4 måder at dø på i december

Jeg har før skrevet indlæg om alternative måder at kradse af på, som han læses herher og her. Der er dog ingen større risiko for tidlig afgang, end december der, udover julehygge og næstekærlighed, også medfører en lang række uforudsete farer. Derfor har jeg her nedfældet 4 hurtige måder at dø på i december:

No. 1: Der er tilbud på and i Føtex og du har intentioner om at være på pletten – nu skal juleaften fandme reddes. Hvad du ikke har overvejet er, at Føtex’ tilbudsavis altså kommer ud til samtlige mennesker i kongeriget Danmark og du skal for alvor skrue rundsavene på, hvis du skal gøre dig nogen som helst forhåbning om, at rive Joachim Von And med hjem i dag. I maser ind genenm den automatiske dør og okser mod frysemontren, som var det den første dag med januar udsalg hvor du kunne få en Iphone, et slot på Lolland og en dværgkanin for 500kroner. Der er kaos og tumult og du overvejer et kort øjeblik at råbe “forsæt uden mig!”, som det dramatiske væsen du nu engang er. Dér ligger den. Den aller sidste and. Du spurter afsted, som var du Usain Bolt, og gør dig klar til at smække dine fedtede havregrynskuglehænder ned på anden, da en anden kommer frem til montren samtidig med dig. Det kunne være blevet et blodbad, men det blev det ikke. I ender i godt gammeldags slagsmål, hvor du må indse, at din modstander både er større og stærkere end dig. Ved et uheld presses du ned i frysemontren, hvor du går i kramper og ender med at fryse ihjel.

No. 2: Du har været i Magasin Du Nord for at skaffe den helt perfekte Kählervase til mormor – jep limited edition. Du kastede dig over aller sidste styks stribet fabriksporcelæn, holdt den op i vejret som var det Champions League pokalen du havde vundet, mens du i et arrogant tempo slentrede mod kassen. Udover at køen er så lang, at den eneste ventetid der er værre er, når du sidder i kø hos SKAT. Endelig! Din tur! Og ja tak, der skal byttemærke på, og ja tak, du vil gerne selv holde bonen, og øh undskyld pakker I den ikke ind?! Du bliver henvist til såkaldt “pakkestation”, hvor Magasin har stillet gavepapir og glitterbånd til rådighed, så voksne mennesker kan lege julestue og konkurrere om grimmest, ikke-særligt-pro indpakkede gaver. Du får møvet dig hen til en af de, stærkt ombejlede, pakkestationer og gør klar til at indpakke gave som aldrig før. Efter at have klistret dit hår fast med tape, klippet dig selv i armen og skåret dig på papiret, er du kommet så langt, at du nu kan gøre klar til at komme gavebåndet på. Du har dog svært at vurdere, hvor meget eller hvor lidt du skal bruge, så du hiver bare løs – sådan en K. vase er altså en ordentlig satan. Bag dig lyder pludselig en meget skrap stemme, der gør opmærksom på, at du altså ikke må bruge så meget bånd, hvilket egentlig giver dig i chok og da du vender rundt for at forsvare dig, får du ved et uheld viklet båndet rundt om halsen og en omgående strangulering finder sted, midt i Kählervase-indpakning, bånd-restriktioner og “Simon-på-4-er-blevet-væk-fra-sin-mor-find-ham-på-4”-kald.

No. 3: julestress betyder mange mennesker, der alle sammen tonser op og ned ad strøget som var det VM i hundrede meter løb. And gues what? Du er selvfølgelig en af dem. Du har selvfølgelig travlt og har ikke tid til at stoppe op og nyde det fine julelys paa Illums Bolighus, ligesom alle andre tilsyneladende har. Du tonser derfor i zig-zag mellem alle glade og købegale mennesker der har besluttet sig for, at forhindre dig i at naa alle de ting du egentlig havde sat dig for. Døden indtræffer da du overser en mindre hær af børn der brager ud af Disneybutikken i ført syntetiske prinsessekjoler, plyssede dyr og plastikdimser fra helvede. Som en mindre højresvingsulykke kommer du ind under horden af børn, der ikke har planer om at stoppe deres skrig og trampe-show. Du bliver derfor fuldstændig kørt over af en størrelse 27 og ender dine dage mast fuldstændig flad, lige foran storkespringvandet.

No. 4: der er julestue hos tante Oda og du er inviteret. Du ved det betyder Gløgg, æbleskiver og julemusik for fuld hammer. Hele den pukkelryggede er inviteret og du ved, at det kræver ekstra mentalt overskud at deltage. Da det ikke er noget du ligger inde med, beslutter du dig derfor for, at fyre op for en ordentlig Gløgg brandert. Jo flere der spørger om dine fremtidsplaner, jo mere snaps hælder du ned i løgnhalsen. Pludselig kan du ikke styre processen og du lider druknedøden, da du ved et uheld faar waterboardet dig selv og pludselig har lungerne fulde af juledrik.

 

 

(Visited 25 times, 1 visits today)