Min (imaginære) skilsmisse

Jeg er i gang med at høre en lydbog, som i dag tog fuldstændig røven på mig og fik mig til at stå i prøverummet i Zara på Kurfürstendamm og tude lige så voldsomt som dengang min bror sagde til mig, at jeg nok var adopteret fordi jeg jo var en brun afrikaner og hele min verden ramlede sammen, fordi møgungen jo havde ret i, at jeg SLET ikke lignede resten af IKEA-reklamen jeg boede sammen med…

Jeg er i gang med at lytte til Maise Njor og Asta-Maja Njors samtalebog “Alle veje fører til MOR”, hvor de blandt andet taler om at være skilsmissefamilie og brast kærlighed. Om det der med, at være så sikker på, at man elsker nogen og det skal være for evigt, og så vågner man op en dag og så var det det ikke helt alligevel. Det rørte virkelig noget i mig – det trykkede direkte på tudeknappen og så stod jeg der blandt polyester og meget billigt hør og tudbrølede, fordi det bare lød så smertefuldt og sørgerligt.

Var nødt til at ringe til Niels, mens jeg stod og snottede inde i prøverummet, bare lige for at sikre mig at vi faktisk HAR en aftale om, at vi godt kan blive ved med at være forelskede og kunne lide hinanden, fordi jeg på INGEN måde kan overskue at stå om 10 år med børn, villa og en Grand Danois (fordi vi har en aftale om at go big or go home) og en halv pensionsopsparing og et hjerte i tusinde stykker, og skulle finde ud af hvordan vi skal dele det hele i to. Skal man så have en skilsmissehund? En 7:7 ordning, hvor madskål og hundesnor overdrages, mens man helt anstrengt forsøger at virke HELT afslappet og siger ting som “det er også noget værre noget med priserne på gær for tiden”, fordi man bare lige følte at det virkede helt nonchalant da man sagde det oppe i sit eget hoved, men man lyder som den største klovn nord for København når det vælter ud af kæften på en. Vi fungerer bare skide godt som et team (altså hvis et team kan bestå af jordens største egoister), og kan lige se for mig, den meget akavede samtale med de sociale myndigheder, når vi begge to har glemt, at det var vores tur til at have ungerne i den her uge, så de har levet af skrald og sovet i en papkasse ude i haven, uden at nogen lige har opdaget det, fordi vi har travlt med at realisere os selv på et eller andet madlavningskursus eller til salsa i Fælledparken med en gut der kalder sig Salsa-Fritz.

Taget i betragtning af, at Niels læser til eksamen og skal op i morgen, så var han ret tålmodig og overbærende og sagde at det hele nok skal gå og at jeg slet ikke skal være nervøs eller bange – det er sgu derfor han er en keeper. Var jeg i lidt bedre humør, havde jeg nok taget det som et frieri (altså at han sagde vi godt kunne indgå en aftale om ikke at gå fra hinanden), om han kan lide det eller ej! Men i dag får han lov til at slippe. Ved tanke om ægteskab giver ham “Lars-Løkke-under-finanslovsforhandlings”-stress, så jeg pakker sammen. Måske en anden god gang.

Men tanken om, at det hele måske slutter en dag, eller at kærligheden stopper med at være der, i den form som den er i nu, er sindssygt angstprovokerende og gjorde mig bange. Det er nok det der med, at være en smule bange for de ting man ikke kender. Men hvad nu hvis man står om 10 år og ser tilbage, og river sig selv i håret over, at have været en naiv teenager, der tillod sig selv at tro på, at det var for evigt? Det gør mig møg bange. Det gør mig også bange at tænke på, hvis jeg nu stopper med at elske Niels en dag? Hvad så? Hvad synes jeg så om ham? Eller endnu værre: hvis han stopper med at elske mig..

Jeg er ikke i tvivl om, at kærlighed ændrer form gennem hele livet – sådan tror jeg også det skal være, og man skal ikke forvente at kærligheden fejer benene væk under én hver eneste dag (især ikke når den kommer hjem fra byen i hullede underbukser og alko-ånde, og insisterer på at ånde dig ind i ansigtet og du lidt ønsker, at det i stedet var den imaginære Grand Danois og dentastix lugt der plaskede i hovedet på dig). Men tanken om at det kan ophøre gør mig seriøst bange.

Ville ønske at man kunne helgardere sig, eller bare lige tage et lille smugkig ud i fremtiden og bare lige danne sig et overblik over, hvilken person man besluttede sig for at blive. Bare lige for god ordens skyld, så vi kunne slippe for alle de overraskelser.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Så ærligt og fint et indlæg, Laura! Gang på gang skriver du indlæg som giver mig lidt følelsen af, at du er tankelæser, haha. Du ved liiiige, hvad vi vil have.
    Jeg får selv en skræmmende følelse i maven, når jeg hører om skilsmisser eller par, som går fra hinanden – og det er da egentlig skørt at bekymre sig om, når man blot er i starten af sine dejlige 20’ere.
    Ikke desto mindre er det SÅ lettende og betryggende at vide, at man ikke er den eneste derude med de tanker. Så virkelig mange tak for dig og fordi du er (så, så, så) sej og dygtig.

    • ❤️❤️ Tusind tak for din kommentar Maria ❤️ Jeg er så glad for, at du læser (og føler) med.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *