er hun altså taget til Nordsjælland med sin kæreste, kan jeg mærke at det lille principfaste monster i mig vågner op til dåd. Jeg siger ikke rigtig noget til det, men jeg kan mærke at jeg bliver sur og skuffet, fordi vi jo i princippet havde en aftale hvor jeg havde sat dagen af – på den anden side gjorde det mig ikke noget, da jeg måske havde meget godt af at få en dag uden planer foræret. Der valgte jeg så, at sige pyt til det latterlige princip og i stedet nyde en hel dag for mig selv, hvor jeg kunne få ordnet lidt praktiske ting og tage en slapper på sofaen en halv times tid.
Havde jeg ladet det lille princip-monster i maven kigge frem, kunne jeg have brugt hele min eftermiddag på at mugge over, at min veninde i princippet havde “brændt” mig af. Men hvad ville jeg lige præcis få ud af det? En hel dag i dårligt humør og ikke en døjt jeg kunne gøre ved situationen.
– nej! Jeg har hverken overskud, tid eller lyst til at være sur eller i dårligt humør.

At være principfast er for mig, at være enormt ufleksibel, snævertsynet og ikke specielt omstillingsparat, hvilket bare er rigtig vigtigt i den tid vi lever i. Alt udvikler sig med lynets hast og vi er nødt til hele tiden at kunne omstrukturere og ændre vores opfattelse af rigtigt og nødvendigt.

Fra nu af lever jeg kun med ét princip: at principper er latterlige.

XX

(Visited 9 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Et princip har i min verden altid været en lidt anderledes regel. Ikke en regel der var ubrydelig, men tværtimod én af de regler, der kan brydes, hvis der ellers er konsensus (mest den indre af slagsen).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *