Fra ensomhed til tosomhed

 

Om halvanden uge rejser jeg til Cuba, efterfulgt af et par uger i Mexico, Guatemala og Costa Rica og jeg er ved at sprænges af spænding og forventning.

D.09. december er der gået præcis 5 måneder siden jeg stod i Kastrup og græd snot og drak Unterberg med svigermor, som om vi sendte eneste arving jorden rundt på de syv verdenshave, hvor der var en reel chance for at han kunne dø af skørbug eller falde over bord i en brandert. Blev enige om, at afstanden ikke er så lang når man nu kan have et cyber-forhold, hvor dates og familiemøder er noget der foregår over skype eller en opringning på messenger.

D.09. december sætter jeg min kurs mod Cuba, Niels’ favn og måske det største eventyr hidtil i mit liv. Mit indre føles som et stormvejr, da jeg er spændt, forventningsfuld og nervøs. Jeg står et sted i mit liv, hvor det ikke rigtig er gået i gang endnu, men jeg for alvor føler, at jeg allerede nu har brug for at ruske op i mig selv. Har brug for at gøre… noget… et eller andet. Jeg har lyst til at stille mig ud på gaden og skrige “jeg er her!”, hvilket måske også er derfor jeg så ofte sætter mig bag tasterne og lader jer vide, at jeg stadig eksisterer.

Jeg glæder mig som et lille barn til vores tur. Vi skal rejse rundt i 6 uger, først på Cuba, så Mexico, Guatemala og videre til Costa Rica. Men helt ærligt, så er jeg også en smule nervøs. Det sidste år har jeg rejst rigtig meget, omkring 200 dage, så jeg er meget vant til at være mig selv, være alene og kun gøre mig-mig-mig ting. Efter Niels tog afsted har jeg ikke som sådan haft ansvar overfor andre end mig selv, ej heller behøvet at tage hensyn til et andet menneskes følelser, på samme måde som man gør det med en kæreste. Jeg har levet i et ganske ensomt og egoistisk forhold med mig selv. Det har været svært ind i mellem, men jeg har nu fået så meget rutine i det, at jeg ikke tænker over mine mange alenetimer.

Derfor er det både med spænding og en smule nervøsitet, at jeg ser frem til vores genforening og 6 ugers rejse. Ikke nok med, at vi skal genforenes i et land så langt væk fra alt hvad vi kender og betegner som trygt, så skal vi også lige lære hinanden at kende igen. Lige mindes om hvem vi nu er sammen. Jeg glæder mig til at skifte min ensomhed ud med tosomhed, tro mig. Men igen bliver det noget jeg skal arbejde med og gøre mig klar på.

Jeg har besluttet mig for, at være bevidst omkring min egoisme og være opmærksom på, ikke at buldre igennem, som en bulldozer gennem ungdomshuset i 07. Jeg skal i balance. Fordi når alt er sagt, så kan jeg faktisk godt lide at prioritere mig selv så højt, som jeg gør for tiden. Det er ærgerligt, at ordet “egoisme” har fået sådan en negativ klang, når man nu faktisk godt kan være egoist på den fede måde. Dér hvor man vælger sig til og virkelig lader ens egne behov trumfe igennem. Jeg tror det er nærmest uundgåeligt i et forhold med en anden person, at man ikke giver en lille smule afkald på hvad og hvordan man ønsker tingene gjort. Det handler jo om at gå på kompromis. Men når man får muligheden for at være alene, tror jeg det er rigtig sundt virkelig at dyrke sig selv, så det næsten tendenserer til et underligt kærlighedsforhold til sig selv..

Jeg har længtes efter at kaste mig i favnen på Niels, siden jeg sidst krammede ham farvel. Siden han rejste er der noget utroligt vigtigt der er gået op for mig:

Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vælger ikke at gøre det. Jeg vælger at leve med dig.

Jeg vælger at elske dig.

XX

(Visited 6 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *