Om at være original i uoriginalernes tid

Vi lever i en tid, hvor der nærmest er en formel på, at have det perfekte liv på de sociale medier. Du skal have de og de apps, du skal drikke din kaffe på de og de caféer og du skal helst gå i det og det tøj. Hvis du lever op til de meget få regler der er, så har du vundet et perfekt liv på instagram. Og så tillykke med det.

Men velkommen i uoriginalernes klub.

Noget jeg sætter en stor ære i, er at skabe originalt content på min blog – nuvel har jeg adopteret “By the way“, men i bund og grund går jeg rigtig langt for, at være original i de ting jeg skriver, hvilket også er derfor jeg for eksempel ikke læser så mange andre blogs, da jeg er bange for pludseligt at blive FOR inspireret og det ville være den største skam, at blive beskyldt for at kopiere.

Jeg arbejder (normalt, ved godt der har været stille i en periode) rigtig hårdt på, at levere noget indhold der er sjovt, lige til og ikke mindst er 100 procent mit eget. Så når det sker, at jeg ser mine sætninger, afsnit, ja nærmest hele indlæg tyvstjålet og stemplet med andres navne, så gør det virkelig ondt på mig. Og det sker. Oftere end man lige går og regner med.

Jeg tror mange af os har prøvet, at andre mennesker har ladet sig overøse med hæder for noget, hvor vores arbejdsindsats måske var den største – det gør ondt at se andre pynte sig med lånte fjer, især når de fjer er dine.

Jeg vil derfor lige give et par tips til, hvordan man kan skabe originalt indhold:

Hav noget på hjerte – du sidder derhjemme med telefonen i hånden, eller måske foran computeren for at udgive et indlæg på din blog. Den helt tomme side lyser dig hånligt ind i ansigtet, mens alle tanker må være taget på charter og ordene på ingen måde vil flyde. På det tidspunkt, skal du gå væk fra computeren/telefonen. Du skal lægge den fra dig og gå ud i den virkelige verden og opleve noget. Tage 5A ned gennem Nørrebro, eller sætte dig på en café og se på mennesker, eller endnu bedre, mødes med dine venner/veninder. Når jeg ikke kan finde på noget, er det et tegn på, at der ikke er sket noget spændende der har sået et tankefrø. Og så er det om at komme ud og se noget andet.

Læs bøger – for at udvinde mit ordforråd og blive inspireret til sætningskonstruktioner, læser jeg ret mange bøger. Sidste år kom jeg faktisk igennem 57 bøger. Og jeg er ikke kræsen. Jeg læser klassikere, krimier, biografier, noveller og poesi. Jeg har ret meget alenetid… Men det hjælper mig til, at blive bredere i måden at skrive på. Jeg finder ud af hvad der fungerer, og hvad jeg synes lyder fjollet og mega irriterende.

Tro på dig selv – jeg tænker, at der er noget selvværdstruende ved, ikke at tro på at man kan skabe godt og originalt indhold. Glem det! Vi er alle sammen dødsens angst hver eneste gang de printede ord ryger ud på world wide web, angst for om nogen skal synes vi er dumme og grimme og har spinat mellem tænderne. Men oftes viser det sig, at vi faktisk er gode nok. Tænk engang.

Det er naturligvis helt ok at lade sig inspirere, så længe man selv har noget på hjerte og giver credit til hende eller ham med ophavsretten. En gammel medstuderende fra uni, udgav en artikel der tog afsæt i “4 Måder At Dø På“, men hvor det tydeligt var anvist, hvorfra inspirationen kom, hvilket jeg er hende meget taknemmelig for.  Vi kan ikke tage patent på emner eller sjove tiltag, men vores ord og følelser hører til et enkelt sted. Og det er hos den der føler og den der finder på. Og der er naturligvis meget konkurrence, hvilket jeg egentlig ikke altid har lyst til at være en del af. Jeg er bare min egen, og ind i mellem kommer der nogen forbi der synes om det og det er jeg dybt taknemmelig for. Men ondt gør det at se, når andre modtager rosende ord og opmuntring, på baggrund af dine evner.

Jeg ved at jeg lyder barnlig og forudrettet, men det er jeg også. Og jeg har besluttet mig for, at jeg må tage det som et kæmpe kompliment – er der ikke noget med, at kopi faktisk ER det største kompliment? Og måske man skulle overveje en karriere som ghost writer? 😉

XX

 

(Visited 6 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *