Er midtvejskrisen yt?

golddiggers2

Mange siger, at vi unge skal rejse ud og se verden nu. Opleve den og smage på den. Det er nu vi har tiden til det. Verden ligger for vores fødder, som et uendeligt langt, hvidt gulvtæppe vi ikke skal være bange for at træde ud på og sætte vores egne spor på.
Med en pensionsalder der er stigende og en udsigt til et liv på arbejdsmarkedet der kommer til at vare størstedelen af vores liv, er der rigtig mange af os der griber chancen, pakker rygsækken, kysser mor farvel og siger adiós for en tid, for at få eventyrlysten mættet en smule.

Vi unge er nødt til at smage på verden, inden vi selv lader os opsluge.

Mine forældre er derimod fra en tid, hvor det måske ikke var så normalt at tage et sabbatår/fjumreår/dannelsesår hvor man rejste ud i verden og oplevede, på den måde rigtig mange gør det i dag. Det har været mere eller mindre intens skolegang, afløst af lidt ferier og måske endda en værnepligt og så ellers, blev man spyttet ud på arbejdsmarkedet inden man var i nærheden af 30 år og havde bare at blive der.

Jeg husker i de yngre klasser, hvor mine kammeraters forældre blev skilt og et helt nyt ord indfandt sig i skolegården: “midtvejskrise”. Ingen vidste rigtig hvad det betød eller hvad det var, men vi var alle sammen helt klar over at det var en såkaldt “homewrecker”, der ødelagde alt som vi kendte det. Midtvejskrisen kunne være en skilsmisse, det kunne også være et absurd karriereskift, en 18-årig kæreste eller en Porsche med rødt indtræk – den lurede alle steder.

Når jeg tænker tilbage giver det måske mening alt sammen. Den generation hvor det ikke var så normalt at man tog på eventyr i sine ungdomsår, men derimod stiftede familie, købte hus og indbetalte til sin pension, var nu i en tid hvor man ikke nødvendigvis blev i den rolle man havde skabt for sig selv, fordi sådan var normerne, men derimod tillod sig at vælge noget nyt og spændende til, i det samfund der ikke består af andet end valgmuligheder.. Også selvom det betød at man valgte familielivet og den faste indkomst fra.

Mine forældre har været gift i 23 år og er still going strong.
De har i år sparet feriedagene sammen og valgt at brænde det hele af på én gang, da de netop nu er ved at forfølge deres drøm om, at gå caminoen i Spanien. Mine forældre er på ingen måde gamle, men det giver mig en inderlig lykkefølelse når jeg tænker på, at de er på denne rejse sammen, på trods af at de ikke er 20 år længere. Eventyr og oplevelser er ikke længere forbeholdt de unge – eller jo det er det, fordi ungdommen har fået en langt bredere rækkevide. Nogen vil måske mene, at dette ryger under rædselsudtrykket midtvejskrise, men det nægter jeg at anerkende. Jeg synes at man ser så mange voksne i deres bedste alder, som ikke længere flipper ud, fortyder, panikker og handler med hovedet under armen, men i langt højere grad mennesker der finder tilbage til de ting de altid har drømt om at gøre og på en god og sund måde får det realiseret, uden at de bliver en person man slet ikke kender.

Vi har brug for et nyt begreb, der i stedet for at neglirere voksne menneskers trang til at prøve noget andet og udleve nogle drømme, hylder dem og virker forstærkende. Det er ungdom 2.0 og vi bør være stolte af, at leve i et samfund hvor vi så mennekser altid har mulighed for at udvikle os, prøve forskellige ting af og i høj grad har frihed til at forfølge vores drømme.

Jeg har forfattet dette indlæg ud fra hvor stolt jeg er af mine forældre, både for at holde sammen og ville opleve sammen.

Til alle der tør udvikle sig gennem hele livet.

(Visited 6 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *