Om at flytte fra sin første voksen-lejlighed

Der er noget ved min kommende flytning der er meget svær. Alt er ellers perfekt. Det er den perfekte lejlighed, med den mand jeg elsker, men stadig er der noget der er svært. At sige farvel til min første lejlighed.

Det er præcis fire år siden Malou og jeg rykkede ind, efter vi havde tømt dødsboet fra den tidligere lejer. Vi var lige blevet 19 år, da vi blev tilbudt lejligheden og det var en mulighed vi ikke kunne sige nej til. Vi tømte teenageværelset, kørte en enkelt gang fra Nordsjælland mod det farlige Vesterbro og på en eftermiddag var vi flyttet ind. Det var i slutningen af februar, præcis som nu, så det var koldt og det blev også forholdsvis tidligt mørkt.

Jeg glemmer aldrig da jeg stod og så bagdelen af mine forældres bil køre ned ad gaden. Jeg var spændt, jeg var bange og så undrede jeg mig over, om jeg mon pludseligt ville få hjemve? Den aften gik Malou og jeg ud for at finde noget aftensmad. Vi havde på daværende tidspunkt kun 2 lyskilder i hele lejligheden, som vi måtte bære med os rundt alt efter hvilket rum vi befandt os i, så det lå ikke lige til os, at vi skulle stå og svede over kødgryderne denne første aften, i vores nye voksne liv.

Vi hentede vietnamesisk take-away fra et sted, som vi aldrig siden har hentet fra, selvom det egentlig var ret godt. Vi var ved at vælte bagover da vi læste priserne på kortet – 89 KRONER FOR EN HOVEDRET? Det var vi altså ikke vant til i provinsen. Dagen efter gik jeg tidligt hjem fra arbejde, fordi jeg var så lykkelig over vores lejlighed. Jeg havde bare brug for at være der lidt. Suge hele min nye tilværelse som voksen til mig, mens jeg sad og kiggede på de små snefnug der dalede ned.

De 4 år, der efterfølgende er gået har på mange måder været nogle af de bedste i mit ikke så lange liv. Alle de mennesker der er kommet hos os, der har ville os og vi dem. Ansvaret der følger med. Friheden ikke mindst. Vores venskab der er blevet bedre og bedre og stærkere og stærkere som tiden er gået. Jeg følte, at dette var vores måde at starte et nyt kapitel, på en hel ren side, hvor vi kun ville vælge det bedste til. Og det har vi gjort.

Jeg kommer til at savne, at hente byens bedste pizza slice på istedgade og købe suntop hos Monni nede på hjørnet. Jeg kommer til at savne skydebanehaven, hvor jeg kan sidde i timer og lytte til lydbøger i solen. Jeg kommer til at savne Føtex på vesterbrogade, fordi nu ved jeg endelig hvor alt står(!). Jeg kommer til at savne Værnedamsvej.

Jeg kommer til at savne Malou.
Jeg ved godt, det ikke behøver være meget dramatisk og at vi selvfølgelig kommer til at se hinanden et par gange om ugen, som vi plejer. Men alt bliver ikke som det plejer. Vi er gode til at bo sammen. Vi har hinandens ryg, vi hjælper hinanden hvor vi kan og så har vi aldrig vurderet, at der var noget vi havde behov for at være uvenner over. Vi har boet i 4 år sammen, uden at være uvenner én eneste gang. Vi har hævet stemmen overfor hinanden i ét tilfælde, da vi diskuterede noget om streamingtjenester og det er det. Når det er sagt, så kan vi godt være uenige eller måske synes man hinanden har gjort noget irriterende, men det bliver aldrig rigtig til noget. Det er lidt ligesom med ens søskende – selvom de kan være irriterende eller gøre noget man slet ikke er enig i, så bliver man jo aldrig rigtig uvenner. Fordi man elsker hinanden.

Jeg glæder mig oprigtigt meget til, at skulle flytte sammen med Niels, men det gør samtidig også rigtig ondt at skulle sige farvel til den lejlighed, som jeg virkelig elsker og alle de gode oplevelser jeg forbinder med den.

Når forårssolen så småt begynder at bage på altanen, men det stadig ikke er helt varmt nok til at være derude, så vi pakker os ind i dyner og lader fusserne dingle ud over kanten. Når det er så koldt om vinteren, at man næsten ikke kan stå op om morgenen, fordi det føles som at være uden for. Vores vandhane hvor der nærmest kommer kogende vand ud af. Vores køkken der er i knæhøjde fordi der aldrig er nogen der har gjort noget ved det.

Jeg er ikke i tvivl om, at næste kapitel i mit liv bliver lige så lykkeligt og sjovt, som de sidste fire år. Men det bliver noget andet. Nu går jeg et skridt mere op ad voksenstigen og skal bo med en kæreste. Og lad mig sige det som det er, det bliver sin sag at konkurrere med sidste kapitel.

Malou, du er min bedste ven i hele verden og jeg elsker dig for alt du har været og er for mig. Tak fordi du er for cool.

(Visited 18 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *