Voksen-veninder. Dem man selv har valgt.

Jeg var ude og drikke kaffe med min gode veninde Cristina i går, hvor samtalen pludseligt faldt på, hvor længe vi egentlig har kendt hinanden. Vi mødte hinanden engang i 2011, kort tid efter at jeg var blevet 18 år og gik begge i gymnasiet. Siden da er flere veninder kommet til vores lille “klike” som stadig ses når muligheden byder sig. Og det er aldrig kedeligt, vi er aldrig uvenner (selvom vi kan være uenige) og det er egentlig bare skide nemt. Vi har valgt at være veninder.

I folkeskolen og gymnasiet tvinges du sammen med mange mennesker, hvor du som teenager føler at det er et spørgsmål om liv eller død om du hører til et sted – koste hvad det vil. Og i gymnaiset spillede “kvantitet over kvalitet”-begrebet virkelig meget ind, og store venindegrupper blev dannet, med hver deres hieraki og spilleregler, hvor man nøje skulle følge dem, ellers var man ude. Jeg var selv i en stor venindegruppe hvor vi var omkring 12 hormonbomber der lavede alt sammen. Og det kan altså godt være en smule svært til tider. Jeg fik nogle fantastiske veninder, men som det ind i mellem sker når man er mange, så er der forskelligheder der clasher og som simpelthen bare ikke passer sammen, hvordan man så end vender og drejer det. Da vi gik ud af gymnasiet havde jeg fået nok af, ikke altid at føle mig tilpas, på grund af enkelte elementer, som bare udgjorde en kæmpe forskel. Derfor tog jeg afstand fra dette element, da jeg har retten til at vælge hvordan og hvorledes uden videre omsvøb, eftersom gymnasiet nu var slut og der ikke var noget der skulle holdes ud mere. Igen er her blot tale om forskelligheder, ikke andet end det. Det betød desværre, at jeg gled fra de andre veninder også – you can’t have it all.
Og det stikker lidt i hjertet når jeg, her fem år efter, ser at de stadig holder nytår sammen, tager i sommerhus, holder fødselsdage og ugentlige middage, men jeg ved også at det er et valg jeg selv har taget. Ikke helt frivilligt, men det er okay fordi jeg har indset at det var sådan det måtte være.

Det fik mig bare til at tænke på, hvor heldig og priviligeret jeg føler mig over de veninder jeg har i dag. De veninder jeg selv har valgt og som selv har valgt mig. Der er intet der tvinger os sammen, hverken skole eller arbejde, det er ren og skær interesse for hinanden og et behov for at komme hinanden ved. Det er uden tvivl fantastisk at have de venner der går “way-back” om som har været med dig fra begyndelsen, men det har jeg ikke og selvom det til tider nager mig, så er det faktisk okay. Jeg har brugt meget energi på mennesker fordi jeg følte at jeg skulle, fremfor om jeg gerne ville. Og ja, man kan godt føle sig en smule sær, når man hører om andre der holder årligt sleep-over med en kammerat fra børnehaven, eller stadig er venner med alle gutterne fra folkeskolen, når ens ældste ven er en, man lærte at kende i syvende klasse. Men så igen, er de mennesker jeg har omkring mig i dag, mennesker der giver mig et eller andet på kontoen. Om det er overskud, grin, gode råd eller bare samvær uden så meget pis, så har de én ting til fælles: det er nemt. Det er venskaber der føles lette og som fylder mig med energi og overskud. Og er det ikke sådan venskaber skal være? Lette og sorgløse?

Vi skal uden tvivl bruge hinanden, både til at dele de ting der er for fede og til at græde ud på hinandens skuldre, men selv når det sker, så er det stadig nemt. Man siger sig på en eller anden måde fri for intriger og tøsefnidder, hvilket har været en alvorlig dealbreaker for mig. Jeg har i mit voksne liv været ret konsekvent omkring, at skære personer fra der går op i tøsefnidder eller som får en eller anden rus over, at være uvenner eller “bagtale” hinanden. Jeg gider det simpelthen ikke og så vil jeg faktisk hellere være venneløs end gå på kompromis med lige netop det.

Heldigvis er jeg blevet slået sammen med en masse, meget forskellige piger, der alle sammen har det på samme måde. Der alle sammen ønsker det nemme venskab, hvor man faktisk er der for hinanden. Det er de veninder jeg selv har valgt. Det er de veninder der har valgt mig.

XX

(Visited 14 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *