Efter syv år med min kæreste, tager vi nu et kæmpe skridt!

Det er mere end syv år siden det uskyldige teenage-crush slog ned i mig, som et lyn fra en skyfri himmel. Jeg kan tydligt huske da jeg mødte Niels første gang. Det var café-aften på gymnasiet og jeg havde bundet et super fedt, flettet bånd om hovedet, krøbet i en buksedragt og iført mig en…. bolero…. Men hey, i 2009 var det altså cool. Niels derimod havde en rigtig sej hat på, som jeg beundrede meget og et par utroligt stramme røde bukser, som også var et hit i 2009.

Siden da er der løbet meget vand under broen og vi er gået fra at være børn, til at være voksne mennesker. Det er en tid, hvor man ikke rigtig ved hvem man er, det er jeg ikke engang helt sikker på jeg ved endnu, men derfor har det også været en tid med mange personlige udfordringer, hvor man forsøger at finde sin rette plads. Derfor er det til tider udfordrende at være to mennesker, der vokser og udforsker i hver deres tempo og måske endda i hver deres retning. Jeg tror den periode Niels og jeg har kendt hinanden i (15år-23år) er en periode hvor man har rigtig meget brug for, at lære at være 100 % tro mod sig selv, følge sine drømme og gøre hvad man har lyst til. Det er de år man har, hvor man kan tillade sig at være egoistisk på den fede måde.

Derfor var det klart, at vi altså ikke skulle bo sammen da vi gik ud af gymnasiet. Vi ville forskellige ting og vi vidste, at hvis vi skulle blive ved med at holde sammen, så måtte vi hver især have plads til at lytte til vores hjerte og gøre hvad der føltes rigtigt. Vi blev enige om, at hvis vi virkelig skal være sammen, sådan for alvor, så har vi al tid i verden til at bo sammen. Og hvis ikke vi skulle være sammen, så sparede vi os en masse besvær. Denne “aftale” lavede vi tilbage i 2012, hvor Niels besluttede sig for at rejse 4 måneder ud i den store verden og jeg selv skulle rykke i lejlighed med min bedste veninde (som jeg stadig bor sammen med) efter jeg kom tilbage fra mit ophold i Milano. Vi havde nogle ting, som vi var nødt til at gøre på egen hånd inden vi kunne tage den endelige beslutning om, at slå pjalterne sammen og finde et sted der skulle være vores.

Siden da har vi rejst, både hver især og sammen. Niels har boet hos en god ven på Frederiksberg, hvilket var en virkelig dejlig tid og jeg selv har boet på vesterbro med Malou, hvilket måske har været nogle af de dejligste år, i mit ret så korte liv. Når folk hører at vi ikke har boet eller bor sammen, på trods af at vi har kendt hinanden så længe, føler jeg altid en lille smule at jeg er lidt sær. Som om vi ikke rigtig kan binde os til det. Og det generer mig egentlig.

Da Niels rejste til Mexico opsagde han sit værelse på Frederiksberg og opgav derved muligheden for at komme tilbage. Jeg var en smule skeptisk og spurgte ham hvad han så havde tænkt sig? – “jamen, så skal jeg jo bo et sted sammen med dig”, hvilket blev sagt med den største selvfølgelighed og afslappede mine, selvom jeg var ved at eksplodere indvendigt af spænding, bekymring og glæde. Nu sker det. Vi flytter sammen og jeg glæder mig.

Jeg kan dog mærke, at denne forandring virkelig skal synke ind og jeg ind i mellem ser nogle problemer, der slet ikke er der. Måske lidt fordi, jeg synes vi er et rigtig fantastisk sted i vores forhold, hvor jeg virkelig ikke har lyst til at sætte noget af det på spidsen, hvis flytning får noget til at vende?
Jeg har selvfølgelig nævnt det overfor Niels, der egentlig bare er en rigtig god kæreste og kigger mig i øjnene, lover mig at problemerne udelukkende eksisterer i mit hovede og at han vil gøre alt i verden for, at jeg føler mig sikker, tryg og ikke mindst glad. Der er ikke så forfærdeligt meget mere at bede om, vel?

For mig, for os, er det et rigtig stort skridt, som har været noget vi skulle langt ude i fremtiden. Fremtiden er her nu. Jeg er en smule skræmt, men mest af alt ovenud lykkelig og føler mig meget voksen. Det kommer til at blive en enormt følelsesladet tid, især når jeg skal forlade min elskede lejlighed og Malou og muligvis spiller tanken om at skulle bo med en dreng også lidt ind. Jeg glæder mig.

(Visited 24 times, 1 visits today)