Hvornår starter jeg studie?

Det er allerede ved, at være små to år siden, at jeg sådan rigtig gik på universitetet i København. Fik orlov efter halvandet år, så jeg kunne arbejde fuldtid som model, men da året var gået og der stadig var travlt med arbejde, valgte jeg at sige farvel og tak til KU for denne gang, med forhåbningen om, at jeg en skønne dag vender frygteligt tilbage.

Jeg har ikke været et eneste sekund i tvivl om, at dette var den helt rigtige løsning for mig, selvom det både er intimiderende og udfordrende, at være sådan helt på egne rystende fugleben. Men jeg er glad – hver eneste dag, helt ind i maven. Jeg føler mig let og fri.

Men det betyder ikke, at når jeg møder andre mennesker, der meget velmenende og sødt spørger, hvornår jeg har tænkt mig at genoptage mine studier, fordi man er jo ikke model for evigt, og så ser jeg mig selv finde alle mulige spændende svar op af hatten, som både er helt nye og overraskende for den jeg taler med, og mig selv.

Jeg bliver konstant spurgt om min plan B. Om mit næste træk. Og jeg kan mærke at jeg aller mest har lyst til at sige: “jeg ved det fandme ikke, fordi lige nu er det ikke vigtigt for mig”, men føler mig alligevel forpligtet til, at lyde lidt klog og velovervejet, når jeg nærmest hører mig selv diske op med en 5-års plan, som højst sandsynligt aldrig bliver til noget. Som om, at bare fordi jeg laver noget kreativt, eller anerledes, så er jeg nødt til at holde lidt igen, og overveje og gruble og spekulere. Men jeg er 100 % på det projekt jeg har kastet mig ud i.

Jeg tænker tit, at hvis jeg nu var professionel inden for sport, så var der aldrig nogen der ville være efter mig, omkring at jeg nok burde tage en uddannelse først, og prædike for mig, hvor svært jeg kommer til at få det i livet, når jeg ikke kan arbejde mere, og så skal genopfinde mig selv. Mange virker også overraskede over, at jeg laver det jeg gør fuldtid, og at det pt er min plan at knokle igennem så længe muligheden er der (nogen ville nok sige “smede mens jernet er varmt”), og så tager jeg tingene som de kommer. Når jeg begynder at fornemme, at der bliver længere og længere mellem mine jobs, så skal jeg nok finde ud af hvad der skal ske med mig. Så vil jeg da nok gerne tilbage og gøre min uddannelse færdig, hvis altså det skulle ske i morgen, men hvem ved hvordan livet former sig.

Hvis kvinder kunne få lange løg, så ville jeg få det af, altid at skulle retfærdiggøre og forklare, hvorfor det var, at jeg denne gang valgte at springe ud i noget vovet. Noget som jeg ikke har papir på, og som jeg ikke kan blive meldt ind i en a-kasse på baggrund af. Lige nu går jeg all in, og ser tilværelsen som den er lige nu, som en helt unik mulighed, som jeg er lykkelig over og til tider også ærefrygtig overfor.

Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at passe ind i et 8-16 job. I hvert fald ikke hvis det skulle være lige nu. Jeg bliver grå af det. Og uanset hvad der sker, så vil det være min ambition. At skabe rammer for mig selv, hvor jeg kan være min egen. Om det bliver med en Master eller bare mit gode humør, så er jeg sikker på, at jeg nok skal klare den. Jeg vil bare ikke presses.

Når det er sagt, så synes jeg at det er super vigtigt at overveje, hvad der gør en glad, hvad man føler sig i stand til og hvilken livsform der passer godt til en. Det er sundt at blive udfordret på sine overbevisninger, og selvom jeg har lyst til at skrige, når folk siger “du skal vel også tilbage til studiet på et tidspunkt?”, så ser jeg det i stedet som en mulighed for, at åbne op for tænkeposen og lige overveje, om der er noget jeg har misset i min ellers målrettede facon.

Der er mange af os unge mennesker, der seriøst ikke har et eneste clue om, hvor vi skal ende. Hvad der skal blive af os, og hvor vi sidder om 5 år. Livet byder på mange forskellige ting. Kærlighed, rejser, spændende jobs, familie og jeg kunne blive ved. For mig er det at leve, ikke nødvendigvis at planlægge og have svar på alt (i hvert fald ikke før man bliver nogens mor – og der er altså lidt tid endnu), men at mærke efter. Gøre nogle af de der ting der giver sus i maven og gør mandag til ugens bedste dag, fordi man ikke kan vente med at give sig i kast med, en ny uge af LIVET som man bedst kan lide det.

Vi er alle forskellige, og vi har alle forskellige drømmer og ambitioner. Der er ikke en opskrift. Der er ikke en fabrik der kan skabe os. Vi er frie, og vi har valg. Valg som vi også har ansvar overfor, ligesom vi har et ansvar overfor os selv til, at gøre mest muligt ud af det vi har. Lad os nu tro på de drømme og håb vi har, lad os udleve dem og udvikle dem til nye drømme og ambitioner. Jeg ved ikke hvad jeg skal være når jeg bliver rigtig voksen, og det er også helt okay.

XX

(Visited 8 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *