5 ting jeg er blevet helt vild med!!!

Den grå side – jeg har stået i Magasin, midt i at prøve nye vinterstøvler og været ved at tisse i bukserne af grin over Søren Rasteds (læs. ham med det sjove hår fra Aqua) podcast, hvor han inviterer forskellige kendte danske mænd ind i sit studie, hvorefter de læser en historie fra Rapport (læs. stærkere erotisk magasin) højt. Jeg havde hørt lidt om konceptet og tænkte, at det sikkert var mega plat og at en så sart og blufærdig sjæl som jeg selv, ikke ville kunne holde det ud. Men åbenbart ikke. Jeg har grædt af grin – især over Michael Bertelsens oplæsning af “Boller er et hit hos damerne”.

Dårligdommerne – afsnit Rich Kids. Dårligdommerne er endnu et podcast der analyserer dårlige film. Især afsnittet omkring 2007’s storfilm Rich Kids er et lyt værd. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved ALT der kan stilles spørgsmålstegn ved og mange af dem super relevante. Som for eksempel, hvem ejer egentlig den Range Rover der bliver brugt som shagging wagon under hele episode på Club Edge? Hvorfor stjæler Sebastian Jessen to flasker vodka fra Havnekiosken når han lige har tørret sig med en 1000kr seddel? Hvorfor er Katarina Damm kun beskidt i ansigtet og ikke på armene efter at have sovet i parken? SLÅR MARK ESKORTPIGEN IHJEL (efter han har spurgt om han må brække hendes arm og kalde hende Michelle)?

I første række – ny dokumentarserie på DR, der handler om livet på den kongelige ballet. Jeg har været fuldstændig hooked, da jeg elsker at blive inviteret med ind bag kulisserne på den måde. Der er noget sindssygt spændende ved teaterverdenen, som jeg slet ikke kan få nok af. Tænk engang hvor vildt det må være, sådan at være ballerina. Bare møde på arbejde og tage tylskørt på og danse elegant rundt, på den smukke gamle scene i København.

Generation XL – endnu en dokumentarserie på DR der følger overvægtige børn i et år, for at se om de kan omlægge deres livsstil. Synes det er nogle seje og gæve unger, der gerne vil arbejde for et sundere og gladere liv! Og så er det ret spændende at se, hvor det er skoen trykker hos de forskellige familier. Selvom jeg ikke er noget barn længere, giver det stof til eftertanke og jeg overvejer helt klart hvad der bliver kørt ned i løgnhalsen en ekstra gang.

Rullekraver under striktrøjer – helt ærligt, hvorfor ser det så pænt ud? Og så er det jævnt praktisk, uden at du behøver ligne Arne Nougatgren fuldstændig.

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *