Nytår er pres

Da jeg var yngre var nytårsaften noget jeg virkelig så frem til. Man måtte være oppe så længe man kunne, at man nærmest brækkede sig af træthed til sidst, mens man for sit indre øre hørte de små plop fra knallerterne og måske var småforbrændt på hænderne, fordi man altid holdt for langt op på den skide stjernekaster. Og så vågnede man op d.01 januar, med en slags barne-tømmermænd, der mest af alt kom sig af for meget slik (ja det med e-numre) og for lidt søvn.

Da jeg så blev ældre, var nytårsfesten naturligvis også noget man glædede sig til… lige indtil måneden inden, hvor man i panik og stress skulle finde ud af, hvad hulen man egentlig skulle og lidt følte, at man skulle op til eksamen i sociale skills, hvor ens karakter ville blive bedømt efter, hvor vild, sjov og fed din aften havde været. Og det er pres, når man står dér i -8 grader og har insisteret på, at man altså ikke behøvede strømpebukser, så ens lår er blevet fuldstændig blå af kulde, mens ens alt for korte kjole nægter at arte sig og man er sur, fordi man fik krøllet sit hår på den kiksede måde og SLET ikke som vist i Sirene, og pludselig indser at man nok ikke lander øverst på podiet igen i år.

Karakteristisk for mine nytårsaftener har altid været, at vi skulle videre til noget større og vildere. Også selvom festen egentlig var god hvor den var. Men i gymnasiet handlede det i høj grad om at skulle afsted og blive set… altså lige manifestere, at man ikke var upopulær. Og sandheden er, at det på en eller anden måde altid kikser.

Nytårsaften bliver altid pustet op til, at være årets fest og der bliver lagt så meget pres på én enkelt aften, at man næsten ikke kan undgå at blive skuffet. Flot tøj og dyr mad og en halv børneopsparing på fyrværkeri, som man alligevel glemmer, da man vidst nok havde snuden lidt for langt nede i punch-bowlen, mens man febrilsk forsøgte at ryste alt glimmeren af sig, der eksploderede som en mindre atombombe, da der blev sat fut til bordbomben.

Og pludselig ser man sig selv, stå 02.30 og være halvvissen til en eller anden stor, fancy nytårsfest på et eller andet hotel, med en tarvelig Gin’Tonic limet fast til klør fem, mens man overvejer om man kan tillade sig at tage sine sko af, eller om der er nogen der vil savne en hvis man lister ud og forsøger at finde en taxa (som naturligvis er umuligt), alt i mens alt for gammel herre forsøger at lokke en til at blive, ved at tilbyde endnu flere tarvelige Gin’Tonics, som man pludseligt ser som sin egen personlige feministiske kamp ved, at fortælle ham “at man ikke kan købes for drinks” og “at man i hvert fald sagtens kan betale for sit eget”, mens ens dankort er ved at forbløde i lommen, oven på de urimelige barpriser denne aften.

Den hyggeligste nytårsaften jeg har haft, var sammen med min veninde Malou og min ven Ørnø. Det var bare os tre. Der drak vin, spiste god mad og dimsede rundt hjemme hos os på Vesterbro, til dårlig 90’er musik og en naboklage eller to. Intet pres, ingen forventninger. Det var bare os.

Den sjoveste nytårsaften jeg har haft, var 2015/2016 hvor min kæreste boede i en ejendom hvor der hørte et festlokale til. Så drengene inviterede alle vennerne til mad og dans på bordene.. mellem hver ret…

Min pointe er, at den bedste fest sjældent er ude og omkring. Og det lægger altid en dæmper på stemningen, når der er nogen der hungrer efter at komme et andet sted hen og pludselig sad man der, i 5A og råbte GODT NYTÅR fordi man kom for sent ud af starthullerne og ikke nåede den anden fest i tide, så man må hoppe ind i det nye år fra en kantsten.

I år tager jeg det ganske roligt, og tager lidt tingene som det kommer. Havde det været mig for 2 år siden havde jeg været i vild panik. Nu er det bare sådan. Og vi finder nok ud af det hele.

XX

(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *