Det perfekte Instagram-liv

I denne uge, har DR fokus på “det perfekte” og det “uperfekte”. I den forbindelse har de lagt første afsnit af “de perfekte piger” op, som handler om fire forskellige piger, der er svært påvirkede af, at skulle leve op til idealerne på de sociale medier. En af pigerne beskriver rigtig fint, hvordan man har Instagram-personligheden og den rigtige person. Jeg relaterer 100%.

Jeg forsøger at være ærlig og realistisk på instagram, men det er et udsnit af virkeligheden, som vi kan manipulere med og få situationer til at virke både vildere, smukkere og sejere, end den regnfulde mandag egentlig var. Jeg ryger også i fælden, hvor cafe latte og mine nye solbriller lige skal en tur gennem filtermaskinen, inden jeg brager det ud på min instagram, i en “SE MIG OG HØR MIG”- situation, som jeg ikke er helt sikker på, jeg egentlig bryder mig om. Jeg er ikke så æstetisk, som mange andre piger på instagram. Det behøver ikke passe sammen alt sammen. Mest fordi tingene i mit liv, meget sjældent er farvekoordineret og perfekt. Har både mælkeskæg og tandpasta på mine sorte bukser, hvilket jeg ofte først finder ud af når jeg er taget hjemmefra.

Og selvom jeg ved, at de top tjekkede sild på instagram manipulerer med virkeligheden, så tager jeg mig selv i, at blive øv-agtig over, at jeg har kronisk spaltede spidser og strømpe bukser der altid insisterer på at løbe, fem minutter efter jeg egentlig burde have forladt matriklen. Ikke føle, at jeg er cool nok.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at det var slut med, at sammenligne mig selv med andre på sociale medier. What’s the point? Vi lever alle forskellige liv, men lur mig om vi ikke alle sammen skændes med vores kæreste, tager en søndag på sofaen uden make up og forsøger at huske, at ringe til vores mormor bare en gang i mellem.

Jeg synes at det er okay at dele sin person op i to: den virkelige og den fiktive. Man kan argumentere for, at skuespillere og sangere gør det samme. Så længe vi bare alle sammen er enige om præmissen for det. Og det er vel okay. Ikke at udbasunere hele privatlivet på de sociale medier. Der er i min verden (som jeg har nævnt mange gange før), stor forskel på, at være personlig og privat. Det er alfa og omega, at have personlighed (i min verden). At være sin egen. Men der er et stort spring fra dét, til at dele ud af det inderste i sit privatliv. Derfor synes jeg egentlig, at det er okay at vi deler os i to.

Jeg er glad for, at vi ikke rigtig havde smartphones da jeg var teenager. Kan huske, at jeg spinkede og sparede, så jeg kunne købe en (brugt) Iphone 3gs i 2.G, og at jeg nærmest var den eneste i min klasse der havde en. Husker i hvert fald, at jeg delte den med mine veninder i pauserne, hvor vi både skulle nå at spille Angry Birds og tjekke, om der var nogle nye spil vi bare MÅTTE eje. Der var ingen grund til, at gå på facebook, fordi ingen rigtig havde Iphone og derfor kun var på Facebook når de sad ved deres computer. På det tidspunkt iscenesatte vi os selv på Facebook. Man overvejede nøje hvad man likede, der blev hver søndag aften uploadet diverse albums fra weekendens eskapader (der var altid én der løb rundt med et digital kamera, for at forevige arrangementet), og man opdaterede sin status dagligt, med ligegyldigheder som “Så skal man se pigerne <‘3” eller “Drikker aldrig igen”. Vi forsøgte også på Facebook, at skabe et redigeret billede af os selv, men slet ikke i samme grad, som instagram i dag.

Det er hele tiden. Det er hver eneste dag, hver eneste gang du åbner appen bliver du eksponeret for andre menneskers livsstil, som helt sikkert er anerledes fra din egen. Som teenager brugte jeg uendeligt meget krudt på, at finde ud af hvem JEG var (det gør jeg til tider stadig, den dag i dag), jeg kan slet ikke forestille mig hvor udmattende det havde været, hvis jeg hele tiden skulle tage stilling til andre.

Jeg tror min pointe er, at det er et vigtigt emne. Det er vigtigt ikk at være som de andre. Der er ingen formel på det perfekte liv, selvom instagram måske får os til, at tro noget andet, med uendelige outfit billeder ved pæn bygning, en latte til overpris og veninder der alle sammen er noget ved musikken. Og selvom det er verden største og fedeste kliché, så virker det altid rigtig godt, hvis man bare er sig selv.

XX

(Visited 30 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg er også utrolig glad for at mine teenage-år foregik uden Instagram og overflod af information som jeg skulle tage stilling til. Der følger et helt andet ansvar til det, en helt anden måde at forholde sig til emnet på. Jeg var åben over for MySpace, Facebook, Instagram, Snapchat osv dengang medierne var “nye” men valgte hurtigt at fjerne mig fra dem, da jeg kunne se at den verden viser næsten aldrig sandheden som den er. Mit liv blev meget bedre af det.

    Nu er jeg på fb og det er KUN pga at jeg studerer og der foregår en masse som er relevant for mig i den forbindelse. Less media – less stress.

    • Jeg tror du har ret – i efteråret fik jeg simpelthen også NOK. Jeg følte mig så omklamkret af SoMe og blev helt utryg over, at jeg følte at skulle præstere. Mit arbejde gør det en smule svært, at leve analogt. Men har lyst til det ind i mellem. Bare lige at lukke ned og være mig. Uden alt det andet.

      • Det er virkelig terapi for sindet og lukke af nogle gange. Kan sagtens forstå dig – det er meget sværere når man er offentlig kendt person. I wouldn’t know, men kan forestille mig det. Man er hele tiden i limbo.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *