Sådan undgår du at blive vinterdeprimeret

15007836_10210841630060409_1911689834_o

I dag har det nærmest været mørkt hele dagen. Jeg sad på lagkagehuset og kiggede ud, antog at klokken i hvert fald måtte være 15.30, indser at klokken ikke engang er 13.15 og kan mærke at mine øjenlåg bliver en smule tungere. Vinteren begynder for alvor at mærke på sig og min krop ved det og min hjerne ved det.

Jeg er ikke klinisk vinterdeprimeret, men jeg tror at jeg lige som så mange andre danskere, virkelig kæmper mod mørket og kulden. Det er mørkt når jeg står op, mørkt når jeg får fri og kulden bider sig fast, som en glubsk hund i røven på et postbud hver eneste gang jeg træder ud af døren. Da jeg var yngre var det en del værre end det er nu – jeg sov ekstremt meget. Vel egentlig lidt som en undulat der sover når der bliver kastet et mørkt klæde over buret, så sov jeg hele tiden fordi lyset ude foran vinduet altid var slukket.

Jeg besluttede mig for at gøre op med mit vintersløvsind og undersøge hvad jeg egentlig kunne gøre for, at komme igennem vinteren uden at overveje at hoppe i kanalen. Jeg har fundet frem til et par små tricks som jeg herunder vil videregive:

Kom ud – det første jeg overvejede var, hvordan det kan være at jeg altid føler dagen er meget længere om sommeren end om vinteren? Den åbenlyse grund er selvfølgelig mørket, men timerne på døgnet er det samme. Derfor besluttede jeg mig i langt højere grad at komme ud også efter en lang dag på arbejde. Måske ikke til den store tur rundt i Frederiksberg Have, men bare ud og få noget frisk luft, mærke kulden i ansigtet, lytte til en god lydbog og så glæde mig til at komme hjem, hoppe i et varmt bad og trække den varme sweater over hovedet, mens stearinlysene brænder.

Spis dig glad – og desværre taler jeg ikke om slik og kager (ak!), men om frugt og grøntsager med masser af vitaminer i, som styrker din krop. Nu er jeg jo hverken kostekspert eller læge og kan kun tale ud fra personlige erfaringer, men er det ikke altid lidt som om man bliver gladere af at spise en appelsin? Ved ikke om det er duften eller farven der bare går lige i hjertet på mig, men appelsiner gør det virkelig.

Prioriter – det jeg synes er sværest ved vintertiden er, at jeg aldrig føler at jeg får ordnet alle de ting jeg gerne vil. Det kan både være surt og nedern at blive mindet om, at ens overskud er på størrelse med en tændstiksæske, når to-do listen vokser i stedet for at svinde ind. Derfor begyndte jeg at være ekstremt realistisk omkring mit overskud og om de opgaver jeg påduttede mig selv. I stedet for at regne med, at jeg kunne ordne 5 ting på en dag er det nu kun 3 og hvis jeg så har overskud eller tid til at ordne mere, er det en personlig sejr, som virkelig giver ekstra point på overskudskontoen. Vintertiden er bare noget andet og hvis vi forsøger at sabotere os selv, ved for eksempel at forvente at vores overskud er det samme, så ender man med at køre sur i det.

Arranger – deltag i lidt sociale arrangementer når overskud haves. Der er altså ikke noget der kan få en til at glemme vinterens mørke, som godt selskab og god mad. Jeg er selv den værste sofahelt, som elsker at ligge og snooze, hvilket der også skal være plads til, men det er ret overskudsagtigt at tilbringe tid med andre overskudsmennesker, der kan løfte humøret en smule.

Rejs – hvis pengene er til det, så kom afsted til eksotisk ø med palmer og store drinks. Hvis pengene er lidt mindre så kom afsted alligevel. Om det så er en billig storbyferie (har lige booket billet hjem fra Berlin med Norwegian for 211 kroner) eller en tur på landet for at besøge mormor og morfar er faktisk ligegyldigt, men følelsen af at komme lidt væk og træde ud af hverdagens rutiner, bare for en weekend kan gøre underværker.

Be happy.

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *