Man skal græde for de døde

Det kan ikke være gået nogens næse forbi, at HKH Henrik er gået bort og i dag er blevet bisat. Jeg har ikke noget personligt forhold til ham, eller hvem han var, andet end at vi til tider løb ind i ham oppe i slotsparken i Fredensborg. Men mange lader til, at have haft et nært følelsesmæssigt forhold til Prinsen. Mange mindeord på facebook og i aviserne, og mere end 19.000 mennesker, var forbi kisten for at sige et endeligt farvel.

Mange har også hidset sig op over, at folk pludselig taler så hjerteligt om en person, der ellers før har fået hård medfart af mange, og disse hidsige mener, at det er hykleri og at det er forkert. Men jeg er uenig.

Dette indlæg skal ikke handle om Prins Henrik – så du kan roligt læse videre, hvis dit anti-royale hjerte pludselig gik i stå.

Man skal græde for de døde.
Det har jeg altid ment var en fin og respektfuld måde, at sende nogen herfra. Om man græder med tårer og hulk, eller man poster et billede eller en status på sin facebook er jo op til den enkelte. Men der er aldrig noget galt i, at græde over dem vi siger farvel til.

I mit kun 24-årige liv, er der ikke mange mennesker omkring mig der er døde endnu, hvilket jeg er lykkelig over. Men døden får mig altid til at græde. Ind i mellem fordi jeg er ked af det, sådan helt inderligt og andre gange, fordi jeg ikke kan finde ord eller handling for, at vise den sidste respekt.
Jeg kan huske, at jeg som barn var med til min oldemors begravelse. Jeg har måske været 7-8 år. Vi sad altid om sommeren på hendes altan, og så studenterne danse om danserindebrønden i Helsingør, mens jeg spiste Mini-Muh is og blev bedt om, at stoppe med at lave grimme ansigter, fordi en dag ville vinden vende og så ville jeg se sådan ud for evigt. Men jeg forstod stadig ikke helt det der med død, og hvordan man skulle forholde sig til det. Men jeg kan huske min morfar, meget tydligt. Han var ked af det, fordi det var hans mor. Og så græd jeg, fordi min morfar havde mistet sin mor, og fordi jeg var ked af, at min morfar var ked af det, og fordi vi aldrig skulle sidde på altanen og spise marmorkage igen. Jeg selv var overbevist om, at min oldemor var blevet lavet om til det egern der løb ude i haven, så det hele skulle nok gå. Og egentlig føler jeg stadig, at hun er med mig.

Så da jeg i formiddag gik hjem fra træning, med fedtet hår og svedige armhuler, begyndte klokkerne overalt i København at buldre og brage, og pludselig så jeg hele opstillingen fra Prins Henriks begravelse oppe ved Christiansborg. Og så fældede jeg en lille tårer, fordi jeg fik det dårligt med, at stå der og være til glo-begravelse. Og så gik jeg hjem, inden jeg så noget som helst. Og ja, jeg fældede en tårer, selvom jeg ikke havde nogen holdning til Prins Henrik, men fordi det er det jeg gør.

Min pointe er bare, at der ikke kan være noget hyklerisk eller forkert i, at sende folk herfra med respekt, og ja, vi skal huske at vise den respekt når det virkelig gælder – altså når vi stadig er her. Man må gerne græde for de døde.

(Visited 9 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *