Mit livs længste døgn: forsinkelser, turbulens og dårlig service.

14466445_10210415445726067_1951154518_o

Jeg er endelig, og med det mener jeg virkelig endelig, ankommet til min endelige destination i Mexico og er blevet genforenet med Niels. Selvom det er lang tid siden han tog afsted, har jeg det som om jeg så ham i går. Intet har ændret sig og så alligevel. Lige nu ligger Niels og sover. Klokken er alt for tidligt til at man står op nu, når man er på ferie, men min jetlag tillader ikke mere søvn, selvom jeg uden tvivl har brug for den.

Turen til Mexico var både lang, sur og bøvlet.
Min tre timers flyvetur fra Berlin til Madrid bestod af ikke eksisterende benplads og et fly der på ingen måde var tempereret, så jeg var ved at få et hedeslag. Manglende benplads i denne forstand, fik altså selskaber som Easyjet og Ryanair til at ligne balsale. Jeg er 178 cm og jeg kunne på ingen måde være der – mine knæ stødte på sædet foran og det var umuligt at slå bordet ned. Kunne ikke lade være med at tænke på alle de høje mænd der var med flyet, og som har siddet sammenkrøllet som trold i en æske. Vi lander til tiden i Madrid, hvilket er fint, så har jeg lige to timer til at sluge en sandwich og proviantere en smule. Da tiden nærmer sig trisser jeg mod gaten og sætter mig blandt de mange andre der skal rejse til Mexico. Jeg tjekker min billet, ser hvor jeg skal sidde og konstaterer at jeg har tre timer i Mexico City til at komme gennem security og finde mit fly videre, hvilket burde være mere end rigeligt.

Vi boarder. Jeg er lykkelig over at have en vinduesplads. Kommer frem til plads. Konstaterer at det er den eneste “vinduesplads” i flyet uden vindue. Pakker hele mit rejsekit ud: flysokker, nakkepude, bog, headphones, snacks, tæppe. Vikler mig ind i alt det førnævnte. Tjekker de forskellige film ud. Ser Bridget Jones. Efter en lille halv time, hvor vi skulle være lettet får vi besked om, at flyet er i stykker og vi alle sammen er nødt til at forlade det. Jeg vikler mig ud af samtlige dimser og møver mig op i gaten igen, hvor jeg fortæller en fra personalet, at jeg har en transfer i Mexico City om der er nogen man skal give besked til? Dertil svarer hun, halvt på engelsk, halvt på spansk, hvad jeg har tænkt mig at hun skulle gøre ved det, hvorefter hun vender mig ryggen og taler med anden dame på spansk. Kort efter bliver der kaldt over højtalerne, at vi er tre timer forsinket… De tre timer jeg skulle bruge på transfer. Jeg får fat i kundeservice og spørger, om de allerede nu kan booke mig ind på et senere fly til min endelige destination den samme dag. Her bliver jeg fortalt, at flyet nok skal nå at indhente den tabte tid, så jeg skal slet ikke stresse over om jeg når flyet, det skal jeg nok.
Vi kommer i nyt fly – fly letter. Jeg vikler mig ind i alle mine ting igen. Ser Bridget Jones færdig. Bliver bekræftet i, at mine gag-refleks virker lige som den skal, da jeg forsøger at klemme flymad ned (“kødboller” der var fuldstændig hvide af uforklarlige årsager). Blunder lidt. Vågner ved et chok, da jeg tror flyet er ved at styrte ned, det er bare turbulens. Turbulens varer i cirka 3-4 timer af den samlede flytid på 11 timer. Lander 10 minutter efter mit næste fly er lettet…

Stresser lidt gennem paskontrol og told for, at komme hen til kundeservice og få min billet til det næste fly der afgår to timer senere. Da jeg når frem kan de fortælle mig, at de netop har booket den sidste billet og jeg derfor først kan komme med et fly i morgen.
Nu kunne jeg ikke klare skuffelsen mere. Kender du det, når man glæder sig helt vildt til et eller andet og ventetiden er ulidelig lang? For eksempel juleaften da man var barn, eller fødselsdag? Forestil dig, at der så var nogen der fortalte dig, at du skulle vente 12 timer yderligere. På dette tidspunkt har jeg været undervejs i næsten et døgn. Jeg har rejst med sommerfugle i maven og tårnhøje forventninger og nu står jeg i en situation, hvor jeg på ingen måde har kontrol og lige gyldigt hvordan jeg forklarer min skuffelse og utilfredshed hjælper det ikke. Der er ikke andet for, end at checke ind på lufthavnshotellet og så bare vente… Mit jetlag gjorde så, at jeg på ingen måde kunne sove og derfor fordrev tiden med at læse og lige se hvad der sker på Seattle Grace Hospital i Greys Anatomy.

Jeg kommer frem til min endelige destination og flyver lige i armene på Niels, der også har måtte tilbringe første nat at vores ferie alene på et hotel, men alt er lige meget. Jovist tog det mig 30+ timer at komme frem, men nu er jeg her og det var hele turen værd.
…. Nu skal det bare lige stoppe med at regne – hvad sker der for min karma i denne uge?

XX

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *