Om at være skoletræt og gå sine egne veje

14248767_10210225453296375_1206721603_n

Kalenderen skriger september, efteråret er officielt over os og de studerende er vendt tilbage til skolebøgerne på landets universiteter. I stedet for at fokusere på, hvor fantastisk det er, at så mange unge mennekser ønsker en videregående uddannelse, satte tv2 fokus på at hver 4. elev ville være droppet ud inden uddannelsen er færdiggjort – noget af et positivt indblik i det danske uddannelsessystem. Politkere blev interviewet, højtstående uni-typer blev bedt om deres holdning og sågar elever blev stillet til regnskab for denne “slappe” tilgang til den videregående uddannelse.

Jeg er forvirret. Vi unge opfordres på det kraftigste, ja nærmest presses til, at vælge vores videregående uddannelse, inden vi har fået presset studenterhuen nedover flyveørerne – vi skal vælge klogt, rigtigt og ikke mindst NU!
Men hvordan kan Laura på 20 år vide, hvad Laura på 35 år gerne vil? Der er noget afsindigt angstprovokerende ved, at føle at man skal tage et endegyldigt ansvar for resten af ens liv, før man overhovedet har en idé om hvad det egentlig er det går ud på. Bare i løbet af de sidste to år, har jeg ændret mig utroligt meget og har helt andre planer for mit liv. Hvordan kan I, store stygge samfund, så forvente at jeg i mine spæde post-teenage år vælger rigtigt første gang? Forpligter mig 100 procent, i en tid hvor vi har så mange muligheder?

Jeg var halvvejs gennem min bachelor på Københavns Universitet, da jeg besluttede mig for at søge orlov fra studiet – hvilket ingen troede på jeg kunne få, da der gøres alt for at vi køres igennem uddannelsessamlebåndet på rekordtid. Men jeg fik det. Selvfølgelig ingen SU og jeg starter hvor jeg slap. Men jeg gik først i krise, da jeg fik mit “Hej, vi ses til januar”-brev. Jeg følte mig som en totalt out-law, der gik fuldstændig i mod det jeg ellers havde bildt mig ind, at jeg troede fast på, hvilket på ingen måde ligner mig. Jeg gik i krise over at være 22 år, sætte min uddannelse på stand-by for at udleve modellivet, som jeg egentlig troede jeg havde fået ud af systemet da jeg var yngre. Som min far sagde, så var der ingen der havde bedt mig om liiiiiige at gøre min uddannelse færdig først, hvis jeg nu for eksempel var professionel fodboldspiller – nu er jeg jo bare prof. inden for noget andet.

For mig har det været den helt rigtige beslutning, at trække stikket i et års tid og derefter skulle vende tilbage. Det handlede om at prioritere og mærke efter i maven, fremfor evigt og altid at lade sig styre blindt af fornuften. Og helt ærligt, så har jeg i en alder af 22 år valgt at tilvælge eventyret i denne omgang. Det giver mig friheden til at skabe et godt økonomisk udgangspunkt, så jeg ikke behøver gå ned med stress under min uddannelse, det giver mig mulighed for at lære at arbejde sammen med mennekser i et internationalt miljø, jeg bliver om noget omstillingsparat og lærer at gå på kompromis og forhandle. Og vigtigst af alt, så lærer jeg mig selv at kende lidt bedre for hver dag der går.

Det er ikke for galt eller for dårligt at man som studerende, ikke er et hundrede procent klar over, hvad det er man egentlig gerne vil. Hvis ikke vi har friheden til at vælge om, eller omstrukturere vores vej så ender vi med at få en masse mennesker der ikke er inspirerede eller motiverede til, at løfte det samfund der så brændende ønsker højtuddannede borgere.
Selvfølgelig skal det ikke være den rene gavebod, hvor man har frit valg på alle hylder og kan vælge om så mange gange som man vil, men at direkte fokusere på hvor skidt det er at flere unge mennesker bliver mere bevidste om hvem de er og hvad de gerne vil med deres liv, synes jeg er at presse citronen.

Uddannelse er ikke bare en masse bøger, lektioner og eksaminer – det er en rigtig stor del af hvem vi er og bliver som personer, så slå nu koldt vand i blodet og vær helt sikre på, at vi nok skal finde vores vej uden at spilde for mange af statskassens kostbare klejner.

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Skønt endelig at høre dette fra andre end mig selv. Har selv lige haft orlov mellem 1.G og 2.G, da jeg simpelthen ikke følte jeg havde travlt med noget, men alligevel valgte at starte i gymnasiet efter det bedste år på efterskolen. For det er jo dét man skal…
    Mit år på orlov har været det absolut bedste, og har selv været ude og rejse med arbejde som model på fuld tid. Det har giver mig så ufatteligt meget for min personlighed og mig selv.
    Jeg ved endnu ikke hvad jeg skal gå efter at uddanne mig som, men motivationen til at læse er der igen nu. Efter gym er udlandet og rejser helt klart på top 3, men nu skal jeg lige have huen, så jeg er “sikkert stillet” i samfundet for fremtidige valg.

    Du skriver om nogle rigtige gode emner på bloggen for tiden! Keep it up 😉

    • Hej Helga,

      Tusind tak!
      Det er ind i mellem rigtig dejligt at høre fra andre, at det hele nok skal gå selvom man vælger at gå sine egne veje. Det har personligt taget mig rigtig lang tid at kommer dertil, hvor jeg tillod mig at synes det var okay, men jeg vil ikke bytte det for noget i verden lige nu.

      KH

  • Wow Laura. Det er virkelig godt skrevet.
    Jeg synes også at vi alle sammen løber alt for stærkt, for vi kan ikke vide hvad vi vil om 15 år, vi kan end ikke vide hvad vi vil i morgen.
    Jeg synes at du er fantastisk modig, og at det er så sejt at du lever din drøm ud nu!

  • Hej Laura, tak for din geniale ærlge beskrivelse. Jeg er skolelærer og nok mest derfor er jeg i gang med en hjemmeside for skoletrætte og derved stødte jeg på dit indlæg. Giver du mig tilladelse til at bruge din tekst / dele af den på min hjemmeside, som osse har en app til skoletrætte.
    Carpe diem Kim

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *