Mexico – Tulum

 

14677970_10210599197399744_1398667936_oDet er snart to uger siden jeg vendte hjem fra Mexico og jeg har ikke skrevet meget om det. Jeg fløj til Berlin, hvor jeg arbejde lange dage, hver dag til i forgårs hvor jeg satte kursen mod København for at tilbringe weekenden inden jeg rejser videre til Reunion Island i morgen for at arbejde de næste 8 dage, så der har været en smule stille.

Niels og jeg havde delt de 11 dage vi havde sammen over i to dele:
1. del sol, sommer, strand og sand
2.del storbyferie med os og smog

Jeg lander i Cancun lørdag morgen og kaster mig i armene på Niels efter en ret turbulent og meget lang rejse. Varmen slår mig i hovedet som en varm og fugtig knytnæve der næsten tog pusten fra mig. Mine jeans begyndte at klæbe til kroppen og jeg kunne mærke sveddråberne kravle frem i hårgrænsen.
Jeg var gået glip af vores første og eneste overnatning i Cancun, eftersom mit fly var forsinket og jeg måtte vente natten over på et mindre charmerende lufthavnshotel. Vi besluttede os alligevel for, at køre et smut forbi havet så jeg kunne kaste mig, lige pladask på maven, ud i den første og største bølge. Havet er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set – fuldstændig turkist og ikke en sten eller en klump tang i sigte. Stranden var som man kunne forvente i “Spring Break”-byen over dem alle, spækket med hoteller og resorts, men eftersom vi var der uden for sæson var der ikke et øje.

Vi tog til Islas Mujares efterfølgende, en lille bitte Ø ca. 15 minutter uden for Cancuns kyst, hvor man kører rundt i golfvogne eller på scootere. Under normale omstændigheder havde scootere nok været det optimale valg, men grundet min ret voldsomme træthed turde jeg ikke sætte mig op på en. Jeg var for træt. Vi bøffede derfor rundt i en golfvogn og var blandt andet ude og se en maya-ruin, en af deres mange festlige kirkegårde (vidste du at det mexicanske folk har et fantastisk forhold til døden og de døde?) og vi spiste coconut-shrimps til jeg troede jeg skulle omkomme.

14699399_10210599197319742_777404554_o

Vi kommer tilbage til fastlandet og kører til Playa Del Carmen hvor vi har to overnatninger. Playa del Carmen er den klassiske badeby, som vi alle sammen kender fra charterferien. Der er ikke noget nyt eller overraskende, andet end deres smukke strande. Disse to dage bliver brugt på at day-time drinke, holde i hånd og spise lækker mad.

Om mandagen drager vi mod Tulum. Efter henholdsvis Cancun og Playa del Carmen ved jeg ikke helt hvad jeg skal forvente. Måske bare store drinks og en liggestol.
Vi tager afkørslen til Tulum efter en lille time på en af de rædsomme motorveje. En smal vej med tæt jungle på begge sider af bilen fører os ned mod vandet. GPS’en siger at vi skal dreje til højre og forsætte 7 km lige ud. Der er ingen sidegader, kun den smalle vej der går lige frem. Hoteller ligger på begge sider af vejen, men er noget ganske andet end Cancun og Playa del Carmen. De er stille og de tager hensyn til den smukke natur de er i blandt. De få butikker der er, forhandler alle sammen håndlavet tøj, der er økologisk og miljøvenligt. Der er ikke et sted hvor du kan købe et badedyr, eller en grim kop hvor der står MEXICO. En by der udelukkende lever af turisme har gjort alt for at fjerne følelsen af badeby.

14672756_10210599197799754_747515123_o

Vi kommer frem til vores hotel, som er smukke huse bygget på stranden, men tilbagetrukket nok til, at det ikke forstyrrer stranden og havet. Vores lille træhytte lå højt og palmernes krone bankede mod vinduet hvis det skulle blæse. Lys var minimalt, da man ellers ikke ville have udsigt til den smukke stjernehimmel, som jeg næsten aldrig har set lignende før. Tulum er uden tvivl et af de smukkeste steder jeg i mit liv har været. Stranden er bounty og der er ikke et eneste hotel der titter frem fra junglens bryn og som ødelægger dette fantastiske og rolige syn, som en hvid strand nu engang er. Det eneste der høres er mågernes skrigen og bølgernes skvulp.

14689971_10210599197559748_137390832_o

Men, Tulum er ikke kun kendt for deres afslappende omgivelser, der ligger nemlig også nogle ret imponerende og smukke maya-ruiner, som Niels og jeg besluttede os for at se nærmere på. Man går inde i junglen et lille stykke tid, inden disse old gamle bygninger tårner sig frem for øjnene af en. Det er altid vildt at tænke på, hvordan det har været muligt at bygge noget så stort, imponerende og funktionelt i en tid hvor alt afhang af menneskets egen styrke.

14696795_10210599339843305_1127323709_n

Grundet varmen måtte vi tilbage på hotellet efterfølgende og hoppe i badetøjet, så vi kunne tonse ud i det mere end 20 grader varme vand og forsøge at blive nedkølet.
Om aftenen besluttede vi os for at spise på en restaurant ikke så langt fra hvor vi boede hvor jeg fik den bedste Ceviche i mit liv og tacos som jeg aldrig har fået det før. Hele restauranten lå udendørs og var super smuk og meget romantisk. Der hang uendeligt mange lamper i træerne, også lysekroner og en diskokugle tættest på baren. Sent på aftenen startede en DJ med at spille og hele restauranten blev pludselig mere en bar. Det var en fantastisk følelse at være udendørs og sidde under den smukke stjernehimmel.

14658257_10210599340083311_1495973259_n

14686229_10210599341323342_1101465766_n

Dog er myggene i området virkelig aggressive og jeg blev ædt op – har aldrig prøvet noget lignende. Havde tårer i øjnene og måtte have benet op på stolen for rigtig at kunne kradse igennem. Det eneste der hjalp var den sindssygt krads myggespray som tjeneren kom løbende med, da han så at jeg var under angreb.

14694872_10210599359963808_682897593_n

14686486_10210599358763778_1885614698_n

Jeg tænker at holde her for nu og senere dele om vores tur til Coba og opholdet i Mexico City i to andre indlæg, da det har været nogle ret begivenhedsrige dage. Stay tuned…

14686100_10210599326042960_1977422337_n

(Visited 15 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Laura. Plejer du at skrive, hvor dit tøj er fra? Jeg er helt vild med din røde kjole, og vil meget gerne høre hvor den er fra. 🙂 Tak!

    • Hej Greta! Det gør jeg – den er fra Mango sidste år. Prøv at kig på mango outlets hjemmeside, måske de har den der.
      KH

  • Hej Laura
    Hvilket hotel boede i på i playa del Carmen og Tulum, det ser så lækkert ud? Vi skal afsted om små to uger, skal muligvis finde et ekstra hotel pga forlænget ophold, glæder os vildt!
    Kh Sarah

    • Hej Sarah,
      Vi boede på noget der hedder Rosa di Viento (mener jeg) – det var rigtig fint og super hyggeligt!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *