Tvangstanker

Jeg er bange for at jeg er skør. Sådan helt rigtig kuk kuk i låget.

Jeg har på ingen måde OCD, det kan enhver i min familie og omgangskreds skrive under på, eftersom jeg er et kaos der elsker at leve i rod og jeg er mest tryg hvis der lige står en smule opvask fra i går, som jeg kan negligere hele dagen.
Jeg tænder og slukker heller ikke lyset 40 gange inden jeg går ud af døren – hvis man leger med ild så tisser man i sengen (og hvis man leger med tis, så brænder man i sengen).
Jeg er heller ikke typen der vasker hænder, som om jeg var narkoselæge hver gang jeg har rørt en udefinerbar overflade, men jeg har noget andet der nager mit sind.

Jeg er besat af retfærdighed og af at opføre mig ordentligt.. Det lyder rigtig latterligt og underligt, men det er ikke mindre sandt. Jeg kan få flash backs til ting der er sket i mit liv, især min barndom hvor jeg kan få så dårligt samvittighed at jeg føler jeg er nødt til at rette op på tingene, også selvom det er mange mange år senere. For eksempel, var jeg engang i biografen med min mor, min far og min bror da vi ikke var særligt gamle. Jeg kiggede meget bebrejdende på min mor, hver eneste gang hendes hånd gled ned i vores fælles slikpose (jeg var ikke helt med på fælles-delen), hvilket resulterede i, at jeg fik det hele for mig selv da min mor simpelthen synes jeg var for streng. 15 år senere, kan jeg pludseligt komme i tanke om den situation, få så dårlig samvittighed over at have været sådan en møgunge over for min mor, at jeg føler jeg må gøre tingene rigtige. Sige undskyld og rette op på det, fordi der ellers vil ske frygtelige ting.
– og dette er bare et eksempel ud af mange.

Jeg kan også “finde på” ting, som jeg tror jeg har gjort galt og som jeg er nødt til at rette op på. Som store tunge sten, der tvinger mig til at rode rundt langt nede og føle, at jeg ikke er værdig til noget af det der går godt i mit liv.

Jeg tror så meget på “what goes around comes around”, at det ind i mellem er på grænsen til det fanatiske og direkte latterlige, hvor min mor beder mig om at slappe lidt af og lade det fare. Men jeg kan ikke.

Jeg tror det bunder i, at jeg ikke under mig selv helt rigtigt at nyde når noget går godt. Jeg er min egen værste tyran, der til tider holder mig selv nede og siger at jeg er dum, tarvelig og grim. Da jeg var yngre bøvlede jeg især med meget lavt selvværd og var så usikker på mig selv, at jeg er sikker på jeg må have været ulidelig.

I dag føler jeg mig langt mere selvsikker, glad og udadvendt – mere end jeg nogensinde har været. Mit job består af, at møde nye mennesker hele tiden og være social, hvilket jeg virkelig har lært at elske og ikke ville være foruden.

Men jeg falder til tider tilbage i gamle mønstre, typisk når jeg mindst venter det, hvor der er noget inden i mig der ikke vil have at jeg har det alt for godt og føler mig alt for sikker. Uhyret stikker kun hovedet frem ganske sjældent, men i dag stirrede dets små stikkende øjne lige ind i mine da jeg kiggede mig selv i spejlet og jeg blev kastet tilbage i tiden, fik ondt i maven og fik trangen til at gøre forkert rigtigt, over noget der måske eller måske ikke skete for 10-15 år siden.

Jeg ville ønske, at jeg i stedet for at køre mig selv ned, kunne træde et skridt tilbage, lukke øjnene, tælle til 10 og komme videre i teksten.

What to do..

 

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hvad du skriver om her er ligeså meget ocd, som at have den slags ocd som du beskriver i starten. Hvis du ikke ønsker at falde tilbage til gamle rammer, så skal du søge hjælp 🙂 
    Bedste hilsner 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *