Det er OK at forkæle sig selv!

Jeg tror de fleste af os har prøvet, at være fuldstændig forgabt i en eller anden dims. En taske? Et par sko? En rejse? En madoplevelse? Dén tanke man ikke rigtig kan slippe.

Det har jeg i hvert fald. Jeg er typen, der rigtig godt kan lide at spare op og har det bedst, hvis jeg ved at jeg har et sikkerhedsnet – altså til de lidt hårdere tider. Måske skyldes noget af dette, at begge mine forældre er bankfolk og altid har lært os, at det faktisk er ret fedt at have en opsparing.. Især hvis der er noget man virkelig gerne vil opleve eller virkelig inderligt gerne vil have.

Ind i mellem tror jeg, at jeg er blevet en smule for striks, når det kommer til at forkæle mig selv. Selvom jeg har et fuldtidsjob, lever jeg stadig som om jeg var på SU og støvsuger Netto for gode tilbud, hvorefter jeg går hjem og pakker fryseren på et helt unaturligt plan, så man bliver helt i tvivl om hvorvidt jeg har 14 børn og to skødehunde at affodre.

Jeg er jo heller ikke blogger-typen der hver uge har ny lækker designertaske svingende over armen, eller valser Lille Strandstræde tynd i sko der koster mere end min husleje.

Niels spørger mig ind i mellem hvad det er jeg sparer op til og mit svar er bare “til de hårde tider”, som om jeg levede i fucking 30’erne under krakket på Wallstreet. Men jeg er så angst for, at bruge mine penge forkert og så sidde i en situation hvor jeg fortryder min prioritering. Kan man måske bo i pæn lædertaske med guld hardware? Nej, det tror jeg så ikke lige.

Dette stiger mig dog så meget til hovedet, at jeg fuldstændig kan lukke ned og direkte nægte mig selv noget luksus, selvom jeg målrettet har sparet op til netop denne ting. Jeg har det sidste år været fuldstændig forgabt i en Proenza Schouler taske, som jeg med jævne mellemrum har været i Illum for at lure på. Og røre ved. Og tage på og lade som om den var min, når der ikke var nogen der kiggede. I weekenden trissede jeg lige forbi igen, bare lige for at se om den stadig lå inde i skabet, hvor alle de rigtig flotte taske er, og det gjorde den. Til min store skræk og rædsel var det den sidste.. Og de udgår af produktion.. Jeg starter naturligvis instinktivt med at svede lige så meget, som havde jeg gennemført en Ironman, bare ved tanken om at skulle rive kortet igennem i denne “nu-eller-aldrig” situation. Må lige bede om lidt betænkningstid og drøner derefter ned til gammel strand med Malou, mens jeg lige må høvle en kold Cola gennem systemet, mens synet på mit højre øje vender tilbage, efter min kontaktlinse har været fuldstændig udtørret, grundet at al’ min kropsvæske er blevet svedt ud.

Jeg gør meget sjældent sådan noget. Køber en materiel ting på den måde. Det kan jeg altså ikke.

Malou kigger på mig og siger “Gud kan du så! Du har talt om den i et år, du har sparet skejsere sammen og jeg er helt sikker på, at du fortryder det inderligt hvis den udgår”. Jeg gik tilbage til Illum og så gjorde jeg det. Pegede og sagde “den dér!” og det føltes helt fantastisk. Det var en fed følelse at gå ind og købe noget man har tænkt over og drømt om så længe. Også selvom det er en såkaldt “død” ting. Og det er fandme i orden.

Det er i orden, at udse sig et eller andet lækkert, som man virkelig godt kunne tænke sig, for eksempel en taske, som man ved man kan bruge hver eneste dag og som kan rumme et stks. kaotisk liv og en pakke panodiler, sætte sig for at spare sammen og så lade sig forkæle sig selv ind i mellem. Det kan også være drømmerejsen til Maldiverne, som man slet ikke kan få ud af hovedet, som man bare må sætte øverst på sin bucket list.

Jeg tror bare på, at det er sindssygt vigtigt at gøre noget godt for sig selv ind i mellem også selvom ens svedkirtler bliver sendt på overarbejde. Om det er en ekstra biograftur, en weekendferie, en jakke eller de der fede sko du så på hos Holly G. så er det altså en måde hvorpå, man giver sig selv et lille ekstra knus. Jeg siger ikke, at man skal dyrke et overforbrug eller gøre lykke op i materielle ting, men pointen er, at det fandme skal være i orden at gøre et eller andet ekstra ordinært for sig selv ind i mellem. Det er alligevel den person du har det tættest forhold med, dig selv, så hvorfor ikke pleje det?

XX

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Laura,
    Jeg er ikke den store bloglæser, men er nu alligevel faldet forbi din blog en del gange efterhånden. Derfor synes jeg også at du fortjener et skulderklap og en virtuel highfive for din fuldstændig fantastiske og malende måde at skrive på. Dine skriblerier rammer i hvert fald mig spot on og giver mig et smil på læben. Og i en tid hvor mange gemmer sig bag en skærm og peger fingre ad alle andre, skal man dælme huske at rose hinanden (værsågod, hermed emnet til et fremtidigt blogindlæg;-)). Jeg håber at skriveriet tager dig langt – potentialet er der i hvert fald!  
    //Rikke

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *