#2 Brevkasse: Kommer jeg over ham?

Anden udgave af min lille brevkasse! Igen er jeg blevet helt overvældet over, at der faktisk er nogen der har skrevet ind. Det gør mig mega glad! I denne uge vil afsender gerne være anonym, så jeg har valgt at kalde hende for Sofie, da det gør det hele lidt nemmere, at tale om “en person”.

“Som før nævnt, så elsker jeg din blog og din Instagram. Jeg synes simpelthen du skriver vildt godt, og det jeg især kan lide ved dig, er at det ikke kun går op i mode og dagens outfit, men at du går mere i dybden med flere personlige emner.

Her kommer mit dilemma, som måske ikke så meget er et dilemma, men som mere er et spørgsmål.
Jeg er en ung pige på snart 24 år, og jeg hænger stadig fast i en gammel flamme. Det er over 2 år siden det hele startede, og han bliver desværre ved med at spøge. Jeg er ikke decideret ked af det længere, men han fylder for meget i mit liv og i mine tanker. Jeg frygter han er stopklodsen for, at jeg ikke møder en ny. Der har ikke været nogen siden ham, som jeg har haft lyst til at dele mig selv og mit inderste med. Har du nogle gode råd til at komme videre? Så jeg ikke spilder flere af mine bedste år.

Kærlig hilse Sofie”

Kæreste Sofie,

Jeg er selv (næsten) 24 år og ved godt, hvordan det føles at være i sine følelsers vold. Det er ikke helt så ulideligt og ukontrollerbart, som det var, da jeg var teenager, men følelserne kan ind i mellem rende helt af med en. Jeg ser det lidt som, at der er to muligheder:

  1. Give it a go – jeg ved jo ikke, hvorfor det er, at det ikke kunne fungere mellem jer, men har du været 100% ærlig overfor din gamle flamme? Har du sagt til ham, at der er noget uafsluttet? Fordi så er mit første råd helt klart, at få sat nogle ord på, hvad det præcis er du føler. Måske har han det på samme måde, måske ikke, men ind i mellem bliver problemerne meget mindre ved, at sige dem højt. Og få en eller anden form for afslutning.
  2. Hvis din tanke er, at du bare skal komme over ham, så vil jeg være en smule drastisk og sige, at jeg simpelthen ville begynde at gå ud og drikke kaffe, spise en middag eller hvad man nu gør, med en anden. Ikke fordi at den person nødvendigvis skal være din kæreste, men fordi det faktisk kan være rigtig rart at føle, at der er andre ude i den store verden, der synes man er sød og rar. Jeg har diskuteret dette spørgsmål med mine tætteste veninder, da jeg synes det er svært at rådgive omkring, at komme over nogen andre, men vi var alle tre enige om, at det der med, at kaste sig ud i noget nyt og se, at verden faktisk stadig står uden den anden person, kan være enormt givende og give en troen på, at det hele nok skal gå.

Nu skal man selvfølgelig ikke gå ud med andre, selvom man han en kæreste, men jeg synes det er en vigtig lektie, om man har en kæreste eller ej, at lære, at man ikke er afhængig af andre. Når ens verden står og falder med den samme person, kan man lettere blive såret, skuffet og heart broken. Det første år Niels og jeg var kærester, fik jeg på en eller anden forskruet måde gjort ham til centrum og havde en idé om, at jeg ikke kunne leve uden ham, hvilket blev et for stort pres for en dreng på 16 år. Så Niels slog faktisk op med mig i en periode, hvor jeg så fik lært, at der er en stor forskel på ikke at kunne leve uden nogen og at vælge ikke at leve uden nogen. Jeg oplevede, at selvom mit lille teenagehjerte var smadret i tusind stykker, så stod verden stadig. Mine veninder var stadig de bedste, skolen gik videre og jeg solen stod op igen dagen efter.

Jeg tror man kommer til et tidspunkt hvor, man bliver enig med sig selv om at give slip. Om at gøre noget andet for, at få det bedre i kroppen. Om det er at starte til keramik eller gå på kaffedates, tror jeg er lige så individuelt som vi er mennesker på jorden.

Jeg håber at du finder en løsning, der får knuden til at gå væk.

XX

HUSK AT DU KAN SKRIVE IND PÅ LAU.LUNDSGAARD@GMAIL.COM ELLER PÅ FACEBOOK

 

(Visited 8 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *