Brevkassen #1: LANGDISTANCE FORHOLD

Jeg proklamerede den anden dag på min instagram, at jeg ville påbegynde en lille brevkasse her på min blog, eftersom en læser opfordrede mig til det. Jeg synes selv det kunne være meget sjovt at prøve kræfter med, siger jeg mens jeg sidder her i lufthavnen i Berlin, med 11-taller ud af næsen (læs. snot), da jeg er blevet hamrende forkølet. Den eneste måde hvorpå denne brevkasse kan leve er, naturligvis hvis der er nogen der skriver ind. Jeg var HELT klar på, at skulle finde på det første emne selv, for lige at løbe projektet i gang, men der var alligevel en mega sej kvinde der skrev til mig! Husk at jeg ikke er ekspert, jeg har kun levet i 23 år og 9 måneder, jeg siger bare hvad jeg synes.

“Hej Laura. Jeg så lige din story om brevkasse. Jeg har et spørgsmål som ikke er et dilemma som sådan, men mere en hjælp til at få det bedste ud af det. Jeg står i samme situation som dig med langdistanceforhold, og har snart været sammen med min kæreste i et år. Jeg bor i Odense og han i København og vi ses i gennemsnit hver anden uge grundet gymnasier, jobs og sport i fritiden. Det fungerer helt vildt godt for os, men jeg kan mærke, at heg hurtigt savner ham, når vi skilles igen. 

Hvad gjorde du og din kæreste for at sørge for at distancen ikke ødelagde det for jer? Og gjorde I noget særligt romantisk for hinanden? Hvad er dine bedste råd til et langdistanceforhold, for den måde du har klaret det med din kæreste inspirerer mig så meget, og jeg ønsker, at min kæreste og jeg har samme forudsætninger 😁🙈

Btw elsker elsker elsker jeg din blog! 

Knus Mia”

Okay, først skal jeg finde en sej måde at komme i gang på, fordi der er ikke noget mere dameblads-kedeligt end et: “kære Mia, tak for din besked”.. Dén tænker vi lige over til næste gang.

Men jeg vil gerne sige tak fordi du havde lyst til at skrive til mig! Og så om et emne, der er så relevant for mange mennesker, nu hvor en del drager ud på deres dannelsesrejse efter 3.g og de fleste universiteter sender deres studerende på udveksling i efteråret.  Langdistance er hårdt, men kan faktisk virkelig også være en gave. Inden jeg gik ud af 3.g, hvor jeg havde kendt Niels i 3 år, havde vi ikke undværet hinanden i mere end max 3 uger over sommeren. Jeg havde på en eller anden måde skabt mig en identitet som Niels’ kæreste, og bare tanken om at vi skulle undvære hinanden i flere måneder, kunne få min mave til at slå knuder. Jeg kunne græde inderligt og længe over det, selvom der var måneder til afrejse. Det var dræbende!

Men man bliver bedre og bedre til det med tiden. Som tingene er nu, ses vi et par gange om ugen, på trods af at vi bor sammen. Mit job kræver at jeg er meget afsted og det dealer vi egentlig rigtig fint med. Og når vi så endelig har tid til at ses, så er det for alvor det der er fokus på. Vi forsøger altid at lave noget, om det så bare er at sætte os ned ved kanalen hvor vi bor og glo på folk der er på kanalrundfart, mens vi drikker kaffe og spiser croissanter fra 7/11, eller gå ud og drikke drinks lørdag aften i den helt rette date-stemning.

Når jeg rejser, taler vi meget i telefon og vi facetimer en del. Det samme gjorde sig gældende da Niels boede i Mexico i 6 måneder, som helt klart var en mere konstant følelse af, at være fra hinanden end nu. Selvom det var svært at være adskilt, når man føler at man hører sammen, så er det altså et slags pusterum hvor man lige får lov til at mærke efter i maven. Mærke efter hvem det nu lige er man er, og hvad det er man kan lide. Jeg fandt blandt andet ud af, at jeg slet ikke kan lide at spise klokken 20.30, som vi ofte havde gjort før, for at nå det hele i forhold til skole og arbejde. Jeg kan meget bedre lide at spise klokken 19.00 og jeg kan også godt lide, ikke at spise så meget kød – bare for at give et eksempel.

Jeg tror helt kart også, at det er et kæmpe plus, at have de der gode venner og veninder, som man kan dyrke en lille smule mere, når ens kæreste er væk. Det skal man selvfølgelig altid huske at gøre, men jeg ved simpelthen ikke, om jeg havde kunne holde humøret lige så højt hvis ikke Malou og Bolette havde været der, hver eneste lørdag jeg havde brug for at være sammen med dem.

Jeg opfordre til, at man virkelig forsøger at give langdistancen en chance, hvis ikke andet er muligt. Jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg havde begrænset Niels eller mig selv i, at forfølge de ting vi gerne vil, fordi jeg var bange for at undvære hinanden. Jeg vælger at tro på, at længsel, afsavn og gensyn også er noget vi skal lære af. Og man er i sine følelsers vold, når man har det som om, at hele højre side af kroppen er blevet flået fra en. Men det er sundt. Især når vi er så unge som vi er. Tænk at sidde om 15 år og se tilbage og fortryde, at man ikke tog springet, da muligheden var der.

Hvis man virkelig skal være sammen, har man rigtig lang tid til, at sidde og kigge hinanden dybt i øjnene.

Hvis du har et spørgsmål eller dilemma så skriv på lau.lundsgaard@gmail.com eller efterlad en kommentar.

(Visited 8 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *