Hjertesorg

(Dagen efter at Niels tog på udveksling i 6 måneder, hvor jeg pludseligt mærkede et stik af en følelse jeg ikke havde følt i mange mange mange år)

Det er længe siden jeg har været hårdt ramt af hjertesorg. Heldigvis for det.

Det er en af de mest smertefulde følelser jeg nogensinde har følt. Det er et mørke der omslutter os, som suger os ind og gør os blinde, bange og ensomme. Niels og jeg stoppede med at være kærester i en periode tilbage i 2010, og bare tanken om det efterår får mit hjerte til at trække sig sammen, og jeg kan næsten mærke den stærke kvalme, der nægtede at forsvinde, blusse op igen. Jeg var træt, kvalm, ked af det og følte mig ensom, selvom jeg godt ved jeg ikke var det. Jeg handlede komplet irrationelt og egoistisk, men kun for at få smerten til at gå væk. Jeg følte mig syg.

Når man slår op med en kæreste, er det lidt som om der er nogen der dør. Eller i hvert fald noget, man ved ALDRIG bliver det samme igen. En del af en forsvinder. Jeg var så inderligt forelsket i Niels – så meget at det gjorde ondt i hele kroppen. Og jeg tror det blev for meget for ham (og who would blame him – en 16-årig dreng kan ikke leve op til den illusion, som jeg havde af, hvordan et forhold skulle være perfekt). Og så kom han hjem til mig, en dag efter skole og sagde, at det nok var bedst at vi ikke var kærester mere. Bare sådan bestemte han, hvordan mit liv nu skulle være. Og så gik mit hjerte i tusinde stykker. På den helt gammeldags facon.

Dagen efter, da jeg skulle ud og møde verden igen, følte jeg mig syg. Jeg kunne ikke. Jeg gjorde det – prøvede at komme afsted, men måtte gå hjem igen og kaste op. Jeg var fysisk dårlig. Og der var ingen der forstod det.

Hjertesorg er nemlig ikke rigtig anerkendt, for hvad det egentlig er: en sorg. Noget som de fleste mennesker, har brug for at bearbejde på deres egen måde. Det er egentlig også lidt det der gør sig gældende, når man taler level 10 menstruationssmerter, og der står en eller anden kæk person og siger, at det er der aldrig nogen der er døde af, så man lige så godt kan hanke op i sig selv og tage sig sammen. Det kan man ikke altid.

Når man gennemgår hjertesorger, eller er ulykkeligt forelsket, bliver man en anden (præcis ligesom når man er forelsket). Man gennemgår uanede mængder af timer, hvor man sidder og filosoferer over, hvorfor man drev det så langt, hvorfor man var sådan en person, der ikke kunne elskes og hvad man kunne gøre, for at få ham tilbage. Jeg var en dårlig veninde i den periode, der kun havde hovedet nede i mine egne problemer, jeg var en pain in the ass for min familie, da jeg var så distræt at jeg ikke kunne huske fra næse til mund og jeg var en dårlig elev i skolen, der pludseligt slet ikke kunne fokusere eller følge med. Og jeg havde det sådan i lang tid.

Jeg gav ikke mig selv muligheden for, at bearbejde min sorg. Jeg vidste den var der, men jeg blev ved med at skubbe den fra mig. Og så blev jeg bare sær. Jeg fortalte ikke nogen om, HVOR ulykkelig jeg egentlig var og hvor ondt jeg havde inden i, fra jeg stod op og til jeg gik i seng. Fordi jeg skammede mig over det. Fordi jeg følte mig svag, og fordi jeg synes det var så pinligt at være blevet slået op med. Lige nu sidder jeg faktisk, og får tårer i øjnene, når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det, selvom jeg godt ved, at det hele løste sig.

Jeg tror, at jeg havde fået det bedre meget hurtigere, hvis jeg havde anerkendt hvor meget det betød for mig. Hvis jeg havde stået ved mine følelser og bedt nogen om at lytte, sådan helt rigtigt. Mange ting blev pakket ind, især fordi jeg stadig var så inderligt forelsket, at jeg stadig ikke ville have nogen til at synes dårligt om Niels, der i princippet ikke havde gjort noget galt, andet end at sige stop uden at jeg var helt med på den. Jeg sumpede for meget rundt i det, og i stedet for at få det bedre blev det værre. Indtil foråret kom.

Der tog jeg en beslutning om, at gå de lysere tider i møde, med et lysere sind. Give slip på ensomheden og min ked af det-hed. Stoppe med at bekymre mig, være jaloux og sur. Jeg ville være en anden. Og ikke for nogens andre skyld end min egen. Fordi min lykke afhænger ikke af andre. Den afhænger af mig selv, de valg jeg tager og min indstilling til livet. Og fra nu af, ville jeg være glad. Jeg ville have det godt med mig selv, gøre ting der gjorde mig glad og så skar jeg Niels helt ud. Ingen beskeder, ingen løben ind i hinanden – ingen ting. Jeg tog en detox. Og på et tidspunkt kort efter, blev tiden helt rigtig til, at vores veje skulle mødes igen. Og at vi skulle prøve noget nyt sammen. Men det er en helt anden historie.

Min pointe er bare, at hjertesorg skal tages langt mere alvorligt – selv når man for eksempel er teenager eller i starten af tyverne, hvor “voksne” godt kan have en tendens til, at negligere de følelser vi har, fordi “hvad ved vi om livet”. Der kommer aldrig noget sundt ud af, at pakke følelserne væk.

XX

(Visited 32 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Åh, hjertesorg er bare den værste følelse og du har helt ret i at det ikke skal negligeres, men egentlig sidestilles med andre former for sorg/nedtrykthed <3

  • Hvor er det bare godt skrevet laura! Da min eks kæreste slog op med mig for 2 år siden i en alder af 18 år, var jeg knust! Det kan slet ikke beskrives hvor ondt det gør! Dejligt du sætter ord på det ♥️

  • Dit skriv rammer lige dér i maven, hvor det gør ondt. Tak for at sætte ord på noget, som er så svært og så komplekst – og helt individuelt fra person til person. Jeg føler ofte, at jeg er nødt til at forklare mig ud af situationen, finde på dårlige undskyldninger om, hvorfor jeg ikke er kommet videre (seks måneder) endnu og hvorfor jeg ikke fyrer den af på Tinder. Jeg vil hellere være single resten af livet end at gå på Tinder som jeg har det lige nu. Det ændrer sig måske en dag, men for nu er det sådan JEG har det bedst. Og JEG er trods alt den der har knuden og sorgen i maven. Den er der ingen anden, der vil kunne føle eller forstå.

    • Kæreste C, tusind tak for din besked.
      Jeg håber at det snart stopper med at gøre ondt – men det tager tid. En eller anden dag, så vågner man op og har det lidt bedre end man havde det dagen før. Alt det bedste til dig – giv det tid.

      Knus

  • Det er så fint og rigtig skrevet Laura! Jeg håber der kommer en forsættelse af: “hvordan man kommer tilbage til den, man elsker, men som knuste ens hjerte så grusomt”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *