Om at ødelægge den gode stemning

Jeg er træt.

Jeg er træt af at føle mig mindre værd. Træt af at blive talt ned til, at der bliver lavet sjov på min bekostning, blive spurgt om mit arbejde er en slags hobby eller om man faktisk kan leve af det. Er træt af, at blive bedt om at træde til side i gaderobekøen på populært danseslot i København, fordi en ussel mandstype siger, at han tjener mange flere penge og bidrager meget mere til vores samfund end jeg nogensinde kommer til (faktum er, at vi ved at dem der taler om deres store pengepung, typisk er dem med den mindste). I pågældende episode var der én der prikkede mandstypen på skulderen og spurgte, om han selv synes det var moderne at diskriminere kvinder i 2021, hvilket resulterede i håndgemæng – helt seriøst, hvad fanden foregår der.

Jeg har altid været bange for at ødelægge den gode stemning ved at sige fra. Ved at konfrontere folk med, at de er gået over min grænse. Har helst ville stå og bare æde den, fremfor at ødelægge den gode stemning. Men hey – den er jo allerede ødelagt. Jeg ødelægger intet ved, at sige fra. Der er ingen der takker mig for, at stå og være ubehageligt til mode. Jeg har gjort det til en lille personlig mission, at blive bedre til at sige fra. Komme med et modspil eller så simpelt som det kan gøres, spørge: “hvad mener du egentlig med det?” når folk pakker en eller anden form for fornærmelse ind i noget, der skal være sjovt og som jeg plejer at trække på skuldrene af.

I sommer gik jeg forbi en gruppe fyre, hvor én af dem sagde “hej” og jeg selvfølgelig sagde hej tilbage. Dette resulterede i, at vennerne stod og kæftede op, om jeg ikke var hende han havde haft med hjemme i teltet i går, efterfulgt af et massivt latterbrøl. Jeg stoppede op. Lagde armene over kors og gloede på dem, indtil der var gået tilpas ubehageligt lang tid, før jeg spurgte hvad han egentlig mente med det. Jeg er færdig med, at folk laver sjov på min bekostning. Og ja, var det måske “bare” en ucharmerende joke? Det var det helt sikkert, men det ændrer ikke på, at oplevelsen var ubehagelig. At de ødelagde den gode stemning før jeg gjorde.

Jeg kan mærke, at det har gjort en forskel for mig at indse, at jeg ikke behøver at tie stille, for ikke at ødelægge den gode stemning. At det ikke er mit ansvar alene, at sørge for at det sted vi befinder os er et rart sted at være. At det er en fælles indsats og hvis jeg ikke føler der er rart at være, så er det okay at sige højt. Det er okay at konfrontere. Tror det har noget at gøre med, at være en kæmpe pleaser, der bare gerne vil have at alle har det dejligt og pyt med om jeg så selv står, med ondt i maven og ridser i selvtilliden. Så længe alle andre tror, at alt er i den skønneste orden, så er det et sted jeg kan finde ud af at være.

Jeg siger ikke, at jeg ikke kan tage en joke. Det kan jeg om nogen. Tager ikke mig selv så alvorligt, at det gør noget. Men det er altid sjovt, indtil det ikke er sjovt længere. Har en god veninde, der også har pointeret, at det altså altid er meget fint at lave mere sjov på sin egen bekostning end på andres. Det kan nemlig være sindssygt svært lige pludseligt, at vide om man går over grænsen. Og jeg giver hende helt ret. Man skal kunne drille og stikke lidt til hinanden, men det kan også blive for meget. For trættende. Og pludseligt er man trådt så  langt ind over en andens banehalvdel, at det er umuligt at løbe helskindet tilbage.

Det er ikke mit ansvar alene, at opretholde den gode stemning. Jeg SKAL sige fra og sætte en standard for, hvordan jeg gerne vil behandles, når jeg nu har gjort det til min lille personlige mission. Jeg er træt af at det er okay, at tale ned til andre. Jeg er træt af, at jeg har accepteret det. Gjort det okay. Altså vi ER samfundet. Vi må sætte standarden for hvordan vi selv vil behandles.

 

 

Voksenvenner

Noget jeg virkelig kan mærke ændre sig for tiden, er måden hvorpå vi er venner. Det er som om måden at have relationer på, også bliver mere voksen – tænk engang, at tingene faktisk følges ad. Men det er som om, at ”evigheds hangout” ikke eksisterer længere. Altså dér hvor man kunne være sammen i flere dage, musse sig sammen i en alt for lille seng og vende hver en samtalesten, stå op tage på uni, komme hjem og repeat.

Jeg har aldrig rigtig tænkt over, at mine forældre selvfølgelig aldrig har haft deres venner med hjem efter arbejde for at “hænge ud” og ligge på sofaen og spille playstation og eventuelt lige tage en overnatning, inden de følges på arbejde dagen efter, som jeg selv har gjort med veninder førhen.

Forandringer kommer som ofte snigende, mens du intetanende løber rundt i verden, som om den skulle være på den her måde for evigt. Som om den måde verden er på i dag, er den du kender bedst og derfor er sandheden. Derfor er denne her ændring i måden vi er venner på, ikke noget der har været en brat opvågning fra den ene dag til den anden. Den har været under udvikling i lang tid. Vi har taget mange musseskridt i den her retning i årevis, uden at vide hvor det var vi skulle hen.

Synes det har været ret udfordrende, at man pludseligt er et sted i livet, hvor man ikke nødvendigvis står samme sted som sine venner. At opleve at nogle af dem er tættere på hinanden, ud fra den livssituation de står i, mens du selv står i en anden. At skulle indse, at venskabers form ændrer sig, alt efter hvor vi er. Og at selvom vi ikke er tæt på hinanden i livet i dag, så er der ingen der siger at vi ikke er tæt på hinanden i livet om et år.

Tror at de fleste af os har oplevet et venskab, der har været intenst på grund af det fællesskab man har fundet i hverdagen. Måske man havde en rigtig god singleveninde, da man selv var single. Som altid var klar på fest og farver og tindersnak. Måske man havde en rigtig god skoleven, som man delte en fælles hverdag med. Måske en kollega. Men fælles for alle, så uddør intensiteten i dem, når vores livsvilkår ændrer sig. Når vi får en kæreste. Når vi ikke studerer længere. Når vi ikke arbejder det samme sted. Men det betyder ikke at venskabet ikke længere eksisterer. Tvært i mod. De ændrer bare form.

Men hvor det før virkede vigtigt, at dyrke relationer, på nærmest daglig basis, bliver det pludseligt helt okay og legitimt at ses en gang hver anden uge. Måske en gang om måneden. Nogen ser du måske kun en gang om året, hvilket ikke stiller jeres relation dårligt, men simpelthen bare på en ny hylde. Og her i slutningen af tyverne bliver der taget nogle tigerspring. Vores livsvilkår er i øst og i vest. Hvor nogen står med fast ejendom, børn, ægteskab, står andre med studiegæld, lejebolig og udlængsel. Nogen ser x-factor, mens andre hænger i baren.

Måske det er lige præcis det jeg mener med, at vi i perioder er langt fra hinanden, indtil vi igen rykker tættere sammen i bussen. Indtil vi igen går på den samme sti. Og jeg er ikke naiv og tror, at vi for evigt vil bevæge os i den samme retning og at det kun er tempoet der er forskelligt, jeg er helt med på, at måden vi lever på, vores værdier og drømme også ændrer sig og måske på et tidspunkt ikke er forenelige længere.

At relationer ændrer sig er ikke en dårlig ting. At intensiteten ændrer sig er en god ting. Det vidner om prioritering. Om længsel efter hinandens selskab. Om at dele noget med hinanden. De dårlige ting. De gode ting (flest af dem). Fest og farver. Bekymringer. Alt der ligger midt i mellem. I det at  have voksenvenner ligger der langt mere handling, fordi vi i højere grad skal skabe rummet vi er sammen i, fremfor at det bliver serveret for os. Det er ny kærlighed.

Forventningens æra

Om noget nær fem minutter bliver jeg 28 år. Jeg forlader (ganske dramatisk, naturligvis) mine midt-tyvere, uden at se mig tilbage og når nu til voksenlivets næste kapitel “slut-tyverne”.

Da jeg startede med at skrive, var jeg 21 år og lige startet på KU. Jeg søgte svar, svar jeg måske et sted stadig søger, men på en eller anden mærkelig måde, følte at jeg fik her. Jeg udtømte alle mine emner, begyndte at føle mig tilpas og tilrette i livet, men nu har jeg det igen som jeg havde det, da jeg første gang satte mig ved tastaturet, og spurgte om der egentlig ikke var andre end mig der havde det pres over sine naboer (undskyld til tidligere naboer, for ikke at have forudset den virale snebold jeg satte i gang tilbage i 2015).

Jeg er som faldet ned fra månen.

Pludseligt er vi et sted i livet, hvor alt bliver meget alvorligt. Hvor alt hele tiden skal give mening og være det rigtige og det fornuftige. Hvor vi pludselig ikke “bare” er unge nok til ikke at vide bedre, men hvor der faktisk ender med at være en forventning til hvad vi skal og hvor vi skal hen. Og endnu vigtigere, så skal vi selv hele tiden være klar over det.

Jeg har været sammen med Niels i 12 år. Og hvis ikke du allerede sidder og tænker på, hvornår vi mon skal giftes og have børn, så kan jeg trøste dig med at samtlige mennesker jeg møder på min vej, om vi kender hinanden eller ej, spørger mig dagligt. Har altid lidt lyst til at svare, at jeg altså ikke skal være teen-mom, indtil det går op for mig at jeg jo er ægte voksen (sådan en med pensionsopsparing). Men dagligt bliver jeg sat i en situation, hvor jeg skal tage stilling til de forventninger der er til det sted jeg er i livet.

Sjovt nok bliver Niels spurgt i langt mindre grad, end jeg gør. Måske fordi folk stadig tænker at moderskab og ægteskab må være det største jeg som kvinde kan opleve? Måske nogen tror at jeg ikke er klar over, at det kunne være næste skridt for os. Og helt ærligt, hvad svarer man egentlig? Ærligt? njaa: “øøøhh, tjaaa, én af os vil gerne, men den anden er ikke helt overbevist” eller “GUD! Det har jeg da slet ikke tænkt over?!”.

Jeg tror det er vigtigt at huske på, at selvom det kommer det bedste, dejligste og mest oprigtige sted fra, så tvinger spørgsmål om ægteskab og forældreskab os konstant til, at tage stilling til vores parforhold. Ikke bare overfor hinanden, men pludseligt overfor Gud og hver mand. Selvom de ofte bliver slynget ud i sjov, så forventes det at der bliver svaret. Gerne med noget entusiasme og en form for “drømmende” blik, uden tanke for HVOR intimt det egentlig er.

Jeg har det godt i mit parforhold. Jeg er glad for vores tosomhed. Jeg er også glad for vores voksenliv. Pludselig føler jeg et lille pres for, at skulle ændre det. Ryste posen og satse på, at næste nummer giver fuld plade, så jeg kan tage den helstegte pattegris med hjem og vise frem (aner seriøst ikke hvad det er jeg prøver at sige). Der er en forventning til, at vi skal mere. En “samfundsdrøm” om, at alle der har været i et længerevarende forhold i slut-tyverne bør, skulle og sådan set godt kunne se at “tie the knot”, så vi alle sammen kan slappe af og ikke behøver bekymre os om, hvorvidt de pludseligt vandrer hvileløst rundt i samfundet, som SINGLER og forstyrrer husfreden.

Slut-tyverne er lige rundt om hjørnet og jeg er skræmt fra vid og sans. Jeg havde lige fundet mig tilrette i min semi-oplyste tilstand af at være ung og fri, og nu føler jeg at tingene bliver alvorlige. Alle de ting der forventes.

4 hurtige måder at dø på i København

Okay det mener jeg ikke helt som det står skrevet – og så alligevel.

Jeg var igennem København i dag i myldretid og er rent ud sagt lykkelig for, at jeg stadig er blandt andre dødelige her på jorden.
Det fik mig til at overveje 4 skæve, men effektive måder at lade livet på:

1. GLEMME AT VISE AF PÅ CYKEL
Du fucker kun med cyklisterne, hvis du har et sindssygt dødsønske.
Cyklisterne i København er travle, vigtige mennesker DER TOG CYKLEN FOR AT KOMME HURTIGT FREM, IKKE FOR AT KØRE STILLE OG ROLIGT OG OVERVEJE OM DU BREMSER, SVINGER TIL HØJRE ELLER LAVER EN UVENDING.
Glemmer du at vise at du bremser eller svinger til højre, kan du risikere at ende dine dage foran 7/11 på Nørrebrogade, efter at du er blevet kørt over af noget der kunne minde om feltet i Tour de France.
Det der ender dine dage er Christianiacyklen med fire børn i, der i 2.gear selvfølgelig, langsomt kvaser hver knogle i din krop, mens mor i pæn buksedragt ikke opdager noget, da Jr. har skidt i bukserne fordi børnehaven helt havde glemt at han var laktoseintolerant.

På din gravsten står der:
“RIP – you tried. Better luck next time”

2. SPRINGE OVER I TOILETKØEN
Oh no you didn’t! Den er højt på listen over forbrydelser kvinder bare IKKE må begå mod hinanden.
Vi har alle sammen prøvet det: man har måske ikke helt overvejet sit outfit da man valgte at smække en bodystocking under sin buksedragt, der strammer lige ved blæren hvilket resulterer i 2 drinks og så en tissetur. Man står der, helt sårbar med tårer i øjnene og køen er uendelig lang. ENDELIG er man fremme hvor man kan se lyset (døren), du er der næsten! Sød pige kommer ind fra højre og skal lige låne spejlet, man er flink, overskudsagtig og føler at man bare er bff’s med ALLE piger på toilettet, så selvfølgelig skal du bare forbi og låne spejlet, og ps. hvor er din mega flotte top fra?
Og så gør hun det! Hun misbruger vores tillid og suser ind på det første ledige toilet.
Og dér går der crazy bitch i selv den mest bly viol.
Udover at du bliver flået ud fra toilettet med bukserne nede, bliver du først og fremmest paralyseret af alle de skingre tilråb. Du ender dine dage når den første række af køen får fingre i dit flotte lange hår og du får din drink galt i halsen og drukner i din vodka/sprite.

På din gravsten står der:
“You deserved it – see you in hell”

3. VISE BAGDEL TIL HELE VESTERBROGADE 
Det er dejlig varmt uden for, solen står knivskarpt ind af vinduet og du tænker “YES i dag er det kjoletid”.
Du slentrer op ad Vesterbrogade med lidt god sommer musika i ørerne; Blurred Lines kommer på og du føler dig faktisk lidt som Emily Ratajkowski og skal anstrenge dig for ikke at komme til at gå som en dresseret pony, med høje knæ og struttende numse, selvom nummeret bare skriger på at du skal gøre det.
Folk glor ekstra meget på dig, et par håndværkere dytter endda og du synes selv det går super godt for dig.
Du henter en kaffe og en kanelgiffel på Lagkagehuset, slentrer tilbage samme sted som du kom fra – igen massere af lange blikke og et enkelt dyt fra en varevogn.
Du kommer hjem og til din skræk og rædsel indser du, at din taske har formået at få din kjole til at krybe helt op over trussekanten.
Hvad værre er, at du i dag valgte at tage de pink briefs fra Divided på, da det er vaskedag i morgen og det var hvad der var tilbage i skuffen.
Her er det skam du dør af. Den starter som en knugen i maven, man tænker “det går over”.
Knugen i maven breder sig først til benene, så til armene, så bliver du helt rød i hovedet og før du ved af det har det givet dig åndenød og du besvimer, slår hovedet ned i gaskomfuret og får sat ild til dig selv.

På din gravsten står der:
“slørrede linjer – du var en good girl (I know you want it)”

4. RYGE PÅ RØGFRI VESTERBRO
Du går med ven gennem Skydebanehaven på Vesterbro. Parken summer (brager) af glade børn der hopper rundt i vandet og ser søde ud. Ven bliver rygetrængende, tænker at vi er udenfor, tænder en cigaret og dør få sekunder efter.
HVAD SKETE DER?!
Hvad mange ikke ved er, at speltmødre går under alias “NINJA-MOM” – på de 7 et halvt sekund der gik fra lighteren tændte synderen, nåede Ninja-mom at lave et cirkelspark der slog cigaretten ud af hånden på Ven, råbe “ER DU FULDSTÆNDIG SINDSSYG, DET ER RØGFRIT OMRÅDE DIN RETARDEREDE EGOIST”, tage sit samuraisværd op af sin hundedyre bletaske, slice halsen på rygende Ven over, proppe hele pakken af cigaretter ned i blødende sår, fjerne blødende, halshuggede, døde ven ud af syne så ingen børn skulle nå at se en RYGER. Problem solved.

På din gravsten står der:
“???? Hvad skete der????”

XX

LAURA L.

    defaultdefaultdefaultdefault