Den monumentale sindssyge: forelskelse

I går aftes sad jeg med mine to bedste veninder på en altan på vesterbro og drak noget meget tvivlsom vin, talte meget højt og nød den lange sommeraften, hvor solen aldrig helt gik ned. Som det nu engang er med veninder, så får man talt om rigtig mange ting, sådan når det ene glas vin tager det andet. Pludseligt tager man sig selv i, at sidde tre halv snaldrede filosoffer, der får tænkt nogle MEGET dybe tanker om nogle MEGET dybe emner.

Emnet drejer sig ind på forelskelse. Især det at være nyforelsket.

At være nyforelsket er måske den dejligste følelse. Alt er nyt, spændende og det føles som om ens indvolde konstant har gang i en”intens tango” (som ham den nasale vært fra Vild Med Dans sten sikkert ville kalde det) og det er som om man slet ikke kan fungere normalt. Varmen i brystet hver gang man tænker på sit hjertes udkårende, de små smil over sms og den lidt dårlige samvittighed over, at man har lyst til at bruge hvert muligt minut med den her person, selvom man godt ved, at man har andre relationer at pleje.

At være ven med en nyforelsket er måske ikke den dejligste følelse nogensinde. Det kan være udfordrende, netop fordi det virker som om ens ven er et hylster, hvor hjernen er taget på solferie og har efterladt kroppen til bare at dalre lidt rundt, så der ikke er nogen der finder ud af, at der faktisk ikke er nogen hjemme. De er fraværende og tossede, og helt igennem skønne! Kan huske at jeg en dag stod og lavede mad med en veninde, der var i første fase (så fuldstændig kuldret). Jeg tonsede rundt i køkkenet for at få mad klar til os, og satte hende til at vogte cashewnødderne der skulle ristes. Efter et par minutter lugter der en smule brændt – indser at ven har glemt ALT om sit one job (at nødder ikke skulle brænde på) og står med snotten nede i tele og smiler på den der fjogede måde, hvor man godt ved hvad klokken har slået.

Som ven til en nyforelsket er det altid vigtigt at huske, at give plads og lade sine venner og veninder nyde den meget specielle tid. Ingen dårlig samvittighed og ingen sure miner. Man må væbne sig med tålmodighed og vente på, at de kommer op til overfladen igen. Fordi det gør de på et tidspunkt, men  hvor er det vigtigt at give plads til, at der sker forandringer i hinandens liv. Jeg kan selv huske, da jeg først lige mødte Niels, at det var en frygtelig følelse at stå med, når ens veninder skulle give en dårlig samvittighed og man hele tiden skulle opretholde terrorbalancen og dele nok ud af sig selv på alle fronter. Man er ramt af monumental sindssyge og har svært ved, at tænke fuldstændig klart, når følelser og hormoner brager rundt i kroppen på en, og hvis nogen bad om ens venstre arm, så gav man den bare til dem, uden at bekymre sig om hvorfor og hvordan. Og der står altid en eller anden forudrettet veninde, der lidt i sjov siger “nu ikke noget med at blive kærestekedelig”, selvom man godt ved, at hun faktisk mener det. Man skal da have lov til, at være kærestekedelig lige i den tid, skal man ikke? Selvfølgelig skal man prioritere alle sine relationer, men det kan meget nemt blive meget stramt, hvis man hele tiden skal køre på samvittigheden. Og udtrykket “at være kærestekedelig” er noget af det tarveligste jeg ved. Så længe veninderne ikke aflyser aftaler i sidste øjeblik, eller er uærlige omkring deres prioriteter, så burde man kunne finde fuld forståelse.

Og ja, som veninde kan det være rigtig svært at vænne sig til, at ens relation ændrer sig – men sådan er det altså bare, når der kommer en spiller mere med på holdet. Og det tager noget tilvænningstid for alle parter. Når man selv er faldet til ro i et parforhold, er det også der man finder ud af, at få det hele til at spille sammen og hvor vigtigt det er, at prioritere alle sine relationer.

Tror personligt at vi herhjemme ville få pip, hvis vi skulle sidde lårene af hinanden. Det er dejligt at komme ud, og få talt med nogle andre mennesker. Komme lidt ud af sin bobbel.

Forelskelse er det dejligste – lad nu hinanden nyde det.

(Visited 12 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *