Byen er for alle

For meget længe siden, over to år siden, handlede et af mine første blogindlæg nogensinde, om at jeg som ung følte, at byen pludseligt var blevet forbeholdt alle de voksne, med pensionopsparing, feriekonto og yngel med sjove navne alá Tju Bang Chokolademand og Fnugrulle.

I min gamle bygning på Vesterbro, boede der et par børnefamilier, hvilket resulterede i både kaniner og kæmpe trampolin i gården, som om vi boede i et parcelhuskvarter 20 minutter uden for København. Og legeaftaler og øven på musikinstrumenter var hverdagskost, hvilket var irriterende, men præmissen for, at bo tæt sammen i den by vi elsker. Jeg siger ikke noget, andet end “trommesæt” – og SÅ siger jeg ikke mere.

Problemet opstår, når vi så meget som skulle sige et kvæk efter klokken 23.00 i weekenderne, for så stod de der. Altså dem med pensionsopsparingen. Og prædikede om, at vi gjorde livet surt for dem.

Lige som dengang jeg blev overfuset på gangen i min gamle bygning, fordi jeg smed cigaretskoder i gården. Selvom jeg ikke ryger. Og da jeg pointerede dette, var svaret ikke et “ej det må du undskylde”, men derimod et “sjovt at problemet først startede, da du flyttede ind”.

Jeg er klar over, at folk har forskellige behov alt efter hvor i deres liv de er. Om man er i starten af tyverne og bagud på point eller midten af 30’erne med madplan og kasse fra Årstiderne. Men intolerence kan ikke være måden at løse vores problemer på. Når man bor i København, så tror jeg at man må gøre nogle ting op med sig selv. Som for eksempel, at det ikke er det samme som at bo på en villavej, hvor man nødvendigvis ikke kan høre når naboen trækker ud i toilettet eller lugte om de har fået boller i karry. Og som ung må man forstå, at alle mennesker ikke er b-mennesker og kan lide at høre Hot Line Bling klokken 03.45 en onsdag morgen.

Men, jeg synes der er en lidt kedelig tendens til, at unge mennesker ofte bliver gjort til syndebukke. Det er os der skal tage hensynet HELE tiden, fordi ellers kommer de voksne og siger, at vi ikke må høre Rocazino en sen lørdag aften, mens vi spiller tegn og gæt.

Vi skal alle sammen være her. Også når vi er unge og dumme, og har drukket alt for mange mokai. Og jeg tror det vigtigste er at huske på, at vi i princippet alle sammen er voksne mennesker, der alle sammen betaler der samme i husleje, har den samme stemmeret og de samme rettigheder. Det dur ikke, at tror man ved bedre og har ret til mere, fordi man har eksisteret et par år mere.

Os der bor i byen, har valgt at bo her. Tæt og side om side. Vi bor rigtig mange mennesker sammen, på ikke så forfærdeligt mange kvadratmeter, og det kræver tolerance, overbærenhed og respekt fra alle parter. Så når du ligger klokken 00.58 en lørdag nat og overvejer, at gå ind og banke på hos naboens spilleaften og sige, at du godt nok synes det ville være passende at tage den videre i byen nu, så tænk lige over, om dine unger spiller singstar søndag morgen klokken 07.00, øver på musikinstrumenter, så man ikke kan holde ud at læse til eksamen og generelt har et støjniveau der er over voksne menneskers. Hvis du tænker, at det ikke er så slemt, fordi du aldrig har fået en klage, så er det fordi du bor op og ned af nogle meget overbærende mennesker, der har taget et valg om, at børn er børn og sådan skal det være. Fordi dem skal der også være plads til.

Siden da er jeg flyttet fra Vesterbro og i en ny lejlighed et andet sted i København med min kæreste, hvor der ingen børn bor. Og på en eller anden finurlig måde, er der ingen der klager over hinanden.

XX

(Visited 8 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg er ganske enig; da min på daværende tidspunkt nye underbo, kom op og skabte sig helt urimeligt over, at jeg gik rundt i mit køkken og lavede skramleæg og lagde tøj sammen kl. 23.15, fordi han havde børnebørn på besøg. Og det var da også skideærgeligt, de var vågnet, da min hoveddør klappede i, men sådan er det at bo under mig. For som jeg forklarede, så arbejder jeg aftenvagt. Og er hjemme mellem 22 og 23.30. Og der er jeg sulten, der skal jeg ordne sysler osv, fordi mit døgn er forskudt af hans. Og jeg lovede, at jeg naturligvis vil forsøge at gebærde mig stille, men at jeg ikke hvér 14. dag hvor han har dem på weekend, kan lade være med at leve mit liv. Jeg spiller ikke heavy metal eller holder fest – jeg benytter sgu bare mit hjem. Og jeg – som jeg pointerede – beder heller ikke ham om at forbyde “Emma og Amalie” det Disney musik, de spiller dernede kl. 7 hver lørdag, eller brokker mig over at de sætter rulleskøjter i opgangen, hvilket man ikke må. For vi skál jo nemlig allesammen være her 🙂 Han er tydeligvis ikke fan af mig, hilste ikke i opgangen trods mine meget tydelige “hej”, men han har ikké banket på siden og har fundet smilet frem igen, når vi ses i Brugsen.
    That’s just life.

    – A

    http://www.venterpaavin.blogspot.com

    • Kære A,

      Du har SÅ ret i pointen om, at man skal have lov til at benytte sit hjem. Det er faktisk det hele humlen kommer ned til. Jeg kunne forstå hvis man larmede ved fest eller andre ting, der giver ekstraordinære lydgener, men at benytte sit hjem bør ikke være noget man skal være bange for.
      Tak fordi du altid er med og har sådan nogle gode pointer <3

  • Where can we find your posts in english?? I think you are missing quite an audience by only posting (including social media) in danish.

    • Hey Linda, thank you so much for your comment!
      I’m thinking about doing a english version as well 🙂
      Have a lovely weekend!

  • Det er et totalt gammelt indlæg den her, og jeg undskylder for, at jeg pludselig kommenterer det, men jeg har siddet og læst meget af din blog i aften. Du er en af de bloggere, hvor man gerne trykker ind på hvert og et indlæg, og håber, at det giver dig nogle penge, for du har fortjent det! Du skriver originalt, ærligt, ofte og humoristisk! Jeg har sjældent taget mig selv i at grine til et blogindlæg, men måtte altså grine et par sekunder over flere ting i netop dette her. Og tak for det indlæg! Nu er jeg endnu ikke helt flyttet hjemmefra, men bor hjemme, og kan så meget relatere til det der. Jeg bor side om side med børnefamilier og ældre ægtepar, hvor førstnævnte ofte vækker mig før solen står op, med råb og skrig og trampen. Hvor jeg pænt smider en hovedpude over hovedet, og prøver at sove videre. Og af en eller anden mærkelig grund, gør alle naboer åbenbart det. Men når jeg sommetider, i en blanding af uheld og meget energi, kommer til at smække døren lidt for hårdt eller sidder ude med venner, og hører musik en sommeraften kl. 23, så er alle naboer klar med underskriftsindsamling på min dårlige opførsel. Og det er faktisk først nu her, efter dit indlæg, at jeg fandt et bedre modsvar end “undskyld”!

    • Ella! Tak! Åh, det var også dejligt for mig lige at få et gensyn med et af de gode gamle. Op i rygsækken med underskriftindsamlinger og sure naboer! Tak fordi du læser med ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *