Det betyder min tatovering

Jeg er ret pjattet med jer der følger med – I er seje og I ved hvad I gerne vil læse om. Og så er I slet ikke bange for, at komme med inputs og gode idéer, hvilket jeg er meget taknemmelig for, da der til tider køres en smule i tomgang på øverste etage. I sidste uge, var der en pige på instagram der spurgte, om jeg ikke kunne skrive lidt om mine tatoveringer. Havde ellers ikke selv tænkt, at der ville være noget spændende ved det før, men kom til at tænke over historien bag min lille og eneste tatovering, som faktisk er lidt sjov.

Det er efterår 2013, jeg er 19 år gammel og har boet på Vesterbro i et halvt års tid. Jeg er ude med min søde mor, hvor vi sidder og taler lidt om, at jeg skal stoppe med, altid at være så flink.. Lidt sindssygt emne, men lad mig forklare:

Jeg har vidst før nævnt, at jeg er nærmest sygeligt besat af, at være retfærdig og gøre “den gode” ting. Jeg er på det her tidspunkt, VIRKELIG dårlig til at sige nej, jeg kæmper lidt med, at finde ud af hvem jeg er som person og passe ind i min nye voksentilværelse, mens jeg jonglerer flere jobs, nye venner og ugentlige gå-i-byen-dage, der både hedder torsdag, fredag og lørdag. Og så kan jeg ikke slippe det der med, at spørge mine forældre om lov.. Selvom jeg næsten er 20 år og er flyttet hjemmefra.

Jeg fandt ret tidligt ud af, at det altså er meget sjovere at være på hold med sine forældre, fremfor hele tiden at udfordre dem. Jeg har selvfølgelig været mega teenager, der var svær at trænge igennem til, men jeg har altid overholdt vores aftaler, også selvom jeg var uenige i dem. Derfor har det ind i mit voksenliv også betydet, at det var vigtigt for mig, at have mine forældres opbakning i alt jeg gjorde (hvilket jeg altid har haft, uanset hvad). Men jeg kunne stadig finde på, at ringe til dem og spørge, om de ny synes det var en god idé at tage med til dit og dat, om de synes det var for sindssygt at bruge penge på det og det osv.

Samtalen med min mor handlede om, at jeg skulle begynde at tro mere på mig selv, gøre hvad jeg gerne ville og tro på at alt nok løser sig alligevel. At der ikke er nogen der bliver sure på mig (hvilket også er noget jeg har været meget bange for altid). Jeg fulgte min mor til Hovedbanegården og satte hende på toget hjem. Jeg følte mig sindssygt empowered og gik direkte ned til en tatovør på Istedgade og bad om at få det lille kors jeg har på håndleddet. Fordi jeg virkelig gerne ville prøve det. Fordi jeg synes det var virkelig fint. Fordi jeg ville se, om jeg kunne gøre noget uden at spørge mine forældre og stadig have dem som mine bedste venner.

Jeg havde overvejet det længe, det der med at få en tatovering, og jeg vidste at hvis jeg nogensinde skulle have en, så skulle det være den. Men lysten til, at gøre noget vildt og bare tage en beslutning bølgede ind over mig, og fik mig til at handle uden tøven.

På det her tidspunkt arbejder jeg også fuldtid som model, og er ved at gå til over, at jeg ikke selv er herre over hvordan jeg ser ud. Jeg skal hele tiden spørge om lov, hvis der er noget jeg vil. Som for eksempel klippes. Hvilket jeg så også endte med at gøre, helt på eget initiativ og helt drastisk kort. Bare for lige at føle, at det stadig er mig der bestemmer over min krop. Det samme gjorde den tatovering for mig.

Jeg ringede til min mor, da jeg havde fået den lavet, og der blev stille i den anden ende af røret. Hun sagde at jeg altså hellere selv måtte fortælle det til min far, der har været ret tydelig omkring hvad han synes om tatoveringer på mig, når vi har talt om det. Jeg aftaler derfor, at komme op til mine forældre dagen efter og breake den.

Jeg havde lige så ondt i maven, som hvis jeg skulle til eksamen. Fordi jeg aldrig bevidst har handlet mod mine forældres holdning. Vi sidder der, midt i søndagsmiddagen, da jeg siger til min far at jeg skal fortælle ham noget. Så griner han og siger “åh nej, så længe du ikke har fået en tatovering”. Så bliver der helt stille igen og han kigger på mig og siger, “du er blevet tatoveret ikke?”. Jeg må tilstå – ja det er jeg. Jeg tager min cardigan af, og rejser mig op og lader som om jeg skal til at løfte op i min trøje. “Ja det er en ordentlig krabat, så jeg må lige have lidt plads” siger jeg, mens der fortsat er helt stille. Så kigger jeg på dem og griner, hvorefter jeg viser de to små streger og de alle bryder ud i latter. Endda min far mest. Og så siger han: “ja du får mig aldrig til at sige at den er flot, men din krop, du bestemmer”. Jeg tror ikke, at lettelsen kan beskrives. Det hele gik! Jeg blev ikke gjort hverken arveløs eller fik strenge blikke.

Og lige dér tror jeg at det skete. At jeg for første gang følte mig rigtig voksen. Jeg kunne tage mine egne valg og selvom mine forældre måske ikke er enige, så er vi et team uanset hvad. Og det er egentlig det den tatovering aller mest betyder for mig.

(Visited 21 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Ej, en smuk historie! Nu er jeg godt nok selv kun 15 år, men jeg har det nogenlunde på samme måde som du havde det. Jeg bryder ikke aftaler på den måde med mine forældre, jeg har ikke lyst til at have det der tillidsbrud, og dine beskrivelser passer så godt på mine. Respekt til dig søde Laura! 

    • Mange tak kære Anne!
      Der er rigtig mange fordele ved, at være på god fod med sine forældre. Selvfølgelig kan man godt stille spørgsmålstegn og forklare sine synspunkter hvis man mener noget andet – ind i mellem kan de jo godt se logikken i det man mener 😉
      Knus og dejlig søndag

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *