“Jeg tror din kæreste er forelsket i mig”

En af mine veninder hev fat i mig den anden dag, til et arrangement hvor jeg var på vej til at gå. Hun havde lige brug for at tale under fire øjne. Instinktivt fik jeg ondt i maven og gennemsøgte min hjerne for episoden, vi nu skulle tale om, som med alt sandsynlighed skulle handle om min manglende evne til at svare på sms’er.

Men nej.

Det er så skønt, at min veninde har lært Niels at kende gennem mig og derved er de to blevet fine venner, hvilket jeg synes er virkelig skønt. Det gør mig så inderligt glad, når Niels er god og cool omkring mine veninder – det er en af de mange ting jeg virkelig elsker ham for. Men min veninde havde brug for at lette hjertet, i forhold til noget der var sket på en bytur. Eller rettere, ikke sket. Mens jeg var ude og rejse, havde min veninde og Niels været i byen med fælles venner. De havde stået og snakket, tæt som man naturligvis gør på diskoteker, da det ellers er umuligt at høre hvad der foregår. Bagefter var der nogle andre piger, der havde konfronteret min veninde med, at de synes det havde været meget flirtende og måske endda virket grænseoverskridende. Min veninde havde brug for at fortælle mig det, da det på ingen måde var hvad hun eller Niels havde opfattet og jeg kunne berolige hende med, at det på ingen måde er noget jeg ville tro på, hvis jeg hørte det ude i byen.

For det første, fordi Niels er min bedste ven, han er loyal og jeg ved han elsker mig for meget, til nogen sinde at ville gøre mig ked af det på den måde. Og så vurderer jeg også, at han er lidt for klog til, at stå og kisse misse med nogen i baren på et diskotek hvor vores fælles venner kommer. For det andet, fik det mig til at overveje alt det her med hvorfor det er så usandsynligt, at drenge og piger snakker sammen i for eksempel byen, UDEN at der er en skjult dagsorden? Er det så svært at tro på, at man på tværs af køn kan have interesse i hinanden, uden det har noget at gøre med kys og kærlighed?

Både Niels og jeg er meget large i vores forhold og jalousi er meget meget sjældent (så tæt på som aldrig), et problem i mellem os. Vi er begge enormt udadvendte, glade og kærlige mennesker, der tror på berøring med de mennesker vi taler med. Altså forstå mig ret, at man lige tager folk på skulderen eller lignende. Men det er ind i mellem som om, at det for andre er helt svært at sætte i kontekst. En af mine tidligere veninder, har engang sagt til mig, at hun var sikker på Niels var forelsket i hende.. Fordi han havde talt med hende længe og tæt, som man igen gør når man går ud. Vi har så stor respekt for hinanden i vores forhold, at det ikke er nødvendigt, at bruge hverken kræfter eller energi på, at gå og nære mistillid til den anden. Fordi vi har en aftale om, at hvis man på noget tidspunkt vil ud, så skal det ikke være et problem.

Det jeg prøver at sige er, at jeg egentlig er en smule træt af, at andre mennesker hele tiden har travlt med hinanden og de andre. Jeg ved godt, at jeg er god til at invitere jer med ind – det er noget jeg selv har valgt, som jeg er utrolig glad for! Men er det ikke okay, at bede folk om at stikke piben lidt ind og bare tage det helt roligt? Det er i hvert fald hvad jeg har planer om at gøre.

XX

(Visited 14 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg kunne ikke være mere enig. Generelt i forhold til råd om andre menneskers forhold synes jeg nogle er for hurtige til at dømme. Og det er jeg træt af, selvom de bare vil en det bedste. Skulle vi ikke lære at feje for egen dør først og så stole på at andre ved hvad de laver?

  • Så befriende indlæg! Er virkelig enig i alt det, du skriver. Jeg synes det er så cool, når kærestepar har en afslappet tilgang til det at snakke med det andet køn. Det er jo også bare et tegn på tillid og kærlighed, at man stoler på hinanden. Jeg vil også langt hellere være sammen med en, som kan have det fedt med andre end lige præcis mig hele tiden og plads til at være alene og sammen med andre end ens kæreste er jo også en stor del af det at være i et parforhold (ifølge mig).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *