Det er ikke vores pligt, at realisere os selv

 

Der er mange måder at realisere os selv på. Hele tiden. Vi er så priviligerede, at bo i et land som Danmark der konstant giver os valget, fremfor ultimatummet. Derfor tror jeg også, at vi føler at det er vores pligt at realisere os selv.

For eksempel når det kommer til kærlighed. Måske du kender scenariet: du starter nyt job, du har en kæreste (eller måske en ægtefælle?), men pludseligt bliver du draget mod Carsten nede fra Regnskabsafdelingen. Han er spændende og sød, og du tager dig selv i, at have et lille crush på ham. Men hvordan? Hvordan kan du det, når du elsker din kæreste Anders? Er det så fordi, du måske ikke helt elsker Anders på den rigtige måde? Og kan du leve dit liv fuldt ud, hvis ikke du løber når hjertet kalder? Er du ikke, nærmest NØDT til, at forlade Anders fordi man vel ikke kan være forelsket i flere???

I nogle tilfælde, nej. Forelskelser kommer og går, mens kærlighed for evigt består. Jeg tror ikke det er unormalt eller farligt, at have et crush på en der ikke er ens kæreste, så længe man kan skelne mellem kærlighed og begær. Der er nogle mennesker der er spændende, og som drager os. Men det betyder ikke, at vi elsker dem. At vi skal vende vores liv på hovedet for at forfølge det. Vi er vant til at vælge – at der ikke er nogen konstellationer i vores tilværelse der er for evigt. Vi kan altid VÆLGE en udvej. Derfor tror vi også, at det er vores pligt at realisere os selv. At det er vores pligt at løbe når hjertet kalder… HVER gang det kalder. Fordi det vil det gøre flere gange i løbet af livet. Og dér står vi over for valget. Og så skal vi lære. Lære at mærke efter hvad ægte kærlighed er, og hvornår vi blot begærer en anden eller er forelsket i tanken om at være forelsket.

Græsset er ikke altid grønnere på den anden side, selvom vi er en generation der lider af kronisk FOMO (fear of missing out). Vi er altid på også når vi ikke er med. Vi har så mange frie valg, at vi nærmest kvæles i mulighederne, og det kan være intimiderende og angstprovokerende. Fordi når vi vælger noget til, vælger vi helt automatisk noget andet fra.

Nu kommer der sikkert til, at sidde en tastatur-kriger og mene noget om, at jeg er et curling-barn, at jeg skulle opleve RIGTIG nød og RIGTIGE problemer, og måske har du ret, kære tastatur-kriger. Måske har mit privilegium gjort mig blind.

Men at mærke efter, at være i tvivl og være sikker er svært. Hvem vi er, er svært. Hvis vi er trætte af vores job, så siger vi det op og kaster os ud i noget nyt. Hvis vores uddannelse ikke lever op til forventningerne, tøver vi ikke med at skifte over til noget der måske var mere os. Fordi vi føler, at det er vores PLIGT, vores RET at realisere os selv konstant.

Jeg er bange for, om vi bliver sådan nogle der ikke giver tingene en chance. Kærligheden, jobbet, uddannelsen, drømmende og livet. Sådan nogle der er rodløse og konstant bekymrer os for, om vi nu også får det hele med, indtil det en dag går op for os, at man ikke kan få alt med. Det er ikke muligt. Og så ender vi i gruppeterapi, fordi vi føler os snydt og “direkte taget i røven” af livet og samfundet, der ellers var så lovende.

Jeg siger ikke, at vi skal “nøjes”, at vi ikke skal have drømme og ambitioner og ændre de ting i vores liv der gør os kede af det. Men at vi skal gøre det med større omtanke. At det ikke er vores pligt, altid at realisere os selv. At det er okay, at være glad, tilfreds og lykkelig. At det er helt i orden, at give tingene en chance.
Lidt ligesom, at det heller ikke er vores PLIGT at udtale os om alt på Facebook, bare fordi vi kan. Vi behøver ikke, at sende grimme beskeder til dem vi er uenige med, eller til en reality deltager, som vi synes havde skæve tænder… bare fordi vi kan, betyder ikke at vi skal.

XX

(Visited 14 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *