Mit bedste råd: Råb røv og skrid – rejs ud og se verden!

Der kommer uden tvivl til at være et mindre rejse-tema det næste stykke tid, i hvert fald i forhold til nogle af de tanker jeg har gjort mig under vejs. Som jeg skrev i et tidligere indlæg har denne rejse kun været for mig og jeg har ikke lige nu planer om at dele hvert enkelt skridt i vores færden, selvom jeg nok kommer til at dele nogle overordnede high lights.

Jeg har aldrig før rejst på den måde, som Niels og jeg har gjort det sidste stykke tid. Aldrig været på ferie i så lang tid, hvor jeg virkelig har trukket stikket og taget dagene som det kommer. Jeg har heller ikke været så langt væk hjemmefra før, selvom jeg tit er væk. Op til min afrejse var der mange bekymringer og jeg fandt hele tiden på undskyldninger for, eventuelt at måtte tage tidligere hjem – mest fordi det er et ret stort spring at gå fra, at have fyldt kalender hver eneste dag, til ikke engang at gå med ur og bare zone helt ud, nyde livet og tage dagene som de kommer.

Det har været en rigtig stor personlig oplevelse, det der med at sige “fuck det” og tage afsted til ukendt land, kun med en billet hjem om to måneder. En meget kort del af vores tur var planlagt, ellers har vi faktisk bare mærket efter i maven, tjekket kontoen og set hvad der har kunne lade sig gøre og gjort præcis hvad vi har haft lyst til hver eneste dag.
I løbet af vores tur skrev jeg om studietanker, der i høj grad handlede om det dér med at turde tage springet og kaste sig ud i noget nyt, hvilket jeg på det tidspunkt slet ikke overvejede også handlede om min tur.

Ja, jeg var angst for at “tage fri” fra mit freelance job, sætte indtægter og forpligtelser på pause og rejse ud i den store verden. Dagen før afrejse var jeg ikke så sikker på, at dette valg havde været det helt rigtige for mig lige nu. Men så snart jeg skød turen i gang, synes jeg for hver eneste dag, at  jeg gav lidt mere slip på hverdagen, på stress og ikke mindst forpligtelser og opgaver. Intet i min verden faldt sammen, fordi jeg valgte at rejse væk. Alt var faktisk okay.

Jeg kan sagtens forstå, at man i hverdagens ræs ikke altid formår at stoppe op, træde et skridt tilbage, betragte ens liv og lige trække vejret.. Det er der meget få af os der gør. Man kører så hurtigt fast i rutiner, busafgange og mødetider at dagene  smelter sammen og pludseligt kan virke som én lang smører hvor man ikke kan skille tirsdag fra torsdag. Mit bedste råd er derfor: tag chancen. Book billetten. Luk øjnene, træk vejret, pak sommerhatten og kom afsted.

Hvis ikke for din egen skyld, så i det mindste for at forstå verden bedre. Det er i hvert fald noget der har fyldt rigtig meget hos Niels og jeg – det dér med at sætte den vestlige verdens velkendte samfund på pause og få indblik i, hvordan andre mennesker lever. Hvordan andre har valgt at etablere et samfund, et menneskesyn, en økonomi som er så anderledes fra hvad vi kender.

Jeg tror det at rejse, generelt gør noget rigtig godt for os mennesker. Og nøgleordet er virkelig indsigt.
Hvis ikke det er for at føle dig selv lidt bedre, lære dine behov bedre at kende og stille din eventyrlyst, så i det mindste for at kunne begå sig endnu bedre som verdensborger i et globalt samfund. Måske man kunne komme fremmedhad til livs på denne måde, hvis man nu rejste ud og fik et indblik i andet end hvad vesten har at tilbyde. Måske en vis præsident kunne have godt af en måned i det mexicanske højland.

Der er så mange steder at se og så mange ting at opleve. Selvom jeg lige nu er rejsemæt og er glad for at være på europæisk grund igen, så er jeg sikker på, at rejselysten snart melder sig igen og næste gang vil jeg ikke tøve.

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *