Jeg gider ikke tale om dit barn. 

Okay med fare for, at lyde baby-hadende skynder jeg mig lige at indlede indlæg med, at børn er mega skønne og for det meste nuttede (mest når jeg kan gå fra dem igen – altså gå hjem og være 23 år og barnløs, og drikke tequila på en onsdag uden at blive meldt til de sociale myndigheder).

Men kære forældre, jeg gider ikke tale om dit spædbarn. Sådan hele tiden – agtigt.

Dér.. Jeg sagde det.. og lige pt står alle fire vægge stadig og der står ikke en rød lille mand med trefork og horn i døren, og spørger om jeg vil med en tur i “sauna”. Men så okay, jeg har heller ikke lagt det ud på world wide web endnu.

For et par uger siden, tilbragte jeg dagen med en kvinde som var mega cool og sej, sikkert også et ganske spændende menneske, hvilket jeg desværre aldrig fandt ud af, da hun ikke ville stoppe med at tale om sit barn på 24 mdr. (nej, dit barn er 2 år, ikke 24 måneder). I starten var det meget hyggeligt, at tale om “baby”. Det er jo en del af, at lære nye mennesker at kende, at man hører lidt om tilstanden i det private. Som for eksempel en baby, eller i mit tilfælde impulskøb og tømmermænd alá antabus stadiet. Men da kvindemennesket hiver mig igennem 68 billeder af hendes unge iført snapchatfiltre, sidder jeg helt seriøst og tænker på, at det her er 25 minutter af mit liv jeg aldrig får igen, hvorfor? Fordi jeg skulle se et 2-årigt barn blive ammet iført hundefilteret fra snapchat….

Jeg kan kun forestille mig, at det at blive forældre må være noget af det mest livsforandrende vi kommer til at opleve. En hel ny måde at elske på, være stolt af og bekymre sig om. Og at det kræver ultimativt fokus. Men hey, verden går stadig sin gang.

Jeg tror at det er lidt som, når man tager på ferie. Og er helt sikker på, at Danmark som vi kender det, er FULDSTÆNDIG forandret når vi kommer hjem med en englænder-skoldning og et par grimme “Way-Ban” solbriller vi købte af shady gadesælger i Alanya. Og så står vi der i Kastrup lufthavn og føler, at alt det vi har oplevet MÅ have betydet, at resten af verden også er forandret. Men nej. (Og ps. vi vil max se 10 billeder fra din ferie/ af dit barn – vælg high lights).

Lidt baby-snak er fint, jeg kan også godt lide at tale om min kæreste eller en film jeg har set – samtale er naturligvis kun dejligt. Men det dræner mig sådan, med de forældre der pludselig ikke er nogen mere og kun er deres børn. Og én ting var så hvis barnet var gammelt nok til, rent faktisk at gøre rigtige ting fra den virkelige verden, men når man er 2 år er det ret begrænset.

Behøver man blive en anden fordi man bliver nogens mor?

Kom desværre til, at zone ud en hel del gange under babysnak og det gik op for mig, at jeg i hvert fald måtte have været væk i noget lignende den grimme side af et kvarter UDEN babymor har opdaget, at jeg ikke mentalt er til stede mere. Hun er simpelthen ligeglad med, om der rent faktisk er nogen hjemme.

Problemet er ikke med de generelle forældre, der bare er stolte af baby og som vi naturligvis gerne vil vise interesse i, lige så vel som vi håber på at samme interesse vil vise sig for vores liv. Problemet opstår med de forældre, der tror at de er de første i verden til at få børn (og muligvis også sidste), der stresser, jager, klager, praler og belærer, når vi slet ikke har bedt om det. Jeg synes, at det er det vildeste i verden, altså det der med at skabe et liv og jeg tror at de gravide kvinder jeg har i mit liv godt kan nikke genkendende til en (lidt for) stor interesse i deres babybule og små nuttede unger, der er kravlet ned i et glas med nutella eller har vasket alle væggene med toiletbørsten fra min side. Men bare ikke hele tiden. Vi er vel også voksne mennesker der har mere at tale om.

Må man godt sige, at nu gider jeg ikke snakke om baby mere? I hvert fald ikke før baby kan minimum et bandeord (ej sorry, det mener jeg naturligvis ikke). Men er det okay? Når jeg nu prøvede at manøvre samtalen over på alt muligt andet, men babyemnet fungerede som en boomerang, der blev ved og ved og ved med, at komme tilbage og ramme mig i nakken, når jeg endelig regnede med, at den var sendt til tælling?

Eller er det direkte uhøfligt og skal jeg tage mig sammen? Omfavne de kommende år i mit liv, hvor der bliver spyttet unger ud til højre og venstre?

Forstå mig ret – jeg ELSKER børn og jeg kan også godt lide at høre om dem og hvad de foretager sig. Det er jeg pjattet med. Men jeg føler også, at vi alle har noget mere at byde på. Måske.

 

(Visited 11 times, 2 visits today)

Kommentarer

  • Kære Laura

    Jeg tror ikke, du er alene om dine tanker. Jeg tror faktisk også, at der er adskillige forældre, som godt ville tale om noget andet end børn. Jeg kan i hvert fald godt ind imellem drømme mig tilbage til dengang, hvor der var andre til at sladre om. Jeg kan omvendt også blive mættet af at høre om druk, shots m.m., fra venner uden børn.

    Kernen i samtale er ofte nutid. Jeg fortæller om mit liv til mine venner med udgangspunkt i, hvad der rør sig i øjeblikket. Det samme gør de. Jeg fortæller om mine unger og mit liv på barsel. Du vil formentlig fortælle om fest og ballade. Jeg tror sagtens, vi kunne have en spændende og god snak, hvis vi formår at give plads til- og have oprigtig interesse i hinandens liv. For der er, selvfølgelig, stor forskel, men det er, i min optik, en fremragende udgangspunkt for samtale. Jeg synes også, det er interessant at tale med mennesker med stor livserfaring og mange oplevelser i ryggen, men, præcis som jeg læser kernen i din tekst, vil jeg formentlig miste interesse og zoome ud, hvis personen kun ævler om sig selv og ikke formår at inddrage mig i samtalen.

    Jeg tror dog næppe, at hverken du eller jeg ville vinde noget ved at sige, at vi ikke er interesserede i deres liv og historier. Men, hvis det er en kær ven, som i en periode har meget på hjerte, kan vi formentlig sagtens rumme de lange og trivielle foredrag om børn, shots eller backpacking til Thailand. Alternativt tror jeg, der er meget at vinde ved at åbne op til personen og sige, at man er savner interesse fra dem. Jeg ville i hvert fald tage det til mig, hvis mine venner kom til mig og sagde, at de følte, at jeg havde mistet interessen i dem. Det kan du måske gøre til denne person?

    Hav en rigtig god dag 🙂

    Venlig hilsen
    Ditte

    • Hej Ditte,
      Du lyder som en mega Nice og reflekterende kvinde! Synes du har nogle super gode pointer som jeg er VILDT enige i. Dem alle sammen faktisk. Derfor håber jeg inderligt, at du ikke har følt at dette var en løftet pegefinger til ALLE der er forældre. Fordi det er det ikke. Kun til dem der glemmer at være voksne. Lige som der er nogle unge mennesker der kun gider tale om sig selv og giver 0 fucks for andre liv. Det er bare irriterende at føle sig uhørt og ikke vigtig.

      Det er egentlig en generel ting, det der med at vise interesse i andre. Forældre temaet var bare lige relevant for mig her og nu.
      Tak for dit input! Du har ret – det er klædeligt at vise interesse børn eller ej. Knus

  • Jeg har det på samme måde med folks hunde, katte mv. Stop med at vis billeder, stop med at imitere dem, stop med at sige, jeg skal kæle for dem. ARGH.
    Allé må have hund mv for mig, jeg er bare simpelthen ikké interesseret. Men med det sagt, så bærer jeg over – for det ér jo netop nogles livsstykke, og dem der angriber mig med deres kræ-kærlighed, er sjovt nok ikke folk der kender mig synderligt godt 😉
    De, jeg er venner med der har kæledyr, og dermed taler ofte og længe med, ved godt det aldrig ville blive mit favoritemne.
    Børn er en anden sag, dem er jeg nemlig tosset med, og vil gerne høre om – har gudskelov igen ingen venner, der lægger alle andre samtaleemner på hylden for at holde solo-monolog om egen avl. Var det tilfældet, kan det være, jeg stod af 😀

    – A

    • Har lige grædt af grin over, at der findes mennesker der imiterer deres kæledyr 😂 dét er fandme dedikation! Men det er endnu et eksempel. Baby, kat, kæreste etc. i overflod.

  • Jeg kunne ikke være mere enig! Jeg har faktisk mistet veninder, fordi hele deres verden pludselig cirkulerer om baby.. og KUN baby. Det er tragisk, og min største frygt er faktisk.. hvad hvis jeg selv bliver sådan? For jeg synes faktisk at det er yderst usympatisk og egoistisk. Jeg ville aldrig kunne sige “Ti stille, det interesserer mig ikke”, men jeg ville afgjort ikke være så ivrig efter at ses igen. Jeg har brug for at være omringet af mennesker, der også har en oprigtig interesse i mit liv, ligesom jeg har i deres!

    Du siger alt det, ingen tør sige!

  • Når man så når til midt i trediverne og stadig ikke har børn, bliver det efterhånden vanskeligt… Jeg venter på skilsmisse-årene lige om lidt, når de opdager, at både mor og far glemte at være hele mennesker – også for hinanden.

  • Jeg har det på samme måde, børn er dejlige og søde men det kan bliver nogen meget lange samtaler..
    For nogle uger side snakkede jeg med en veninde som har den smukkeste datter men samtalen kom hurtig ind på hende og i 1 time snakkede hun ikke om andet.
    Vi ses ikke så tit så jeg vil da gerne høre hvad der sker omkring min veninde men jeg tænker der må da også sket andre ting.
    Jeg bider det i mig og tænker at vi forhåbenligt på et tidspunkt kan snakke om lidt andet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *