En fredag i Gothersgade

Da jeg fredag aften skulle møde Malou og Niels på Little Italy i Vestervoldgade, var jeg mildest talt fuldstændigt kørt over af træthed. Ugen havde simpelthen valgt, at trække op på siden af mig i den store fede lastbil den kom kørende i, og så derefter presse mig fuldstændig ud i rabatten. Jeg var så træt og jeg magtede ikke andet, end rent faktisk at sidde og spise pizza med Niels og Malou.

Altså ind til vi var cirka halvanden flaske vin inde..

Som genopstået fra de døde, havde jeg pludseligt enormt meget energi og var helt oppe på lakridserne, lidt som en Golden Retriever med udsigt til aftensmad og gå-tur. NU skulle der fandme bare ske et eller andet. Niels tog hjem – han læser til eksamen og tror han blev træt af min motormund (selvom han aldrig ville indrømme det, fordi han er en gentleman), hvilket efterlod Malou og jeg med en vinbrandert og enormt dårlig situationsfornemmelse.

Endte på fancy bar, hvor vi tyllede drinks som om vi gik i 3.g på Øregaard. Endte med at have fået tilstrækkeligt nok (og et dankort i kramper), at der skulle ske noget mere – vi skulle sgu da danse!

Vi har grint meget af, at jeg aldrig har været i byen i Gothersgade (don’t ask me why), så da Malou foreslår tour de Gothers, er der ingen tvivl om at det er lige præcis det vi skal! Vi går lidt rundt mellem de forskellige barer, og det undrer mig simpelthen, at de alle sammen ligner hinanden? Indrettet på samme måde, spiller det samme musik og stort set de samme bartendere, indtil Malou pointerer, at det altså er den samme bar vi er gået ind og ud af, fordi jeg var gået med hende ud for at ryge.. Godt så… Kæmpe klaptorsk… Jeg var ganske overbevist om, at vi havde været flere steder…  På et tidspunkt møder vi to drenge, der er meget unge, men som fandme også hedder Lundsgaard til efternavn og jeg går helt på røven over det. Vi indser dog, at de er ret unge, da de bliver nægtet adgang flere af stederne vi forsøger at tage dem med hen (så et sted mellem 16-17 år). Malou har gang i et eller andet show, hvor hun vil have dem til at gætte sin alder, og bliver ved med at sige ting som “dengang jeg var på jeres alder” og “Jeg kunne næsten være din mor”, selvom hun er noget alá fem minutter ældre end dem.. På et eller andet tidspunkt lykkedes det Lundsgaard jr.1 og jr.2 at komme med ind på en bar.. og gæt hvilken det var… jeps, havde Deja-vú ud over hele baren. Føler mig ærligt talt en her del ældre end alle andre på baren, så Malou og jeg forsøger at blende in, ved at bestille nogle shots med vandmelonsmag (som jeg senere med at kaste op, ud over hele mit badeværelse). Bliver pludseligt relativt trætte af teenage-druk og jeg er klar til, at komme hjem til Niels, så Malou følger mig hjem.

Da vi drejer om hjørnet til min gade ser jeg, min underbo jeg aldrig har hilst på, som er ved at låse sig ind i bygningen, så jeg sætter i løb, som var han det fucking sidste kystbanetog hjem mod København, fordi jeg ikke kan overskue at finde mine nøgler frem. Han er sød og venlig og lader mig stavre ind sammen med ham. Da vi når hans etage og jeg bliver stående sådan lidt afventende bag ham, er han nødt til at pointere, at jeg altså lige skal en gang længere op, fordi jeg altså bor på 2. sal.. Nå nej, naturligvis.

Der er noget ved, når tingene udvikler sig, som tiltaler mig helt vildt. Det sker bare. Der er ingen forventninger til, at man SKAL have det sjovt og man SKAL være fuld og dum at høre på. En slags anti-nytårsaften, som ellers altid betyder en lille bitte skuffelse over, at aftenen ikke blev årets aften. Der er noget rart og uforpligtende ved det. Og det var lige det mit trætte sind trængte til.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Laura 🙂 Først vil jeg lige sige at jeg elsker at læse med, jeg synes du skriver så godt og dine indlæg kan virkelig få gang i latteren hos mig og mine veninder. Dernæst vil jeg sige at jeg selvfølgelig godt ved at man ikke kan føje alle og at man altid kommer til at træde én eller anden over tæerne ligegyldigt hvad man skriver. Men jeg vil samtidig sige at det faktisk gør mig ked af det, når du her skriver “din selvdiagnosticeret borderline” hvorpå du sammenligner det med en eller anden form for personlighedsspaltning. De to ting har intet med hinanden at gøre. Borderline er rigtig hårdt at leve med og er i øvrigt den mest almindelige form for personlighedsforstyrrelse. Derfor forestiller jeg mig også at det faktisk er rigtig mange, og ikke bare mig, som bliver stødt og kede af det over denne sammenligning. Og med psykiske lidelser tror jeg bare at man skal være rigtig forsigtig.
    Du kan selvfølgelig bruge det til hvad du vil men jeg håber at du vil tage det med dig videre.
    Kærlig hilsen Julie

    • Hej Julie,
      Det er jeg VILDT ked af – og det retter jeg selvfølgelig med det samme. Fordi det var slet ikke hensigten at støde andre – jeg har stor respekt for psykiske lidelser, så derfor mit største og inderligste undskyld for at virke som om jeg ville bagatelisere det. Det største undskyld herfra ❤️❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *