Skal jeg stoppe?

Du skal vide, at jeg dagligt tænder min skærm og sidder og glor på den hvide tomme side, der nærmest griner hånligt ad mig, mens min hjerne suser forbi, som et tog der ikke stopper mellem Hellerup og Kokkedal. Tusinde af tanker skøjter afsted, som om de havde travlt og skulle nå noget, mens jeg sidder her og ærligt talt føler mig lidt til overs. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige.

Ind i mellem, gad jeg godt være en af dem der var god til at lave collager og tage billeder af mit tøj – så har man ligesom eksisteret lidt på SoMe i dag.. men det er jeg ikke, og jeg har hard core kørt efter filosofien om, at man skal have noget på hjerte hvis man skal brøle løs om det på world wide web. Hvilket jeg ser totalt bort fra i dag, da jeg blot pipper lidt her fra dobbeltsengen, da I skal vide at jeg stadig er her, selvom jeg ikke er her.

Min motivation har været der, jeg har sat mig ned og ladet fingrene hvile på tastaturet, og helt forventningsfuldt tænkt “NU! sker der fandme noget”, men hænderne har ligget helt slapt og pure nægtet at bevæge sig. Tankestrømmen kunne ikke finde vej ned til fingerspidserne, som ellers aldrig plejer at være et problem. Jeg bliver ofte drillet med, at jeg snakker en hel. En tysk kunde er begyndt at kalde mig “The Parrot” (altså papegøjen), fordi jeg lider af kronisk sludder-sladder syndrom, og altid kan hive et eller andet spørgsmål ud af ærmet, eller har brug for at fortælle et eller andet fjollet.

Derfor er min frustration også enorm, når jeg ikke kan få det ud.

Jeg tror at det er meget normalt, at man ryger ind i perioder, hvor man sidder fast. Overvejer kraftigt, at blive sådan en forfatter-type der tager i eksil på slot i Sydfrankrig hos nogle munke, og låser mig inde i et tårn indtil jeg bliver sindssyg og min eneste vej ud er, at skrive noget ned og drikke en masse vin. Og så når jeg kommer hjem, vil alle sige at “dét må de nok sige!”, og jeg vil få 3 stjerner i Politiken, fordi halvdelen af det jeg skriver ikke giver mening, fordi jeg måske – måske ikke, har været stang barcadi, men bare har måtte sige NOGET for at komme ud. – lidt ligesom det her, der på ingen måde givet mening nu hvor jeg genlæser det, men jeg lader det stå, bare så I kan få en fornemmelse af, HVOR stor min frustration er.

Jeg er bange for, at være irrelevant, kedelig og irriterende, og bare være en af de der typer, der skriger deres meninger ud på nettet, mens alle helst vil være fri. Jeg har overvejet og tænkt. Om det her skal være mig. Jeg vil gerne være med, jeg vil gerne dele, men jeg vil ikke give alt af mig selv. Og måske er det derfor, at jeg ikke kan. Som om jeg pludseligt er begyndt at virtuelt stamme.

Jeg vil ikke undskylde, fordi vi skylder ikke hinanden noget. I skylder ikke mig, at læse med (selvom jeg er så glad for, at I stadig er der) og jeg skylder jer ikke at skrive (selvom jeg holder enormt meget af det, og I, kære læsere, er hvad der holder min motivation kørende).

Igen, var der ikke noget jeg ville.

Andet end bare lige at pippe her fra dobbeltsengen. Uden helt at være her.

PS. jeg går ingen steder – det har jeg for meget storhedsvanvid til.

(Visited 17 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg bliver simpelthen gang på gang, slugt af din måde at skrive på. Sjældent har jeg læst bloggere skrive så humoristisk, flydende og hvor de simpelthen bare taler til læseren, på den måde som du formår at gøre! Nu du er ” kørt lidt fast ”, ville jeg bare lige supplere med en positiv kommentar og en high five. Du er fantastisk!

  • Jeg kunne ikke være mere enig i, hvad alle de andre skønne piger skriver til dig! Du skriver fantastisk Laura. Og om emner som ingen andre bloggere er dygtige nok til overhovedet at overveje at skrive om. Jeg elsker alt du skriver, og jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig som en 13-årig teenagepige, når jeg læser om Niels og dig. Jeg er totalt #TeamNiera (cringer lidt over mig selv her. Og så alligevel ikke. I er for dejlige).

    Jeg glæder mig til flere spændende indlæg fremover!!
    Knus
    Maria

  • Kære Laura
    Selvfølgelig skal du ikke stoppe med at blogge. Dit sprog er levende, humoristisk og dine betragtninger rammer også en midaldrende familiefar (shit – er jeg så gammel) med grånende tindinger.
    Jeg glæder mig hver gang over dine skøre indslag og tænker at det gør en masse andre også ?!
    Fortsæt med det du gør, når du har/lyst, om ikke andet, så for din egen skyld…
    Keep up the good work 😃

  • Jeg elsker virkelig at læse dine blogindlæg! Jeg synes, du er så talentfuld i din måde at skrive på – og også på andre områder! Jeg holder meget af at kunne glæde mig over at følge med i, hvad du funderer over, og jeg føler virkelig, jeg kan spejle mig megety i din måde at tænke/skrive på.
    Kram herfra

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *