Pigen der ikke vil dø….

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” Tove Ditlevsen digte, udvalgt af Olga Ravn. Jeg holder meget af Tove D. Hun havde sgu fat i den lange ende – især når det kom til at være kvinde, og hvor forvirrende det til tider er, bare at være til.

Overskriften i sig selv, fik mig til at tænke: “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”. Det kender jeg. På nogle punkter er jeg stadig den unge pige, med drømme og forventninger (nogle gange FOR mange forventninger, der tager overhånd i form af unaturligt meget dagdrømmeri). Jeg tror den unge pige bliver boende i os altid. Jeg kan i hvert fald mærke en pige, der er endnu yngre end jeg selv, der sidder et sted midt i brystkassen. Hun gør ikke synderligt væsen af sig, men ind i mellem sparker hun mig godt og grundigt i mellemgulvet, som jeg har fortjent, når jeg bliver for praktisk og uopfindsom.

Den unge pige i mig, er hende med forventningerne og drømmene, der så fint gemmer sig inde bag den påtagede voksen-hed, hvor man tjekker tilbudsaviser, betaler licens og kæmper for ikke at lave overtræk. Og jeg har en idé om, at hun bliver der. Hun er vores inderlige barn, vores naivitet og drømme, som vi gemmer væk fordi det gør man, når man er voksen og har ejerbolig og pensionsopsparing. Så er der ikke altid tid til, at sidde og glo ud i luften og fantasere om fremtidens dit og dat.

Men jeg tror, at vi skal blive veninder med hende – altså hende der holder på alle forventningerne. Lave en aftale med hende om, at hun skal kigge frem engang i mellem, når livet bliver noget kedeligt og vi endnu engang ser os selv, i en vanelignende situation, som vi havde svoret ALDRIG skulle være os. Lige for at minde os om, hvad de helt tunge skyts nu var. Men at hun samtidig ikke må blive skuffet, når vi finder lykke i det trivielle. Jeg føler mig tit inderligt lykkelig, når jeg vågner om morgenen og har åndedrætsbesvær, fordi min kæreste har valgt at placere halvdelen af sit korpus oven på mig, i nattens evige kamp om dynen.

Synes tyverne er ret specielle.. Jeg går hele tiden rundt, og venter på en voksen, der aldrig kommer. Jeg er damen, små børn bliver bedt om, at flytte sig for, når man brager ned gennem kølegangen i føtex, i alt for høje, alt for larmende sko, som slet ikke passede til vejret (igen havde jeg brug for en voksen). Jeg er ikke klar endnu. Det er snyd det hele – det er de lange lemmer og Dankortet der snyder mig mere voksen, end jeg egentlig føler mig.

Olga Ravn skriver “Man deles i to – man er nu pigen fra før, pigen der lever og ikke kan dø – og så den voksne kvinde der går omkring….”

Jeg synes bare, det var sådan en fin skildring af os: det der er og det der forventes. Det er langt fra det samme, og forventninger, skuffelse, fortrydelse, lykke og nye håb kommer til at spire frem. Nok så længe vi er til.

XX

 

(Visited 20 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *