Må man opdrage forældre?

 

Måske du har oplevet det – fredag eftermiddag i Føtex, fem minutter i Disney sjov hvor stakkels mor, med sorte affaldssække under øjnene ligner en der officielt har givet op på livet, da 3-årigt yngel går i flitsbue og Bertel Haarder-værdigt raseriudbrud foran Haribo hylden, mens alle andre stirrer på den der meget judgemental måde, som kun os uden børn kan. Du har mest af alt lyst til, at parkere kvinde i moderskikkelse nede ved jägermeister smagsprøverne, mens du kan bede 3-årige om at flette næbet. Men det ville ALDRIG ske. Fordi man må ikke opdrage andres børn, når de er pisse irriterende.

Men må vi opdrage forældre?
For et par uger siden, skulle jeg flyve hjem fra Paris og var naturligvis med det fly, der var to timer forsinket, fordi det er mit lod, at være den der har birkes mellem tænderne OG altid er med det forsinkede fly. Fair nok (men så har vi også en aftale omkring at det der appelsinhud ikke er noget for mig, ikke?). Folk er trætte og utilfredse (der hvor folk samler sig på fagforenings-måden), hvilket driver nogle over på den anden side af acceptable opførsel.

En familie med børn vælger, at møve sig ind lige foran mig i køen til boarding, og som den ultimative bangebuks jeg er, siger jeg naturligvis undskyld for at stå i vejen, da yngste knægt donker lige ind i min kuffert. Den ældste datter, er måske omkring 9-10 år og ganske yndig og står med hele armen nede i et pringlesrør, der får hendes lille arm til at forsvinde og leder tankerne hen på en absurd Forestilling om en pringles-protese… anyway, ud af det blå flår moderen Chips ud af grebet på lille yndig (slank) pige og smider dem demonstrativt ud, hvorefter hun siger:
“Skal jeg demonstrere hvordan du spiser?”, hvor efter hun på tarveligste og grovestevis ydmyger sin 10-årige datter ved, at karikere måden hun spiste på.
“Det irriterer mig SÅ meget når du spiser på den måde” – siger mor.

Jeg er i chok og jeg er fuldstændig lammet og ude af stand til, at tage stilling til om jeg kan blande mig. Mest af alt havde datteren fortjent et kram (og måske et visitkort fra børneforsorgen). Jeg ved naturligvis ikke hvad der er gået forud for reaktionen – om datter har været en pain in the ass hele dagen og plaget om Crepe og macaron på den der øretæveindbydende måde, som børn endnu engang kan plage på. Men uanset hvad, så er der INGEN der fortjener at blive latterliggjort foran andre mennesker, på den måde som det udspillede sig ved gate B11.

Ofte kan voksne godt bagatellisere børns problemer, som ofte opstår i skolegården eller på legepladsen, men her er lige en reminder: børn kan være grusomme. Øgenavne og drillerier der til sidst ikke er sjove mere GØR skade, hvis man i sidste ende begynder at tro på, at man nok er dum og grim. Der er er sted i hele verden, hvor børn skal have helle – og det er fandme derhjemme.

Derhjemme skal man ikke være bange for, at blive kaldt grimme ting og latterliggjort. Man skal have skæld ud hvis man har fortjent det, men man kan sagtens blive skældt ud uden, at blive kaldt grimme ting eller ydmyget.

Og selvfølgelig kan det svipse som forældre. Man gør sit bedste, kan jeg forestille mig, men anstreng dig nu for, at behandle dit barn med respekt. Hvis ikke barnet pludselig kopierer dig og er den der ydmyger i skolegården, så risikerer du et barn med mindreværdskomplekser, der bliver vant til, at være sådan en de andre tørrer fødder i.

Jeg ved dette er et fattigt forsøg på, at komme med er snappy comeback, men jeg har tænkt så meget over, om jeg burde have sagt “Hey søster lystig, så tror jeg lige at du taler pænt til dit barn”, eller om det var det rigtige at holde sig uden for?

Hvad synes I?

(Visited 7 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kære Laura !
    Tusinde tak for dette indlæg ! Jeg synes det er mega relevant og aktuelt ! Selv har jeg ingen børn, og man skal selvfølgelig derfor være lidt varsom med at ‘dømme’ forældre… MEN, jeg må tilslutte mig dig og din oplevelse og stå fast på at den opførsel overfor sit barn, ganske enkelt er fuldstændig og aldeles uacceptabel ! Og jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan man kan finde på at behandle SIT EGET barn på den meget nedværdigende, ukærlige måde – og ej heller på nogen måde genkende lignende fra mine egne forældre.

    Dilemmaet er jo bare om det er et område man bør blande sig i, eftersom det reelt ikke er ens ‘område’. Alligevel, synes jeg i et så grelt tilfælde som dette og lignende, faktisk at det er vores pligt som medmennesker at gribe ind og i al fald fortælle vedkommende at den form for opførsel ingen steder hører hjemme. Sandsynligheden for at det ændrer noget er lille. Og måske munder det endda ud i et møgfald, men såfremt det bare kan generere et minimum af reflekteringen hos den pågældende, vil jeg mene det er det værd.
    Jeg er dog fuldt ud bevidst om, at det kræver en hel del og kan være virkelig grænseoverskridende.

    • Tusind tak for din kommentar! Jeg er virkelig enig med dig – man skal sgu blande sig (og være beredt på en konflikt). Jeg ved ag jeg bevæger mig på giftigt land, da jeg ikke selv har børn og derfor ikke kan sætte mig ind i irritationer, konflikter og frustrationer, men jeg tænker over hvordan den her lille pige skal lære at begå sig over for andre, hvis normen er, at grimme ord og ydmygelse er måden at håndtere konflikter.
      Vi er mega enige!

  • Hej Laura.
    Rigtig godt spørgsmål og godt skrevet.
    Jeg er selv mor, og må lige skære igennem og sige at det er helt ok (med måde) at opdrage andres børn, hvis de opføre sig uopdragne overfor andre mennesker. Fx var jeg i legeland hvor min 2 årig er igang med at kravle op at en stig/strappe hvor der kommer en ældre dreng med sig en kælk til en rutjebane, og prøver at møve sig forbi. Der vælger jeg at tage armen hen foran (til dels for at beskytte mit eget barn) og sige ‘så venter du lige lidt, der er kø kultur og en lille dreng at tage hensyn til. Eller når det lille barn støder mini indkøbsvognen ind i benet på en i rema, FORAN FORÆLDRENE, og de ikke siger noget, så opdrager jeg sku!. Nok om det. Nu til dit spørgsmål – igen, alt med måde. For det første ville jeg have sagt ‘undskyld mig, i springer over, det ikke okay, vi vil alle hjem. For det andet, kunne jeg sagtens diskret spørger moderen om det nu var nødvendigt at ydmyge sin datter. Men selvfølgelig, du ved jo ikke hvad der har været sket hele dagen. Men uanset hvad, skal vores børn behandles, som vi selv vil. Og det lyder ikke som om hun var uartig, men spiste lidt chips………..

    • Tusind tak for din kommentar! Hvor er du bare sej! Og det mener jeg sgu. Jeg har en ide om, at for en som mig, uden børn, virker det total forbudt og mega farligt at påtale andre menneskers børn, når de er uforskammede eller for voldsomme – vi er ligesom ikke en del af klubben 😉

      Og set i bakspejlet burde jeg have sagt noget. Stod og overvejede at spørge moderen diskret på engelsk, så datteren i det mindste ikke behøvede at høre, at jeg var uenig med hendes mor/ underminerede hendes autoritet.

      Tak for dit input!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *