Om at vælge sine kampe

 

“Man skal vælge sine kampe”, et udtryk man på et eller andet tidspunkt i livet lærer. Enten for tidligt til at forstå hvad der egentlig menes, eller for sent når skaden er sket og man er lige så viklet ind i konflikter, som min pædagog i børnehaven var i Noa Noa sjaler.

Jeg har sgu altid været skide dårlig til at vælge mine kampe. Især da jeg var yngre. Har en retfærdighedssans så stærk, at man skulle tro jeg var Gothams beskytter. Tænker tit, at det måske var derfor jeg havde det lidt svært som barn, når det kom til at passe ind. Jeg fandt mig aldrig i noget. Heller ikke på mine mindre frembrusende veninders vegne og jeg ville hellere sige hvad jeg havde på hjerte, end at lade det passere. Jeg kunne ikke komme over det.

18 år senere, mange konfrontationer senere, føler jeg at jeg er blevet en del klogere. Jeg behøver ikke at agere Esmeralda hver eneste gang, jeg synes andre bliver udsat for noget uretfærdigt. Eller jeg selv for den skyld, kun hvis det er vigtigt.

Men egentlig skal det her slet ikke handle så meget om lige netop dét, med at forsvare sig selv og blive klogere og så videre. Nej det her skal handle om et nyt fænomen der er poppet op hist og her den seneste uge.

Fourth wave feminisme….

I mandags popper tre kvinder frem på skærmen i Go’ Morgen DK og fortæller om en ny bølge af feminisme, som de anser sig selv som forgangskvinder for. Det handler om retten til sin egen krop, ikke at behøve underlægge sig slut-shaming og andre nyopfundne ord, som jeg i skrivende stund kun husker halvt. Alt sammen rigtig godt, hvis det nu var på Emma Holten-måden. Og med Emma Holten-måden menes der selvfølgelig, en facon hvori der er noget reelt indhold og en reel interesse for et kvindefællesskab der skal løfte hinanden op. Men det er altså ikke tilfældet..

De ser alle tre dejlige ud og har seriøst mange følgere på instagram, hvor deres slagmark befinder sig. Det er det rum de har, til at udkæmpe kampen for det de kalder “feminisme”. De poster hovedsagligt billeder af deres velproportionerede kroppe, med en lille seksuel undertone (kan jeg vidst godt tillade mig at sige) med trutmund og struttende numser. Hands down, de ser skide godt ud.

MEN, fordi der er jo altid et men, jeg kan mærke at jeg bliver en smule harm over, at de bruger feminismen som deres alibi, for at maxe helt ud på de sociale medier. Kald nu bare en spade for en spade, jeg ser skide lækker ud på det her billede, derfor deler jeg det og det har, undskyld mig, ikke noget med feminisme at gøre i min verden. Vi har retten til vores egen krop. Vi har retten til at gå i det tøj vi vil. Vi har retten til at være hvem vi er. Hvorfor skal dette pludselig være en kamp i feminismens navn, i stedet for at stå ved hvad det er?

Jeg får en smule ondt i maven, når jeg tænker på hvor meget nogle kvinder har kæmpet for at jeg i dag kan sidde og føle mig ret ligestillet. Føle mig lige så meget værd, som min bror, min kæreste og min far. Jeg vælger bare at tro på, at min generation altså kan bidrage med mere end at være en krop, et hylster. Jeg er enig i deres pointer med, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden og at vi har ret til at være dem vi er og se ud som vi vil og hvis vi vil have billeder liggende på nettet af os selv i bar røv, pelsjakke og prinsessekrone så skal der også være plads til det. Men en kvindekamp er det ikke i min verden. I hvert fald ikke en I behøver udkæmpe på mine vegne. Og slet ikke med udtalelser som, og jeg citerer:

“Hvis jeg får en datter, så håber jeg, at hun en dag vil kunne tage til gymnasiefest og have sex med fem forskellige fyre og få en highfive bagefter, præcis som en fyr ville få. You go girl! Vi skal lige have dig forbi lægen, og jeg håber, du huskede at bruge kondom”

Der er intet i dette der skal ses som slut-shaming eller løftede pegefingre, men når man udfordrer et begreb som feminismen, må man vel også forvente en form for reaktion? Jeg synes som sagt at pigerne ser skønne ud, men ville ønske at kampen havde en anden overskrift, der ikke pissede så meget på det vi har. Gør os til det vi ikke ville være. Sexobjekter. Ad det er sgu mit hade-ord og jeg havde lovet mig selv, at jeg i hvert fald skulle være over 45 og mor til teenager før jeg begyndte at bruge et ord som det..

Artiklen jeg har taget udgangspunkt i findes her

f4d0be21d91a40f02c3e3da53e9ee201

XX

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *